Noget om Helte og Højskoler

Halfdan Rasmussens rim er rimelig rammende. Hans ”Tosserier”, som forestillingen ”Noget om Helte” på Nørrebro teater er skabt ud fra, giver glæde, grin og gråd – og selvom jeg altid hadede det faktum, at forbogstavet i mit navn var tilknyttet Kanonkongen Knold og ikke det væsentligt smukkere vers fra hans ABC, Underlige Ugle, er jeg en kæmpe fan. Jeg er fan af, at han var fan af de små ting. De små hyldester til hverdagen og naturen, finurlighederne og evnen til at tage let på livet. Hvem vil ikke hellere slå sin plæne end slå løs på pæne folk?

 

// ILLUSTRATION: Ernst Clausen og Arne Ungermann, fra forsiden af “Tosserier”, Halfdan Rasmussen.

 

De krøllede sætninger og hans leg med ordene er netop tossede. Man kan da ikke sluge hele græskar, kan man? Eller glemme sit humør på hittegodskontoret?
Alligevel finder versefødderne vej til en mening, der måske er den smukkeste af dem alle – en mening med blot at være til og få det bedste ud af det hele.

Og det er faktisk helt fint med mig.
For hvor er det nu, jeg har hørt det før? Noget om at give det meningsløse mening? At hovedspringe ned i det unødvendige, der faktisk er af allerstørste nødvendighed?
Jeg mindes (ikke så) svagt at have hørt det på min højskole.

Oh du fantastiske fristed, du innovative institution, du befriende boble. Du er det, nogle af os har været så umådeligt privilegerede at have været en del af – du er højskolen, og du er den ultimative hyldest til hverdagen.

Du er et miskmask af lyde, du er latter og knuste hjerter, du er tossede påfund, og du er sprængfyldt med livsglæde – og det er her, vi vender tilbage til Nørrebro Teater, hvor nogenlunde det samme er tilfældet i Halfdans heltehistorier.

Da jeg sætter mig i det røde sæde er det næsten præcis halvårsdatoen for min afsked med Ry Højskole, hvor jeg stiftede et hjerteligt bekendtskab med Halfdans latterligt smukke tekster. Tekster, der i selskab med Benny Andersen var blevet forvandlet til helt (u)begribeligt skønne sange og prydede siderne i den så folkeligt elskede Højskolesangbog.
Jeg var rimelig sikker på, at jeg ”blot” skulle høre smuk musik og lade mig røre af både kendte og ukendte tekster om den finurlige hverdag i bedste højskolestil.
Men som det jo så tit er, når man køber en teaterbillet eller melder sig på Forårsholdet 2017 i Gudenåens forgård, kan man aldrig vide, hvad man går ind til – og måske forstår man det først rigtigt bagefter.

På scenen oplevede jeg nemlig ikke kun et virvar af Halfdanske ord og sætninger. Jeg gennemlevede mit eget højskoleophold i fem faser fra start til slut og et stykke videre.

 

AT MØDES I HØJESTE GEAR
(Noget om at være)
Der er noen der er noen som har glemt hvem de var skønt de er hvad de var da de kom

Forestillingen bliver skudt i gang på småabsurd vis, da én af de 4 Halfdaner med møje og besvær trækker en cykel, der viser sig at slæbe på et kæmpe pastel-parcelhus, ind på scenen. Alt er flot og facadet og todimensionelt, og huset, der udgør stort set hele scenografien, minder om en blanding af Farmors forstadshjem og et honningkagehus. De resterende Halfdaner indtager scenen, og så klinger de første talekorstoner i et ustoppeligt højtempo. Talekorets timing er total, og de første tyve minutter af forestillingen når jeg nærmest ikke at opfatte, hvad der er sket og sagt, før det næste er i gang. Men jeg når dog at forstå noget – alle skuespillerne er dygtige og har tusind ting at byde ind med, hvilket de heller ikke tøver med at gøre. Vi skal se dem fra deres bedste sider, så vi kan danne os et godt førstehåndsindtryk og glæde os til resten. Imponerende – men måske også lige lidt i overkanten af det overvældende? Lidt som at starte på højskole?

