WEEKENDGUIDE: I LY FOR JANUARS KULDE

Julens hygge og nytårets festligheder er blevet afløst af januars kolde ansigt, der virker som en lang mandag, som man ikke vil stå op og gå ud i. Den limbo, som vintervejret indtil videre er i med ingen sne, men masser af vind og kulde har dog sine fordele. Nemlig en åbenlys mulighed for at søge indenfor og opleve, hvilke fantastiske muligheder, der ligger der, om det er musik, film eller en udstilling, som trækker, er der med garanti noget for dig!

FREDAG 10. JANUAR

//Foto: Anna T. Huynh

GRATIS DIZZY MIZZ LIZZY KONCERTFILM @ CINEMATEKET

Hvornår: 16:00-18:45, Cinemateket Mønt: Fri entré, samt øl m.m. til venlige priser.

Når nu vinteren har slået sine kolde kløer i Danmark, hvad er så bedre end at kunne nyde et af Danmarks mest succesfulde rockgrupper til en af deres absolut bedste koncerter indenfor i varmen? Det er at kunne gøre dette helt gratis. Cinemateket afholder på fredag “fri fredag”, hvor de viser Dizzy Mizz Lizzys koncert fra KB Hallen i 2010 på fire lærreder. Koncerten kan nydes med fyraftensøl i hånden i Cinematekets Asta Bar eller i biograferne ved siden af.

APOLLO 11 DOKUMENTAR @ PLANETARIUM

Hvornår: 15:10, Planetarium Mønt: 160 kr. + 5 kr. i ekspeditionsgebyr.

Én måde at slippe væk fra vinterens mørke og kulde udenfor, kan være at drømme sig væk til et sted, der er endnu mørkere og endnu koldere – så virker det danske vintervejr måske ikke så slemt. Dette kan opnås ved at tage en tur til Månen via den prisvindende dokumentar Apollo 11: Firsts Steps Edition, som vises i Planetariets imponerende kuppelsal. Dokumentaren indledes med en digital rumrejse efterfulgt af årstidens aktuelle stjernehimmel, så man efterfølgende kan gå ud af biografen og rette blikket opad og kaste et blik på den ægte vare.

LØRDAG 11. JANUAR

//Foto: Anna T. Huynh

VALHALLA UDSTILLING @ STORM P. MUSEET

Hvornår: 11-17, Frederiksberg Runddel Mønt: Voksne: 75 kr., Studerende: 60 kr.

Et museumsbesøg er en oplagt mulighed for at være aktiv, uden at ens tæer fryser til is i det kolde vejr. Hvis man ikke er til store grandiose haller med vægge plastret til med malerier eller gipsskulpturer i alle blikretninger – så er Storm P. Museet et morsomt og spændende alternativ. Museet er naturligvis centreret omkring Storm P. og er propfyldt med hans mange avisstriber og kendte ’fluer’, dertil har museet i disse dage en særlig Valhalla-udstilling: ”Valhalla – Historien Bag Succesen”, som handler om den danske tegneserie Valhalla. Her kan man opleve originaltegninger og skitser til den 40 år gamle tegneserie, som i oktober sidste år fik en live action-filmatisering.

HOLLYWOOD-FILMVISNING MED FOREDRAG @ CINEMATEKET

Hvornår: 19:30, Cinemateket Mønt: 80 kr.

Noget af det, der gør vinteren og dens kulde allerbedst, er for mig, at det kan bruges som en undskyldning for at blive inden døre og se en god film. En af mine yndlings niche-filmgenre, hvis man kan kalde det det, er ’film om film’-film. Med andre ord film, som handler om film eller filmkultur. Cinemateket har hen over efteråret kørt en eventserie, der hedder Hollywood om Hollywood, hvor de netop sætter fokus på og viser Hollywoodfilm, som handler om Hollywood og dens filmindustri. På lørdag viser de 1992-filmen The Player med Tim Robbins i hovedrollen. Filmen tager et kritisk syn på den mere brutale del af Hollywoods filmmaskineri, hvor studiebosser sidder og vælger og vrager med folks drømme og håb. Inden filmen vil filmekspert Ann Lind Andersen introducere filmen med et 25 minutters foredrag.

SØNDAG 12. JANUAR

//Foto: Anna T. Huynh

KUNSTPROJEKTET DOUBLE HAPPINESS @ RUNDETÅRN

Hvornår: 10-18, bibliotekssalen, Rundetårn Mønt: Voksne: 25 kr.

Den kulde, der strømmer overalt omkring os, kan nemt lede ens tanker hen på H. C. Andersens klassiske eventyr Snedronningen. Hvis man gerne vil se en alternativ udstilling om netop H. C. Andersen, er det nu sidste chance for at opleve instruktør og koreograf Steen Koerner og komponist Yo Akims kunstprojekt ”Double Happiness”, hvor de fortolker en af H. C. Andersens kunstneriske udtryk; nemlig papirklippet på en meget moderne måde. Udstillingen består både af dans, musik, film, fotokunst og sangtekster og involverer aktivt publikum. Dertil trækker udstillingen både tråde til moderne street performance og til ældgammel kinesisk livsfilosofi.

ARETHA FRANKLIN KONCERTFILM @ CINEMAXX, FISKETORVET

Hvornår: 16:00, Fisketorvet Mønt: 125 kr. pr. person, inkl. et glas hvidvin før filmen og en plakat efter filmen.

I 2018 mistede verden en stor stemme, da Aretha Franklin døde. Efter sangerinden var gået bort, dukkede koncertoptagelser fra 1972 op hos filmselskabet Warner Bros. Optagelserne er nu blevet klippet sammen og vises for første gang i Danmark på søndag i Cinemaxx, som koncertfilmen Amazing Grace. Så her er en chance for både at opleve en stor sangerinde på toppen af hendes karriere på et stort lærred og få varmen ved at skråle med på mange af hendes store gospel hits – hvis din sidemakker selvfølgelig kan holde din sangstemme ud, alle kan jo ikke være Aretha Franklin trods alt.

Skriv en kommentar

kommentarer