VIRKELIGHEDSTEATER VOL. I : C:NTACT – Rækker ud over scenekanten

c:NTACT

SERIE: På VINK Teater har vi nu kastet os over en ny serie, denne gang om modefænomenet at bruge ikke-skuespillere i teatret. Hvad kan de, de der autentiske mennesker, hvorfor egentlig bruge dem, og er det fedt? Her er første indspark i serien, hvor Sonja har besøgt C:NTACT og set forestillingen Når samfundet knækker, der viser fænomenets sociale slagkraft.

Bank! Bank! Den summen, der før fyldte rummet, er forstummet. Alles øjne er rettet mod kassen. Alles ører er spidset til. Hvis en blandt publikum tabte sin Smartphone på gulvet nu, ville det lyde som torden i den larmende stilhed. Men der er ingen, der kigger på skærme lige nu. For vi er i teatret, og den næste halvanden time vil al opmærksomhed være rettet mod scenen.

En snert af rastløshed sitrer gennem kroppen, for det er længe siden, jeg har været i teatret, og jeg skal lige vænne mig til kunstpauserne. Men den lydløse spænding blandt publikum er ikke til at tage fejl af: kassen har vores fulde opmærksomhed.

”JEG NÆGTER AT ACCEPTERE DE KASSER SAMFUNDET PUTTER MIG I!”

Ud af kassen springer Christian. Han er en helt almindelig ung mand, der ligesom mange andre føler sig låst i samfundets kasser. Han er én af de 11 unge, der medvirker i C:NTACT’s forestilling Når samfundet knækker, der blev vist på Edison Teatret i starten af april. C:NTACT er en socialøkonomisk virksomhed, der blandt andet bruger teater som springbræt for samfundsforandring. C:NTACT’s forestillinger kaldes virkelighedsteater, fordi det er teater, der ikke forsøger at være kunst, men i stedet holder fast i at være virkelighed formidlet gennem teatret.

På en time får vi præsenteret i alt 11 livshistorier, fortalt i små bidder. Ibrahims historie udspringer fra dengang, han røvede en 7-eleven. Ibrahim har altid klaret sig dårligt i de skriftlige fag i skolen, men i stedet for at teste ham for ordblindhed er han blevet stemplet som en ballademager. Han vokser op til at blive en bølle og røver en 7-eleven uden samvittighedskvaler. Først da han opdager, at pigen bag kassen har udviklet angst, beslutter han sig for at sige stop.

Med teatrets værktøjer koges en livslang krønike ned til få episoder eller oplevelser, der har betydet noget helt særligt for den unge. Herfra udspringer deres fortælling. Fra én episode i 7-Eleven, eller fra den dag man flygtede fra ét hjem til et andet for at ende på kostskole.

Et integrationsprojekt

Allerede da Henrik Hartmann startede C:NTACT i 2001, var integration og udlændingepolitik omdiskuterede emner på danskernes læber. Alle havde en holdning til ”de fremmede”, men det var sjældent, at der var nogen, der spurgte dem. Derfor besluttede Henrik sig for at lave virkelighedsteater for at give de nye danskere en stemme i debatten. C:NTACT er stadig integrationsteater, men i dag forstået bredere:

Integration troede jeg i starten var, at det var de brune – altså dem med anden etnisk baggrund – som skulle integreres i det danske samfund. Meget hurtigt blev jeg klar over, at det var ligeså meget de hvide – de gamle danskere – der skulle vænne sig til tanken og forstå, hvem de andre var,” forklarer Henrik Hartmann.

Den hvide underklasse skal integreres

Danmark er splittet. Sådan lyder diagnoserne. Og vi er ikke længere bare splittede mellem ”os”, der ser danske ud, og ”dem”, der ser anderledes ud. Vi er splittede internt; mellem Udkantsdanmark og urbanplaner, akademikerelite og arbejderklasse, rød, blå, grøn og gul blok.

Vi har brugt uendelig meget tid på at tale om den ene del af Danmark: de nye i Danmark. Men der findes også en stor gruppe, som vi aldrig nogensinde har taget alvorligt, og det er den, som man på engelsk kalder ”white trash” – altså den hvide underklasse,” siger Henrik næsten modvilligt, for det er ikke en kasse, man har lyst til at putte nogen i.

I det kolde, mørke rum på Edison Teatret er scenen bygget af lyserøde kasser. Yderst til højre sidder Christian på den kasse, han før sprang ud af. Helt fremme på scenekanten sidder Ibrahim. På en kasse øverst til venstre står Robin i en hvid skjorte. Frem på scenen træder Sara fra Albertslund. Fra hver sin kasse deler de medvirkende ud af deres egne fortællinger. En af de fortællinger, vi bliver præsenteret for, er Robins. Han har gået på kostskole i Bagsværd og levet jetset-livet sammen med børn af den rige overklasse. Inden da boede han med sin mor, der var psykisk syg. Han forlod sit barndomshjem for at leve med sin far, men opdagede, at faren havde for travlt til sin søn.