Jeg er glad jeg er mig for hvis ingen var mig, var det slet ikke mig der var glad.
Lidt som at jeg måske for hurtigt kom til at smide hæmningerne og etablere mig som hende den sprudlende, der aldrig var bleg for at putte og ligge i ske, dengang i januar hvor vi tjekkede ind i vores nye hjem?
Sjældent kan man være den afslappede zenudgave af sig selv fra startskuddet af, når man indgår i et forpligtende fællesskab. Hverken på højskolen eller i teatersalen.

 

AT TRÆKKE VEJRET
(Noget om mit hjerterum)
Så er vi altså to, der sidder så’n / med hagen hvilende i højre hånd / Kanhænde er der fler, som føler trangen / til eftertænksomhed i solnedgangen

Roen sænker sig over scenen. Ordene får lov at hænge i luften et par sekunder, før den næste Halfdan afløser den første og funderer videre over de små ting og de store drømme. Jeg får lov at trække vejret, lov at lede efter de fine stjerneskud i lommen og lov til at tænke over, hvad det er, jeg er inde at se. Samtidig får de 4 Halfdaner gransket digterhjernen, da de på hver deres stol i fællesskab med hinanden og sig selv prøver at skrive et digt. Enhver skrivelysten sjæl kender til inspirationstomrummet – lige, når man har sat sig så fint ned for at skrive, fordufter den fuldstændig og efterlader blot dårlige rim og banale tanker.
Samtidig er noget af det sundeste, man kan gøre (i min optik) at sætte sig ned og tænke over, hvad det egentlig er, der foregår. Og skal foregå.

Som jeg bliver præsenteret for Halfdans skriveinspiration(/frustration) tænker jeg på de første morgensamlinger og fagpræsentationerne. Hvad var det overhovedet at gå på højskole? Hvad var det, vi skulle have ud af det? Vi var landet, og alle var glade og vilde og åbne og forvirrede, men så skulle vi til at finde ud af, hvad det egentlig var, vi var der for. Jeg ville gerne spille teater for sjov, og så ville jeg virkelig gerne lære at synes om at sejle i kajak.

Som de identiske Halfdaner sidder på scenen foran mig i teatersalen, helt skizofrent og prøver at hjælpe hinanden med at komme på tanker, der jo egentlig er deres egne men ligeså meget de andres, snakkede vi om, hvilke temaweekender vi skulle lave. Og hvordan vores øl-system skulle skrues sammen. Afstemningsprocedurer til fællesmøderne. Mine idéer blev dine, dine mine, og pludselig var vi blevet enige om spillereglerne på højskolen.

 

AT ELSKE DET HELE
(Noget om gartneri)
Gå igennem byen? / Nej, svæve eller flyve! / Vide man om tyve år / igen er enogtyve

Halfdanerne er præsenteret, de har digtet løs om sig selv og det at skrive, og nu begynder følelserne at finde vej mellem de Halfdanske skæve sætninger. Det minder mig om, da selv den trivielle gåtur til Kvickly var en følelsesoplevelse, der var dagbogen værdig.

Der er nemlig meget på spil, når alt omkring en er vidunderligt og inspirerende, og det er svært ikke at blive en smule forelsket i det meste – og de fleste.
En af de mere feminine Halfdaner står rankt og roligt i parcelhusets vindue og ser umådeligt yndig ud uden rigtig at gøre en indsats. Udenfor vinduet prøver den forelskede og lettere febrilske Halfdan forgæves at komme i kontakt, mens den ældre og faderagtige Halfdan synger gode råd om scoretricks baseret på alder: Står der sytten i øjnenes stjærner, så vis / hende Glostrup som var det en nat i Paris.

Nok er det nogle år siden, jeg var sytten, men søens blanke vand i Rys nattemørke blev altså endnu mere magisk end Kærlighedens Hovedstad den nat, jeg sad på Kyssebænken med en af mine egne Halfdaner.
Amorinerne og humøret flyver hånd i hånd i luften over scenen ligesom den vimpel, gøgler-Halfdanen svinger rundt i noget, hun selv oplever som yndefulde formationer. Alt er himmelsk og helt perfekt, når man først har taget paradisbrillerne på.

