Warm Up Weekend: Om du skal på Roskilde Festival, på roadtrip med vennerne eller romantisk storbyferie med kæresten, så kan vi alle blive enige om, at sommeren ligger for døren. I denne weekendguide kan du presse det sidste ud af juni og varme op til en fantastisk sommer.
TORSDAG 27. JUNI


Bliv Roskilde-klar med Wonderwhy & We Are Suburban @ Deco CPH // Ny Adelgade 5B, 1104 København K
Hvornår: 18-01 Mønt: Gratis entre, øl fra 60 kr.
Roskilde Festival er lige om hjørnet, og den årlige støvsugning af Harald Nyborg og Jysk Sengetøjslager er for alvor påbegyndt. I har måske allerede haft adskillige Roskilde-møder om, hvor I skal ligge, hvem der løber forrest med presenningen, og en WeShare, der allerede er løbet langt over budgettet. Forberedelserne er mange, men midt i din Roskilde-stress, så giv da lige dig selv tid til at nyde en forsmag på musikprogrammet og kom i Roskilde-stemning i din yndlingshovedstad.
Den nyligt fødte Deco bar, lillebroren til det folkelige stamsted Palæ Bar, har allerede imponeret på den københavnske cocktailscene, hvor den i maj vandt prisen som Byens Bedste Cocktailbar. Og netop på denne nylige vinder kan du torsdag nyde Rock´n´Roll-toner fra skønne Rebecca Lou og få et skud af M. Rexens internationale indie-sound, der begge spiller på Roskilde Festivals scene Rising 1. juli fra kl. 18.30 og frem.
Arrangementet er gratis, og hvis du ikke allerede har besøgt Deco Bar, så gør det før dine venner og få samtidig udvidet din musikalske horisont!
Lær de famøse Bollywood-trin @ Dansepladsen // På hjørnet af Edel Sauntes Allé og Øster Allé, 2100 København Ø
Hvornår: 19-22 Mønt: Gratis
Er du træt af at svede indenfor i dit lokale fitnesscenter, så træk udenfor i Københavns lune sommeraftener og få dit daglige skud motion! Hver mandag-torsdag er der gratis danseundervisning i den folkelige Fælledpark! Den vestlige verden (inklusiv jeg selv) fik for alvor stiftet bekendtskab med Bollywood-universet, da A. R. Rahmans mangfoldige mesterværk Slumdog Millionaire ramte biograferne i 2009. Og sad du ligesom jeg og rokkede med til musikken, så vil du uden tvivl ikke gå glip af dette event! Lær de famøse Bollywood-trin og bliv inspireret af danselærer Murari Singhs graciøse bevægelser. Efter en times danseundervisning, vil Dj. Dev Shankar spille op til fri dans, hvor du kan udforske dine nye tillærte Bollywood-bevægelser!
FREDAG 28. JUNI

Friday Night Delight x Dance ‘n Chill @ Folkehuset Absalon // Sønder Blvd. 73, 1720 København V
Hvornår: 17-02 Mønt: 30 kr. i entre
Jeg kan ikke understrege nok, hvor vild jeg er med Absalon! Folkehuset emmer af liv, hvor arrangementerne spænder vidt og bredt – fra Søndagsyoga, til Potter med Patter, Drag-banko og naturligvis, deres ugentlige faste fredagsfest!
Den trofaste hus-Dj. Søren Righteous spiller op til dans med et væld af musikgenrer. Er du til disco, house, downtempo eller world-inspireret dansemusik, så vil der med garanti blive vækket en genkendelsesglæde i dit indre musik-repertoire, og hele herligheden vil blive akkompagneret af smukke visuals fra Max Doherty. Vil du have det hele med, kan du også deltage i fællesspisning på det populære græsareal foran Absalon fra kl. 18 til 100 kr.
Minglrs Bar #25-45 år @Hotel Cecil // Niels Hemmingsens Gade 10, 1153 København K
Hvornår: 20-00 Mønt: 95 kr.
Der er spået at være i gennemsnit halvanden million singler i Danmark, og alligevel kan det synes som en uendelig kærlighedsjungle at navigere i. Selvom jeg selv var til et vaskeægte Tinder-bryllup i maj måned, så har jeg tit overhørt sætningen: ”Jeg er så træt af Tinder, jeg vil hellere møde nogen i virkeligheden!” Har du mistet modet på at finde kærligheden i det virtuelle landskab, så deltag i Minglrs første bar i de smukke omgivelser på Hotel Cecil! Her kan du møde andre singler uden først at skulle tækkes med tankerne, om man er blevet udsat for en catfish, om kemien er ligeså god i virkeligheden som på skrift eller for den sags skyld få seneskedehindebetændelse i din højre hånd af at swipe! Herligheden koster 95 kr. inkl. en drink eller øl, og tilmelding er nødvendigt, eftersom arrangøren inddeler tilmeldingerne efter alder og køn for at sikre en ligeværdig fordeling. Så genvind troen på kærligheden, tag ud i det københavnske natteliv og oplev måske et fremtidigt Minglrs-bryllup.
LØRDAG 29. JUNI

