Skyd teatersæsonen i gang med Vildskud Festival for uafhængig scenekunst

GUIDE. I takt med at dagene bliver kortere og aftenerne mørkere, søger Københavns scenekunstpublikum atter mod teatersalenes polstrede sæder. En god anledning til at indfinde sig foran scenen er årets Vildskud Festival for uafhængig scenekunst, som løber af stablen 12.-16. september i TeaterHUSET. Festivalen dyrker og fejrer de spirende lag i den københavnske teaterundergrund, som udgør festivalens flerfarvede program. Teaterredaktionen på VINK bringer her din guide til festivalens program og fremhæver fem forestillinger, vi mener, du ikke må gå glip af.

Praktisk information om billetkøb og program kan findes sidst i guiden.

Teater KOMMA i musikforestillingen FREKVENS // Foto: Teater KOMMA

FREKVENS @ Stage

Hvornår: 13. september kl. 21:00, 15. september kl. 22:00 og 16. september kl. 14:00.

Synes du også, at København sommetider larmer lige lovligt meget? Efterspørgslen på stilhed er stigende, mens vi alligevel søger mod byens støj – så hvordan finder vi balance mellem larm og ro? Når Teater KOMMA opfører deres forestilling FREKVENS, anvender de både musik, sang, tale og visuelle effekter, og i denne krydsning af virkemidler bliver den musikdramatiske montageforestilling til. Forestillingen undersøger de støjfyldte og de stille sider af storbylivet og drager os med ind i et kontrastfyldt rum, hvor vi kan reflektere over betydningen af at befinde sig midt imellem tavshed og spektakel. Vil du have en lydlig smagsprøve på FREKVENS, kan du trykke HER.

Vildskud Festival // Illustration: Karen Tange Sattrup Lorentzen.

MONSTER-trilogien @ Bastarden

Hvornår: 13. september kl. 17:00, 15. september kl. 17:00 og 16. september kl. 12:30.

MONSTER-trilogien er interessant for dig, der trænger til at opleve et persongalleri, som rækker lidt ud over det realistiske. Hvor ofte medvirker store, orangegule monstre i teaterforestillinger? Ikke ret ofte, men de gør i SIGURDs børneteater-forestilling, som skildrer de helt store følelser under temaerne vrede, kærlighed og død. Hvad sker der, når en lille, vred dreng møder et sultent monster ude foran rektors kontor? Hvor kommer monstret fra? Hvorfor er drengen så vred? Jeg er nysgerrig på, hvor MONSTER-trilogien tager sit publikum hen, så her er en af de forestillinger, jeg virkelig ser frem til at opleve. Jeg mener, helt ærligt; orange monstre og en lille dreng med en stor vrede – der er ingen, der skal påstå, at det bliver kedeligt på Vildskud!

// Plakat: Teater TR3UMF

Snooze? @ Stardust

Hvornår: 13. september kl. 18:30, 15. september kl. 18:30 og 16. september kl. 15:15

Valg kan som bekendt være svære at træffe – men så er det godt, vi i denne guide hjælper dig på vej! Valg, valgfrihed og fravalg er netop det centrale tema i forestillingen Snooze?, hvis ophavsmænd er Teaterkollektivet TR3UMF, som VINK Teater bragte et interview med tidligere på sommeren (læs det HER). På årets Vildskud kan man opleve produktet af kollektivets stædige gør-det-selv-mentalitet: Forestillingen Snooze?, som kredser om den pøl af valg og fravalg, vi til daglig forsøger at navigere i. Hvilke tanker bibringer valgfriheden og de mange muligheder os, hvordan håndterer vi dem, og er valgfrihed overhovedet et privilegium? Har vi et valg om at udskyde valgene til i morgen? Sommetider har man lyst til at tage en pause og bare trykke snooze. Oplev, hvordan TR3UMF skildrer det samfundsomspændende pausebehov i en forestilling, der måske er det åndehul, du behøver.

// Plakat: PrehnRamløse.

 

HjerteBanken @ Stage

Hvornår: 12. september kl. 17:15, 14. september kl. 17:15 og 16. september kl. 21:30.

Findes der kærlighed i banken? Kommer kærlighed i en økonomisk indpakning? Kan en bankrådgiver kompensere for romantisk underskud? Jeg aner det ikke, men min nysgerrighed er vakt, for når PrehnRamløses forestilling HjerteBanken spiller på Stage-scenen, er det med kærlighed og kapitalisme som omdrejningspunkt. Der vil være blå skjorter, bankrådgivning, rap og selvironi for alle pengene, og det er en så usædvanlig kombination, at der ingen undskyldning er for at gå glip af denne sjældne forening af renter, realkreditlån og romantik.

// Plakat: KREATUR

Hamlet48 @ Musikcaféen

Hvornår: Mulighed for at deltage i udvikling af forestillingen den 12., 13., 14. og 15. september i KREATURs arbejdsrum i TeaterHUSET. Den færdige forestilling spilles 16. september kl. 16:15.

Kunne du også godt tænke dig at få indblik i, hvordan en teaterforestilling bliver til? Måske endda medvirke til at skabe én? Så er Vildskud heldigvis det helt rette sted for dig, for på årets festival kommer et sandt eksperiment i forestillingsudvikling til at udspille sig! Hamlet48 er et koncept, udviklet helt særligt til festivalen: I løbet af Vildskuds første fire dage, altså 48 + 48 timer, opstår en forestilling i et samarbejde mellem publikum og de fire performere i gruppen KREATUR. Omdrejningspunktet er Shakespeares Hamlet, og andet vides egentlig ikke – publikum er inviteret til at lægge vejen forbi KREATURs projektlokale i TeaterHUSET og agere skuespiller, scenograf, beskuer, danser eller instruktør. Hamlet48 kulminerer på festivalens sidste dag, hvor forestillingen fremføres i Musikcaféen kl. 16:15. En enestående chance for at opleve et forsøgsrum for publikumsinddragelse og processynlighed!

Hvad: Vildskud Festival for uafhængig scenekunst.

Hvor: TeaterHUSET; Rådhusstræde 13, 1466 København K.

Hvornår: 12. – 16. september 2017.

Mønt:

– Enkeltforestilling: 60 kr.

– Dagspas: 100 kr. Fri adgang til alle forestillinger den valgte dag.

– Festivalpas: 200 kr. Fri adgang til alle forestillinger hele festivalen.

Køb eller reserver billetter online på hjemmesiden HER og se det fulde program HER.

Skriv en kommentar

kommentarer

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.