Vi er midt i februar. Det er hundekoldt udenfor. Så derfor har vi sørget for, at denne uges weekendguide ikke trækker dig ud i kulden, men inviterer dig indenfor. Du skal kunne føle dig mæt og tilfreds på restaurant eller varm i hals og kinder fra drinks. Så i denne uge tipper vi kun om, hvor du kan spise dig mæt og tilfreds, og hvor du kan opleve noget på bar. Vi starter med valentinsdag på torsdag:
Torsdag 14. februar

SOUP-Tinder @ The Carribean Housewife
Hvornår: kl 18:00-20:00 Mønt: 65 kr
Jamain Brigitha (aka ”The Carribean Housewife”) holder igen i år SOUPTinder i sin lille suppebiks. For en billet til 65 kroner får du en skål ”Noodle Kisses” suppe og en velkomstcocktail, der i år er lavet på rom, kølig agurk, lime og et lille pop jalapeno. Du står tæt op ad andre gæster, mens du spiser, og det er uundgåeligt ikke at falde i snak med nye mennesker Vær dog opmærksom på, at billetten skal købes på forhånd her.
VINK besøgte SOUPTinder sidste år, og det kan kun anbefales!
French Kiss at Balderdash @ Balderdash
Hvornår: kl 18:00 – 02:00 Mønt: 65-130 kr per drink
Når du er færdig med at slubre suppe på Vesterbro, kan du tage et smut forbi Købmagergade, hvor du i sidegaden Valkendorfsgade finder den karakteristiske cocktail-bar Balderdash. Her serverer de franske drinks og chokolade, mens de spiller al fransk musik fra Serge Gainsbourg til Edith Piaf. Det er vores madredaktørs favorit cocktail-bar, for der emmer af hygge og godt humør. Du kan trygt tage derud alene, eller du kan tage din date med!
Fredag 15. februar

Frokost eller aftensmad @ Broaden & Build
Hvornår: kl 12:00 – 20:00 Mønt: 35-155 kr. for en ret
For kun et par uger siden slog de dørene op hos Broaden & Build. Det er et bryggeri, der også huser en restaurant og hører under gourmet-restauranten Amass på Refshaleøen. Her tilbyder de dygtige kokke en mere tilgængelig menu, hvor du fx kan spise fried chicken med eddike og chili. Der er selvfølgelig også et bredt udvalg af specialøl, så det er nærmest umuligt at gå utilfreds derfra. Bemærk dog at køkkenet allerede lukker kl. 20:00, så kom ikke alt for sent.
CPH Hostel Light Festival @ Danhostel Copenhagen City
Hvornår: kl 17:00 – 24:00 Mønt: Gratis
Som en del af Copenhagen Light Festival lyser Danhostel Copenhagen City op i deres 56 meter høje bygning. Her vil PHOSPOR eksperimentere med husets nyinstallerede høj-intensitets LED-amarturer i et show, de kalder FLOORS by PHOSPOR. Man kan kombinere oplevelsen med at dykke ned i BAR50 til en gratis jazz-koncert og en øl.
Lørdag 16. Februar

Dining Week @ København
Hvornår: Frokost og Aften Mønt: 215 kr
Det er jo svært at ignorere, at der i disse dage foregår Dining Week i København! Så er du ude efter at spise en 3-retters menu på en ny restaurant, kan du nu få det til 215 kr. per mand (plus 26 kr. i gebyr), ved at bestille på diningweek.dk. På VINK kan vi især anbefale den nordiske restaurant Selma samt Brdr. Prices restaurant i Rosenborggade
Daniel live at Kompasset @ Kompasset Ølbar
Hvornår: 21:00 – 23:00 Mønt: Gratis entré. Øl koster ca. 50 kr.
På Østerbrogade ligger der en lille ølbar, lidt langt fra det typiske natteliv. Men indenfor er der hyggeligt, god service, og masser af øl, du sikkert aldrig har set før. Mange små musikere kommer forbi baren og spiller, og på denne aften er turen kommet til Daniel Haselwanter fra Wien.
Søndag 17. februar

Jydebrunch @ Guldgrillen
Hvornår: 12:00-16:00 Mønt: 145 kr. for bord, 100 kr. for take-away
Guldkroen og Guldgrillen har fast etableret sig som to ægte hjertelige madsteder. Her serveres der i hverdagen kæmpe wienerschnitzler og flæskestegssandwich overhældt med brun sovs. Og på søndag serverer de biksemad lavet med stegt oksefilet, bacon og svinenakke. Hertil danske kartofler, bløde løg, syltede rødbeder og spejlæg.Det hele kan selvfølgelig, traditionen tro, overhældes med både brun sovs og bearnaise.
Brætspil søndag @ Taphouse
Hvornår: 15:00 – 20:00 Mønt: Brætspil er gratis. Øl koster ca. 50 kr.
Hvad kan man lave om søndagen på en bar? Man skulle jo nødig blive for fuld til mandag. Svaret er, at man tager forbi Taphouse til deres brætspil-søndag. Drik en enkelt øl (eller to) fra én (eller to) af deres 61 forskellige haner og slå dig så ned med nogle venner eller din familie omkring et godt brætspil som fx Hint.