F285CF6B-F983-4817-BB66-A4267D82512E

VIL DU VÆRE EN DEL AF VINK LIVE?

Vi søger hurtigløbende og idérige ildsjæle til vores event-hold: VINK LIVE.

LIVE er VINKs event redaktion, der består af dedikerede projektledere, kreative kommunikatører og idérige eventkoordinatorer. Vi står bag en lang række festlige og temafyldte arrangementer i det københavnske kultur- og byliv. 

Fokus ligger på samme spirende og nytænkende kulturindhold med afsæt i redaktionens ånd og artikler. Således bestræber LIVE sig på at skabe oplevelser, der lever op til VINKs vision og målsætninger. Vi afholder større events i samarbejde med andre kulturaktører, men sørger også for selv at producere inspirerende og interaktive begivenheder.    

At være en del af LIVE er at være en del af en lille familie. Vi holder hyggelige projektmøder ca. hver anden uge til sparring og idéudvikling, og derudover samarbejder vi på holdet omkring alle events. Vi får sammen travlt op til selve afviklingen, og derfor stiller vi både krav til hinanden og til os selv. 

 

Den frivillige projektleder og eventkoordinator

Som projektleder på LIVE, skal du hjælpe med at få eventet op at stå. Du er med i hele processen fra idéudvikling til eventproduktion og -afvikling. Det er en meget praktisk funktion, hvor der skal koordineres, budgetteres, købes ind, samt skabes kontakt til talent og andre forbindelser ude i byen. Du finder ofte de skjulte skatte i byen, hvad enten det er upcoming musikere, gemte venues eller et nyt ølmærke, der vil samarbejde omkring et event.

Vi forventer desuden, at du kan være med minimum frem til årets udgang.

Da stillingen er frivillig og ulønnet, er det allervigtigste for os, at du har lyst til at engagere dig både i arbejdet på LIVE og i det fællesskab på redaktionen, som udgør VINK. Du skal se dit arbejde her som en mulighed for at deltage i og bidrage til vores brand, videreudvikle dine faglige kompetencer og få et indblik i, hvad det vil sige at være projektleder og eventkoordinator. 

 

Hvis dette har vakt din interesse, så send os en motiveret ansøgning samt CV til LIVE-redaktør Dianne på event@vinkkbh.dk! Vi holder løbende samtaler og ansætter når vi finder den rette kandidat!

Du er desuden velkommen til at skrive, hvis du har spørgsmål angående stillingen.