Mexicanske La Neta fylder 2 år @ La Neta // Nørrebrogade 29, 2200 København N
Hvornår: 12-00 Mønt: øl fra 30 kr.
I det seneste årti har den københavnske madscene ekspanderet sit verdenskatalog, og mulighederne for en udvidet kulinarisk opdagelse pryder for alvor gaderne i hovedstaden. Det kendte brand Mikkeller står bag La Neta på Nørrebro, der som koncept startede i Stockholm og sidenhen blev bragt til en af Københavns mest besøgte og trafikerede gader. La Neta omfavner det mexicanske gadekøkken og har gjort et ihærdigt forsøg på at genskabe et traditionelt mexicansk taquería udenfor den mexicanske landegrænse. Netop denne lørdag fylder La Neta 2 år, og det bliver fejret med et mangfoldigt program, der bl.a. byder på 100 gratis tacos til de først ankomne, 100 gratis øl kl. 17 og latinske rytmer af DJ Carlotta fra kl. 18.
Ikke-lukke-fest på Fantask @ Fantask // Sankt Peders Stræde 18, 1453 København K
Hvornår: 11-16 Mønt: Gratis
Hvis du ligesom jeg husker citatet fra kultfilmen Tøsepiger fra 1995, hvor karakteren Maj-Britt udbryder: “Jeg hader at sige farvel, jeg vil hellere sige goddag” – så vil du uden tvivl elske at tage til ikke-lukke-fest på Fantask. Den legendariske københavnske boghandel og spilbutik åbnede i 1971 og fungerede som omdrejningspunkt for science fiction, fantasy og tegneserie-universet. I 2019 blev det dog annonceret, at net-konkurrencen havde fået overtaget, og verdens ældste nulevende tegneseriebutik stod desværre til en truende lukning på netop denne lørdag i år. Efter Benjamin Lund Preisler Herbst oprettede en GoFundMe-kampagne, der oplevede donationer, der allerede på én dag overskred målsætningen, lykkedes det at redde butikken, og det skal fejres! Fantask byder på øl, vand og snacks og lover flere overraskelser oppe i ærmet! Om du er tegneserie-nørd eller ej, er denne perle værd at besøge!
SØNDAG 30. JUNI

Nyd en kold dukkert @ Havnevigen // Vilhelm Buhls Gade, 2300 København S
Hvornår: 24/7 Mønt: Gratis
Bystranden ved Havnevigen blev indviet i 2018 og har siden da været mit faste dukkert-sted, når jeg trænger til at trække mig tilbage fra menneskehavet på Islands Brygge. Havnevigen er en lille perle i den sydligste ende af Bryggen, hvor havnebadet danner rammerne om et nybygget nabolag, og selvom stranden er privatområde, så er der fuld offentlig adgang. Samtidig kan du på Cafe Nöa’h, der befinder sig lige rundt om hjørnet, nyde en iskaffe, lidt frokost eller blot søge ly for solens bagende stråler. Og hvis du ikke har råd til at tage på sommerferie i år, så tag blot på Havnevigen – de tørre planter, sæsonens afsvedne græs og sandstranden gør, at man i et øjebliks forglemmelse forveksler Amager med Costa del Sol.

Danmarks nye stjerneskud fra Filmskolen @ Grand Teatret // Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København K
Hvornår: 18.30-22.30 Mønt: 50 kr.
Den Danske Filmskole uddanner hvert år en udvalgt skare af bl.a. instruktører, producere og filmklippere, som vil være med til at præge den danske filmscene. Netop nu dimitterer en ny årgang fra skolen med deres bud på en visuel fortælling. Du kan derfor denne søndag overvære en eksklusiv eventvisning og opleve seks dokumentariske afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i Grand Teatret i hjertet af København. Efter filmene vil du kunne få indblik i de tematikker, problematikker og strukturer, der optager de ny udklækkede instruktører, som bagefter vil indtage scenen til en snak om hvilke fortællinger, de mener, der bør kastes lys over i fremtidens Danmark.
God weekend!