WEEKENDGUIDE: Den sidste sne er faldet, og solen titter endelig frem. Velkommen til foråret og dens mange glæder. Velkommen til grønne træer, blomster og sommerkjoler. I denne weekend bør du fejre årstiden – tag ud og spis dig tyk, oplev noget dramatisk eller sid bare i forårssolen med dine spritnye solbriller på. Her er vores forslag til, hvordan du kan gøre det.
Torsdag 12. april
//Foto: Anna Cecilia Gonzalez
Slow – en aften om frås @ Glyptoteket
Hvornår: Kl. 17:00-22:00 Mønt: Voksne: 115 kr., Under 27: 85 kr.
Denne aften står i fråseriets tegn. Mennesket har længe været optagede af at leve et liv som Jay Gatsby med floder af champagne og kaviar på buffeten. Siden både egypterne og romerne har den dekadente livsstil været et stærkt statussymbol, men med tiden er luksus i højere grad blevet tilgængeligt for de fleste og handler mere om at glæde sig selv og andre. Så kom ud og dyrk fråseriet.
På denne dag tilbyder Glyptoteket en række forskellige aktiviteter. Du kan fx dykke ned i oldgamle værker, lytte til livligt klaverspil og operasang, eller få rundvisninger i en overflod af kunst og farver. Hvis du ikke er så kunstnerisk anlagt, afholdes der også talks. Hør fx om fremtidsforskeres bud på fremtidens luksus, eller hør TV-vært Kristoffer Eriksen og journalist Rune Skyum-Nielsen diskutere TV-programmet Superrig i slummen. Undervejs vil der selvfølgelig være rig mulighed for at fylde maven med lækre snacks og drikkevarer.
Rumvejr, solen og det vi ikke ser @ Tycho Brahe Planetarium
Hvornår: Kl. 17:00-21:00 Mønt: 225 kr. (Medlemspris: 165 kr.)
Er man mere til det naturvidenskabelige, åbner Tycho Brahe Planetarium dørene for en aften omgivet af rummets mysterier. Først vil filmen Den verden vi ikke ser blive vist i Kuppelsalen. Herefter serveres der bobler i deres nye udstilling ”Made in Space”. Oplev her hvor vi alle kommer fra, og hvordan universets grundstoffer er opbygget. Til sidst vil der være et foredrag om solen ved lektor Klaus Galsgaard fra Niels Bohr Instituttet. I sit foredrag vil han selvfølgelig berøre solen, men også rumvejr og deres indflydelse på moderne teknologi.
Fredag 13. april

//Foto: Julie Krogh Thomsen
Club La Salsa @ Kedelhallen
Hvornår: Kl. 21:00 Mønt: 60 kr
Det er fredag og tid til hoftesving og bløde bevægelser. I Kedelhallen spilles der op til dans med latinamerikanske rytmer og hele tre dansearter. Den klassiske salsa, hvor de fleste kan trampe lidt med på grundtrinene. Formodentlig langt mindre elegant end instruktøren, men lige sjovt uanset. De eventyrlystne kan prøve kræfter med de sensuelle danse kizomba og bachata, som passer glimrende til moderne sydamerikanske toner. Så er der blær til næste gang Despacito bliver spillet!
Vegan Cambonian Fest @ Khmer Cuisine
Hvornår: Kl. 16:00-22:00 Mønt: Normalt koster seks retter 295 kr.
Lad os lege internationale verdensborgere, der naturligvis kender og nyder mad fra hele verden. Ingen kød og kartofler til os denne fredag. I stedet står menuen på vegansk cambodiansk mad. Det giver point på kulinarisk viden at kunne udbrede sig om denne niche-cuisine til alle, der vil lytte. Khmer Cuisine – Københavns første cambodianske restaurant – holder vegansk fest hele weekenden med en delevenlig menu, der bringer dig vidt omkring i et plantebaseret Cambodia
Balkan danseaften @ Café Cadeau
Hvornår: Kl. 18:30 Mønt: Gratis
Balkansk musik skaber ofte gode fester og vilde dansegulve uden hverken mål eller mening. På Café Cadeau kan du faktisk lære meningsfulde danse til de hurtige rytmer. En lille håndfuld fredage tilbyder caféen gratis undervisning for begyndere i de østeuropæiske trin. Drik en øl, spis en gang dagens ret på nonprofit-caféen, og du kan se frem til en hyggelig og garanteret sjov aften.
Mere vin – ellers tak! @ Xenon
Hvornår: Kl. 20:00-22:00 Mønt: 275 kr.
Teaterhuset byder velkommen på Københavns nye teaterscene, Xenon. Menuen byder på en sprudlende coq au vin til hovedret og en dekadent hvid chokolade-bavarois serveret med blommesorbet til dessert. Det hele er tilberedt af stjernekokken Marco Maccarini, som har erfaring fra en række high-end danske restauranter som Noma, AOC og Geist. Vin er selvfølgelig også inkluderet. Rundt om maden vil der blive udført en forestilling af improvisatorisk stil, hvor man som publikum sidder midt i spektaklet ved topersoners borde. Forestillingen vil tage dig med til det italienske land til en akavet familiesammenkomst, og på denne aften kan alt ske.
Lørdag 14. april

