To the west coast and back – Part 1

REJSE: I sommers tog jeg på eventyr. Jeg drog mod Mulighedernes Land og landede i San Francisco den sjette juni, klar til at suge til mig. I bæltetaskens dyb boede min altid behændige notesbog og i rygsækken lå min computer sikkert forvaret. Jeg skulle nemlig på kulturjagt. Som en anden drømmekunstnertype tog jeg til USA for at blive inspireret gennem jazz, kunst, dragshows, stand-up, improteater og meget mere – og jeg skrev det hele ned, som jeg oplevede det – citater, kunstnernavne og strøtanker.

 

 

 

Tre notesbøger og 58 word-sider senere vendte jeg hjem til København med mave, sind og hjerte stopproppet med inspiration og indtryk. Der var specielt tre genrer af levende kunst, der ramte mig som en kærlig knytnæve i hjertet. Genrer inden for den levende kunst, som vi også har herhjemme i Danmarks hovedstad – om end muligvis i lidt andre formater. Disse tre genrer er jeg efterfølgende gået på opdagelse i her i København. I denne første del af miniserien To the west coast and back følger vi to af disse genrer.

Jeg er ingen ekspert og kan kun sparsomt fortælle om scenekunstgenrernes oprindelse, historie og fremtidige udvikling. Jeg kan ikke, med mine egne engangsoplevelser, udlægge en legitim tese om genrernes forskellige liv i henholdsvis USA og Danmark – men jeg kan tage dig, kære læser, med på en inspirationstur fra København til The West Coast og tilbage igen, og jeg kan fortælle dig, hvordan den levende kunst er forskellig overalt i verden, men altid formår at binde os sammen på kryds og tværs af kloden.

 

IMPRO(MUSICAL)

 

    
BATS IMPROV // FORT MASON, SAN FRANCISCO

 

 

Min lyshårede tinderdate og jeg stiger ud af Uberen og går ind i Fort Mason – den store bygning i den allernordligste del af San Francisco, der ligger ud til vandet og Alcatraz Island. Vi bevæger os ind gennem gangene og følger lyden af loungemusik, indtil vi finder foyeren. Små kurve med sedler og kuglepenne står klar til os på de runde borde. På sedlerne står skrevet: MAKE YOUR OWN MUSICAL – What’s one thing that you’d like to see happen in tonight’s show?

Ellevild af uforpligtende, kreative og ikke mindst anonyme udfoldelser går jeg i gang. Being SO sick of smalltalk. A goth librarian. Vores ydmyge forslag bliver samlet sammen af de otte mænd på 45+ med grånende hår, som indtager scenen. Lynhurtigt gennemgår de forslagene og udvælger 12 af dem – 12 benspænd, som de skal inkludere i aftenens impromusical. Scenen er sat; eller, det vil sige, scenen er fuldstændigt tom. Deres eneste rekvisit er en knivskarp dj i kongesiden, der any minute kan bryde ud i keyboardtoner, som skuespillerne så skal adlyde og komponere en passende sang til. In that exact moment.

Det er vidunderligt. Karaktererne er gennemførte. Handlingen hænger sammen. Alle storylines bliver gennemarbejdet og rundet af, sangene rimer (!!!!!!!) og replikkerne er finurligt specifikke. En improskuespillerinde i København lærte mig engang, at guldet er i detaljerne – og med ordvalg som ”You managed that sundress smashingly” og vendinger som ”She’s been injured by some sort of flying meat product” er der til sidst intet tilbage af aftenens improshow, jeg ikke er ovenud imponeret over. Måske bortset fra antallet af kvinder på scenen – 0.

 

JAHATTEN IMPROSHOW // LYGTEN STATION, NØRREBRO, KØBENHAVN

 

 

Vi er midt i Zulu Comedy Festival-ugen og befinder os på Lygten Station i udkanten af Nørrebro. Stole er stillet frem på rad og række og jeg køber en Classic i den beskedne bar. Teatersalen er en gammel stationsbygning, så det er ikke her, du skal komme, hvis du vil opleve scenografisk overdådighed og draperede scenetæpper. Dog er der virkelig højt til loftet og endnu højere humør.

Jeg vil driste mig til at kalde Lygten for Københavns impro-højborg. I aften er det blandt andre improgruppen Jahatten, der er på programmet – og de har taget et band med til os. Som i San Francisco er skuespillerne akkompagneret af musik – på belejlige og mindre belejlige tidspunkter. Reglen er den samme – når en tone slås an, er det bare om at synge. Bandet griber boldene med excellent timing, og da en af spillerne siger: ”Det er fordi du ikke beatboxer!” går der mindre end et sekund, før beatet lyder og en halvforfjamsket skuespiller bravt tager udfordringen op. Det er uprætentiøst, ungdommeligt og herligt. Igen er aftenen spækket med uforglemmeligt specifikke replikker som ”Ej, men sidste gang, I sagde ”ama’r og halshug,” der blev jeg fundet med en masse mos i munden,” og selvom formatet denne gang er mere fragmenteret frem for én lang sammenhængende historie, er jeg endnu en gang latterligt imponeret over showet og forskrækket over lyden af mit eget høje grin.

