Et omrids af det, der er tilbage

GliMT
// Foto: Laura Skriver Husted

EFTERTANKER. VINK har været på hospitalet og se teater. I en højloftet kirkerumslignende sal med hvælvede buer i sten og rungende rumklang fremførte teatergruppen GLiMT sin forestilling Det, der er tilbage – en forestilling om minder og det omrids, mennesker efterlader deres nærmeste, når de er borte.

Stedet er Skt. Elisabeth Hospital, klokken er seks, og vinden er stærk, da vi træder indenfor i den koldt udseende murstensbygning på Amager. Vi får stukket en lille brun kuvert i hånden og døren lukkes bag os, og så sidder vi, en beskeden publikumsskare, i det klingende rum på hospitalets øverste sal og vender vores opmærksomhed mod den danserinde, der skal lede os igennem forestillingen og dele sine minder og melankoli med os. Virkemidlerne er mange og utroligt rene; vi føres med lysende lanterner gennem en tunnel beklædt med gamle billeder og ud igen af tunnelens anden ende, hvor vi fordeler os på en moders bredt udfoldede, råhvide skørter. Dér sidder vi, publikum og danserinden, mens den moderlige sangerinde med varieret kraft sender sin klare operarøst ud mod de rå vægge og får både mursten og trommehinder til at virre.

Jeg tror ikke, hverken sangerinden eller danserinden når mit hjerte med deres smidige bevægelser og klingende toner, men de får mig til at spekulere på, hvad vi lader tilbage, når vi bevæger os fra lyset ind i mørket………….

Duften af sødlig parfume i gardinerne og geraniumplanten i vinduet.

En ujævn fregne på din højre arm og lyden af hundens poter i gruset.

Smagen af kølig hamburgerryg og karamel og isen, der når at smelte ned over min hånds stædige greb om vaffelhanken.

Det, der er tilbage, er småt og næsten ikke til at få øje på. Det er fragmenter set fra frøperspektiv og stumper af en snæver synsvinkel – det er en negl, et støvfnug, en bils indtræk i tekstil og sommerknæ. Mine bortgåede slægtninges ansigter kan jeg ikke huske, og det føles mærkværdigt, at de store ting kan forsvinde til fordel for de små. Dét tænker jeg på, mens jeg sidder i det rungende rum på Skt. Elisabeth Hospital.

Det, der er tilbage, er et omrids, det er kontrasten mellem mørkt og lyst. Mine minder er et virvar – alligevel kan jeg til hver en tid genkalde mig smagen af sommer og saltkaramel.

Hvem: Performance-gruppen GLiMt

Hvad: Forestillingen Det, der er tilbage

Hvor: Skt. Elisabeth Hospital på Amager. Forestillingen spiller til og med 11. maj 2017.

LÆS FLERE ARTIKLER AF LAURA HÉR

Danskstuderende teaterskribent med kærlighed til sprød efterårsluft, wienerbrød, udklædningsfester og site-specific-teater.