 

AT VILLE NÅ DET HELE
(Noget om livets rekrutskole)
Månen er skjult bag en sky. Og man ser ikke mer. / Alt er så mørkt at man ikke kan se hvad man ser

Drejescenen aktiveres, og nu er der fuld fart på Halfdanerne igen. Vi er godt inde i anden akt, og jeg er klar over, at forestillingen snart er færdig. Så nu skal vi nå at have det hele med.
En helt vidunderlig endeløs løbesekvens starter først som et kapløb – hvem kan løbe hurtigere end drejescenen? Hvem kommer først? Som de fleste af Halfdanerne enten når i mål eller giver op, bliver en ensom løbe-digter tilbage, stakåndet, men fast besluttet på at nå frem – og her kommer hans fæller ham til undsætning, rækker ham en hånd og hepper ham hele vejen i mål.

Ih, hvor vi løb rundt for at nå det hele – fra Søen til Tårnet til Pejsestuen til Buegangen tilbage til Søen. Vores uafrystelige frienemy, Frk. FOMO (Fear Of Missing Out) motiverede os til at klemme hver en dråbe dejlighed ud af dagen, for snart var der ikke flere. Desværre blændede hun os samtidig med sit mørke indre, så appelsinjuicen tit var bedre på det andet bord. Men tit går det godt, når det går galt!, og det var da egentlig nogle fuldstændigt fantastiske ting, vi fik set sammen, mens vi løb rundt i hamsterhjulet.

 

AT SLUTTE OG FORTSÆTTE
(Noget om erkendelse)
Jeg vågner og tror jeg er død og fordømt og forladt / Omkring mig er mørke, kun mørke og knugende nat / Så fanges mit blik af et armbåndsurs lysende fosfor / Jeg lever endnu! Der er mere at kæmpe og slås for

Halfdanerne er splittet i tavshed. De minder mig om et nyfødt dyr, der ikke kan finde sin mor i nattekulden. Sneen falder roligt og varslende, og de fire Halfdaner ryster ensomt af kulde. En kold og forunderlig atmosfære har indfundet sig blandt vores nye venner. Én af dem finder en paraply frem, og snart har de søgt læ sammen, opfyldte af frygten for deres ukendte fremtid. Men der er hul i paraplyen. Sneen daler forsigtigt ned igennem og lander på de forvirrede sjæle.
På fineste og mest livsbekræftende vis forsvinder frygten, og dagen bliver lys af muligheder. Halfdanerne tager nemlig den før så faretruende sne og kigger nysgerrigt på den. Kaster med den. Leger i den. Snart er scenen mere sprængfyldt af liv end nogensinde før, for de fire har overkommet en ensomhed og en frygt for fremtidens adskillelse – og fundet noget endnu smukkere og mere legesygt og meningsfuldt på den anden side.

Heromkring befinder jeg mig nu. Et halvt år efter højskoleopholdet, og vi leger stadig sammen. Vi har meget at lære og husker med den allervarmeste affektion tilbage på tiden ved Møllesøen og omegn. Men det var starten, og vi er langt fra færdige. Tilbage er der kun at rejse sig fra det røde sæde og klappe, så hænderne falder af. Klappe til ære for scenekunstens medrivende magi, der giver mening til det meste. Klappe til ære for Halfdan Rasmussen, der formåede at skrive en tekst, jeg stadig fælder en tåre til, selvom Nørrebro Teater komponerede en ny ikke-højskolesangbogs-melodi til min yndlingssang, nr.122, der får lov at slutte forestillingen af:

 

Hør, blæsten synger din sang, veninde!
Se, træet blomstrer på barnets bud!
Jeg tror, der lever et barn dybt inde
en kraft, som aldrig kan drives ud

 

Skriv en kommentar

kommentarer

... er en 22-årig pige med en kæmpe kærlighed til scenekunst. Hun spiller teater hvor hun kan, skriver digte-eller-hvad-vi-nu-kalder-det, bliver virkelig hurtigt brun og er ret ferm med en diabolo.