//Foto: Thilde Larsen Bartholomæussen
Gårdhaveåbning og 100 glas gratis Cava @ Zeleste
Hvornår: Kl. 15:00-17:00 Mønt: Gratis entré, 10 kr. for østers
Her har du en fin mulighed for at bruge et par timer i forårssolen, inden du skal ud og give den gas i byen lørdag aften. I Zelestes nye orange gårdhave lige ved Nyhavn, vil der blive fejret i stor stil med 100 gratis glas Cava rosé og østers til en 10’er. Så føler du, at det er på tide at åbne for rosé-sæsonen, og er du desuden vild med muslinger, så burde du helt sikkert kunne finde et par timers sjov her.
Winemakers dinner @ Beviamo wine bar
Hvornår: Kl. 18:30-23:30 Mønt: 750 kr.
Denne aften har vinbaren Beviamo på Østerbro inviteret en af deres yndlings-vinleverandører Claudio fra Piemonte på besøg. Og det er en helt særlig mulighed. Claudio har nemlig aldrig været udenfor Italien før. I løbet af aftenen skal der smages på seks forskellige vine, og der vil desuden blive serveret et fire-retters måltid med brød, vand og kaffe inkluderet. Beviamo er en relativt ny vinbar med bycykler på toilettet og Vespaer i vinduet.
Keramikmarked @ Absalon (Sønder Boulevard 73, København)
Hvornår: Kl. 10:00-15:00 Mønt: Gratis entré
Leder du efter nogle nye, farverige vaser til forårets blomster, eller leder du blot efter noget skøn keramik til vinduet til når foråret rigtig tikker ind? Så er du heldig, for keramikmarkedet ude på Absalon præsenterer på denne dag mere end 20 forskellige keramikdesignere i samarbejde med Yonobi Studio. Her kan du helt sikkert finde noget, der falder i smag. Der vil også være mulighed for at købe lækker mad og forfriskninger i caféen.
Premiere på Spar Dame @ Gamle scene
Hvornår: Kl. 20:00 Mønt: Fra 100-725 kr. (60 kr., hvis man er under 25)
Historien er 185 år gammel og opføres nu som en stor handlingsballet af den kun 31-årige Liam Scarlett. Der er tale om en forestilling fyldt med mørk uhygge, som handler om, hvad der sker, når erotisk besættelse og spillelidenskab blandes sammen til en dårlig cocktail. Historien følger den fattige officer Hermann og hans søgen efter at afdække hemmeligheden bag en ældre grevindes korttrick. Det hele fortælles via flot dans og vilde kostumer. Balletten tilføjes desuden musik fra den dygtige russiske musiker Pjotr Tjajkovskij.
Søndag 15. april

//Foto: Karin Skaarup
Mad&Glæde 2018 @ Forum Copenhagen
Hvornår: Fra kl 9:00 Mønt: 125 kr. ved køb af online-billet, 150 kr. i døren
I samarbejde med Irma åbner Forum dørene for en dag i madens tegn. Timm Vladimir åbner dagen med et foredrag kaldet ”Alt om fisk” kl 9.30. Her fortæller han om, hvordan fisk fileteres, steges og spises, og også lidt om bæredygtig fangst. Herefter kan du høre Rasmus Munk fra The Alchemist fortælle om luksusmadoplevelser, Selina Juul fortælle om madspild, Klaus Wittrup fortælle om at lave verdens bedste burgere og meget mere. Mette Blomsterberg lukker ballet af med delikat dej og en masse søde sager.
Naturdag i Søndermarken @ Søndermarken
Hvornår: Kl. 11:00-15:00 Mønt: Gratis
Søndermarken danner denne dag rammen om en masse natur- og friluftsoplevelser. Her kan du bl.a. møde Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen, Skovhjælperne Østsjælland, Naturcenter Amager Strand, naturvejlederne fra Zoologisk Have, Amager Pileflettere og Genbrugsguderne. Tag ud og gæt dyrespor, flet en pilefisk og prøv en affaldsstafet. Du kan også lave tørfiltning af ulden fra Skovhjælpernes egne får, som er med ude på marken.