 

DRAG SHOW

 

KREMWORK, SEATTLE

 

 

Uddrag fra notesbogen:
16/7/18, KREM, ca. 21:10: Jeg er til et dragshow på KREM og jeg ved ikke længere, hvad et dragshow er. En gut i guttetøj spiller keys med vidunderlige hænder og indspillet knitrestøj afspilles i baggrunden. ”I started working on this when I was a closet-case.” Hans stretch er større end Olivias øjne og hans blik tager mig med ind i hans triste verden. ”Since we’re artists we’re very poor and we can’t afford therapy so this is what we get.”

Jeg er så gudsbenådet heldig, at min svagt bekendte veninde fra for tre år siden bor her i Seattle og har taget mig med til dragshow. Mit eneste point of reference er et minde om et show fra engang i Thailand, hvor en mand blev hevet op og fik en lapdance af mænd i flamboyante kjoler, mens hundrede turister så på. Det her er anderledes. Aftenens vært(ind)er er to drag queens, som er kærester og helt fantastiske. Parykkerne er store, sassen endnu større, og jeg er aldrig i tvivl om deres taknemmelighed over at være her. Da jeg hører et nys, hvortil en blandt publikum råber ”bless you!” svarer den ene vært(inde) prompte: ”I didn’t sneeze, but thanks for being here!”

Jeg har sjældent tænkt over begrebet ”safe space”, men hvis et rum nogensinde har emmet helt ud i krogene af kærlighed og støtte, så er det dét her. Et gammelt fabriksagtigt rum i kælderetagen med træbjælker og rør. Et rum, der er lavet om til en slags underground club med røde neonlys. Loftet er lavt, scenen er lille, stolene få og samhørighedsfølelsen ENORM. De fire artisters performances er så umådeligt forskellige, at jeg slet ikke forstår, hvad et dragshow er eller hvad det betyder at være dragqueen. Drag? Måske bare queer? ”Bare”? Jeg græder næsten over fyren på keyboardet, der spiller sine selvkomponerede sange (Kyte Mika). Jeg kan ikke holde munden lukket ved synet af fårehyrde-pigen, der danser og smækker drengen i det sexede, lyserøde fårekostume bagi med sin hyrdestav. Mine øjne og min inderste hjertesans er KLISTRET til kunstneren ved navn One Million Moths, som vrider sin krop og sin ansigtsmimik i unaturligt rørende bevægelser til et unaturligt opslugende stykke musik, som jeg havde glemt eksisterede. Jeg er så hamrende rørt. Da runde to går i gang, og en af performerne fra tidligere denne gang viser os en slags skuespillet scene med sig selv i hovedrollen som offer for politivold, er det fuldstændigt lige meget, at kostumerne er platte og koreografien uelegant. Blikket i performerens øjne efterlader mig uden skyggen af tvivl om, at det her betyder noget. Det her er vigtigt, for det er artister, som er mennesker og som kan få lov til at lave præcis, hvad de vil og være præcis, hvem de er. Og det føles som om, det er tiltrængt.

 

HALLOQWEEN PÅ DRAGHOUSE/LILLE VEGA, VESTERBRO, KØBENHAVN

 

Ham, der krydser mit navn af på listen i foyeren i Lille Vega, har malet sit ansigt kunstfærdigt med grøn øjenskygge og en hel masse andet. Min sølvfarvede glimmertop med bar ryg, som jeg tog på i et forsøg på at være festlig i aftenens anledning, er helt perfekt; for blandt alle de andre spændte gæster med fadøl i hånden kan jeg nemlig se ud lige, som jeg vil. Om man er fyren helt i sort, hen i de højeste hæle eller hende med de røde djævlehorn (det er vel Halloqween) er sagen uvedkommende her. Vi er her alle for at se et show fyldt med så stor en mængde popmusik, parykker, dans, jokes, politiske statements og FEST FEST FEST, at vores øl spildes ud over det tætbefolkede gulv. Og det er lige præcis det, vi får. ”Let’s just have a damn good time, okay?!” Som du befaler, vært(inde).

Rækken af øvede og nye queens er vanvittigt lang. Performance efter performance, dans efter dans, alle med et forskelligt udtryk. Jeg bider mærke i, hvor stor en rolle popkulturen spiller i aftenens shows – der bliver sunget med på ”Hello” af Adele (er den telefon formet som en dildo?), der lipsynces til åbningsscenen fra gyserfilmen Scream, der svinges med Ariana Grande-hestehalen, og det hele hujes til i vilden sky. Vi er her nemlig for at have det sjovt og grine lidt af alle de andre, der ikke forstår og formår at fejre farverig festlighed. Vi tager lidt lettere på livet, end vi normalt gør, så vi griner af heteroseksuelle mænd: ”You may not go down in history, but we’ll definitely go down on you”. Performerne catwalker ud mellem os, og vi griner, de giver den op for hinanden og præsenterer højlydt deres medqueens’ alterego-navne (Anni Rection), og vi griner, de trashtalker hinanden med (kærlig) sass i skyhøjde, og vi griner. Jeg glemmer, at jeg har stået op flere timer i træk, for jeg har danset og klappet og hujet og nydt showet i fulde DRAG.

 

Dette var første del af miniserien To the West Coast and back. Næste del tager dig med på en en tur gennem stand-up komikkens vidunderlige liv. Hvad er det egentlig, vi griner af? Vi skal høre om en realisation i forhold til Californisk humor direkte fra Variety Preview Theater i San Francisco – og så skal vi forbi Comedy Zoo i gode gamle Indre By. Læs To the west coast and back – Part 2 her. 

Skriv en kommentar

kommentarer