De medvirkende i Når samfundet knækker repræsenterer en bred palet af unge danskere, der alle deler følelsen af at falde udenfor samfundet. Nogen kommer fra belastede familier, flere er blevet tabt i uddannelsessystemet, mens andre sidder i klemme mellem to kulturer, der ikke kan forenes.

Teater som værktøj

Når lige netop disse 11 unge er blevet valgt til at medvirke i Når samfundet knækker, så skyldes det hverken naturtalent eller en tur gennem nåleøjet hos en af landets prestigefyldte skuespillerskoler. For C:NTACT leder ikke efter skuespilerfaring – tværtimod.

Vi prøver på ikke at gå for langt ind i at gøre dem til skuespillere. Det går ikke. Det at folk kan spejle sig i noget, der minder om dem selv, det tror jeg, er vigtigt,” fortæller Henrik.

C:NTACT skal være teater i øjenhøjde. Derfor ser Henrik det som en fordel, at de medvirkende ikke er professionelle, fordi det gør det nemmere at skabe kontakt over scenekanten. Derfor vil han også hellere kalde det at lave forandringer, frem for at lave teater.

”Det er teater, men ligeså snart man kalder det teater, så siger folk, at ’det er noget kunst, jeg ikke har forstand på,’” siger han.

Men selvom C:NTACT ikke brander sig på at være teaterkunst, så er man ikke i tvivl om, at teatrets værktøjskasse er blevet brugt flittigt i produktionen af en forestilling. Ud over de medvirkendes koreograferede bevægelser mellem kasserne, så er især deres monologer et produkt af en professionaliseringsproces.

”Hver medvirkende fortæller sin livshistorie fra begyndelse til slut. Undervejs finder instruktøren et punkt, der kunne være interessant, og stiller spørgsmålet ’er det måske her, at der skete noget, som ændrede dit liv?’” forklarer Henrik.

Rum for relationer

Søndag eftermiddag er det en bred skare af folk, der har bevæget sig hen til Edison Teatret. Salen er fuld, og alle forestillinger er udsolgt. Interessen for virkelighedsteater er der.

”Det, vi gør, er i virkeligheden, at vi laver outreach. Vi griber ud efter publikum. Mellem halvdelen og en tredjedel er folk, der aldrig nogensinde har været i teatret før,” siger Henrik.

 Teatret er et rum, hvor vi kan mødes og dele meninger. Det er et rum for refleksion og et rum, hvor man kan bygge relationer op. I C:NTACT skabes der en ekstra dybde i relationen mellem publikum og performere, fordi de ikke er professionelle, men helt almindelige mennesker. Når forestillingen slutter, er der intet rødt tæppe til at markere en usynlig barriere mellem ”os” på scenen og ”dem” blandt publikum. I stedet sætter de medvirkende sig på kanten af podiets kuber, klar til at svare på spørgsmål fra publikum.

”Teatrets væsen er jo i virkeligheden, at der står nogen mennesker deroppe, som har en holdning eller vil fortælle os et eller andet, og det er pisseskønt, at man er sammen med dem,” fortæller Henrik.

Før forberedelserne til Når samfundet knækker gik i gang, var det de færreste af de medvirkende, der havde stiftet bekendtskab med de ”underlige, mørke rum”, som Henrik beskriver teatersalene. Ingen af dem havde prøvet at stå i rampelyset, hvor de høje watt varmer kinderne og blænder for de mange øjne, der alle vender blikkene mod dem. Pludselig har de fået muligheden for at indtage den privilegerede plads, hvor man får taletid. På scenen får de unge et rum og en kontekst, hvor de kan formidle deres fortælling til et publikum, der er interesseret og lytter til, hvad de har at sige.

”Man er accepteret, og det liv, man har levet, er også accepteret, fordi der er nogen, der gerne vil høre det. Det er en vanvittig vigtig ting for et menneske,” understreger Henrik.

Inden forestillingen havde instruktøren, Babak Vakili, opfordret publikum til at tænke over nogle spørgsmål. Alligevel var der 30 sekunders akavet stilhed, før den første rakte hånden op. Men som dominobrikker ledte det ene spørgsmål det næste, og snart var barrieren mellem publikum og podie brudt. Ét af spørgsmålene lød på, hvad de medvirkende havde fået ud af at være med i projektet. Her var svaret enstemmigt: ”Jeg føler, at jeg har fået værdi,” svarede de.

//Illustration: Lisamaria Laxholm

______________________________________________________________________________________________________________________________________

C:NTACT laver hele tiden nye forestillinger, og hver gang kan du se dem gratis på Edison – men skynd dig at få fat i en billet, for de ryger som varmt brød! Tjek deres hjemmeside www.contact.dk, hvis du vil vide mere om projektet.

LÆS NÆSTE AFSNIT AF VIRKELIGHEDSTEATER HÉR

Skrivelysten religionsstuderende på udkig efter de gode fortællinger - her på VINK fortalt igennem al slags scenekunst.