Det er nemt at falde i fælden og begrave sig i store sweatre og bingewatching af serier, man allerede har set, nu hvor efterår og grå skyer har lagt låg på festen, og der ikke længere er mulighed for at drikke kolde øl ved vandet. Men ligesom det meste andet her i verden, så handler det om vinkling. Den her weekend byder nemlig på et væld af oplevelser, der nydes allerbedst i efterårsvejr.
Torsdag 19. september

Spis en eclair @ Queen’s Delight
Hvornår: åbent 11:00-19:00 Mønt: 34 kr. – 108 kr.
Der er meget få ting her i livet, der ikke bliver bedre med kage. I efterårets kolde og grå vejr er der en charme ved at befinde sig inde i et varmt, hyggeligt rum og spise sig mæt i smukt bagværk. I nyåbnede Queen’s Delight finder du et overvældende udvalg af den franske delikatesse, eclair. Du kan for eksempel få en tiramisu-inspireret eclair med kaffe-creme og mascarpone. Eller hvad med én med kokoscreme og mælkechokolade? Hver eneste eclair ligner et lille kunstværk og får dig til at glemme alt om overfyldte strande og smeltede sodavandsis.
Mødre i kunsten @ Brøg litteraturbar
Hvornår: 16:30 Mønt: 60 kr.
Når kagen er spist færdig, kan du trøste dig selv med, at der kun er 10 minutters gang til BRØG Litteraturbar, som torsdag eftermiddag sætter fokus på moderskab. Line Jensen Illu, der er aktuel med Det store regnestykke, og Signe Parkins, der er aktuel med Grøde, laver begge illustrationer, der undersøger, hvad det vil sige at være kvinde, og hvad det egentlig indebærer at være mor. Med forlæggeren Shëkufe Tadayoni Heiberg som moderator, vil Parkins og Illu snakke sammen om deres værker, deres ligheder og deres forskelle, og om hvad der egentlig foregår med det der moderskabs-noget.
Fredag 20. september

Brøgger @ Revolver på Republique
Hvornår: kl. 20:00-22:00 Mønt 75-195 kr.
Fredag kan du starte weekenden med at varme dig i Suzanne Brøggers univers. Jeanett Albeck fra kunstnerkollektivet Sort samvittighed har lavet en musikalsk fortolkning af Brøggers tekster, hvor litteraturen bliver til en hel verden af den skarpe og sansende tone, som er så definerede for Brøgger. Det er en forestilling både for Brøgger-eksperten, Brøgger-begynderen og resten, der bare gerne vil brygge en god aften sammen.
Disco på Absalon @ Folkehuset Absalon
Hvornår: 18:00-02:00 Mønt 100 kr.
Efter Brøgger er der god mulighed for at fortsætte festen, for Folkehuset Absalon holder nemlig god gammeldags disco. Så kan du jo med rette finde trompetbukserne frem og danse kulden væk til Boogie Wonderland. Det bliver en aften, der byder på disco, r’n’b og pop – og sandsynligvis også den exceptionelt gode stemning, som Absalon plejer at servere til deres begivenheder.
Lørdag 21. september

Se Busters verden @ Husets Biograf
Hvornår: kl. 15:00-16:30 Mønt: 50 kr.
Som sprunget ud af et eventyr, rider af sted på et fabeldyr hen til Husets Biograf, for lørdag er der nemlig visning af Busters verden. Den ikoniske familiefilm fra 1984 er fortællingen om den otteårige dreng Buster, der har lært at trylle, men alligevel synes, at det kan være lidt svært at tackle både bøller og skoleinspektøren, som ikke ligefrem er Busters største fans.
På de grå dage er der simpelthen noget fantastisk ved små biografer og gamle familiefilm, så gør dig selv en tjeneste og se Busters verden i Husets Biograf.
Spil et brætspil @ Bastard café.
Hvornår: 12:00-02:00 Mønt: 35 kr. for en kop kaffe
Efter Busters verden kan du jo lige smut ned i Husets stueetage, for hvis der er én ting, der siger hygge i dårligt vejr, så er det brætspil og kaffe – og det er muligvis endda så specifikt som Bastard Café. Med dens kæmpe udvalg af spil til enhver smag er der garanteret gode dage. Her bliver du mødt af en summen af mennesker, der er lænet over klassikere som backgammon og ludo eller obskure brætspil med et regelsæt så enormt, at du nemt kan få dagen til at gå. Det er et sted, hvor venner mødes, nye studiekammerater prøver at starte venskaber op, eller tinder-daten elegant springer over den akavede small-talk. Hvis du har været der før, så ved du allerede, at det er dét, du skal på lørdag, og hvis du ikke har været der før, så skynd dig afsted.
Søndag 22. september

Pipilotti Rist @ Louisiana.
Hvornår: 11:00-18:00 Mønt: 125 kr. (110 kr. for studerende)
Søndag er den allersidste chance, du har for at se Pipilotti Rists fuldstændigt syrede og fuldstændigt fantastiske udstilling Åbn min lysning på Louisiana. Jeg ved godt, at det kan virke uoverskueligt at skulle tage den lange vej til Humblebæk, men Pipilotti Rist er hvert et minut transporttid værd. Åbn min lysning er som at træde ned på en ny planet skabt af videokonstellationer, lys og skulpturer. Ved hver en afkrog er der mulighed for efterforskning, for værkerne kan ligge på lur hvor som helst – oppe på loftet, inde i en konkylie eller gemt i et lille hul i gulvet.
Køb en regnjakke @ Blågårdsgade loppemarked
Hvornår: 11-17:00 Mønt: Gratis entré
Hvis du som en trofast læser har fulgt weekendguiden slavisk, så har du nu åbnet øjnene op for efterårets lyse sider. Det betyder, at du også nu er klar til at forholde dig rationelt til nogle ikke så fede nyheder – det bliver koldt, og det bliver vådt. Det betyder sådan set bare, at du skal have anskaffet dig noget ordentligt regntøj, og heldigvis er der god mulighed for at anskaffe sig det på Blågårdsgade loppemarked. Så tag fat i din mulepose og pengepung og få købt ind til de kolde dage, der kommer – de skal nok blive sjove.