REPORTAGE: Vink var inviteret forbi Store Regnegade til koncertarrangementet Building Bridges. Aftenens indhold var baseret på bebop-innovatøren og jazz-legenden Oscar Pettiford og hans betydningsfulde bagkatalog, men det var også et møde mellem Oslo og København; mellem teknologi og tradition; sanser og streaming.
Regnen siver ned på de brostensbelagte gader, mens “Montmartre” med blokbogstaver fremtoner på den oplyste, gule væg. Det er en historisk institution. Udnævnt som et af de 10 bedste europæiske jazzspillesteder ifølge The New York Times.
Navnet er en påmindelse om dets globale udsyn; et anerkendt midtpunkt for jazzens udviklingskurve i første halvdel af det 20. århundrede. Stedet indgyder en vis respekt. En stolt håndhævelse af traditionens former og fordums tider.
Intime rammer møder én, når man træder ind i de café-lignende omgivelser. Rundt omkring sidder et blandet klientel, der tæller omtrent 15 mennesker. Lige dele unge og gamle. Den ydmyge scene står i skærende kontrast til den imaginære wall of fame, der pryder indersiden af nethinden. Mange koryfæer har slået vejen forbi; Dexter Gordon, Stan Getz, Kenny Drew, for blot at nævne nogle få. I aften er omdrejningspunktet Oscar Pettiford – den indflydelsesrige bassist og komponist bag “bebop”-varianten af jazz, der i de sidste to år af sit liv boede i København. På linje med de andre tilbragte Pettiford mange aftener på Montmartres skrå brædder.
Det er samarbejdet Building Bridges, der står bag aftenens arrangement. Et grænsenedbrydende koncertkoncept, hvor moderne teknologi møder traditionelle dyder; hvor koncert og live-streaming forenes. Et sæt live-streamet fra Kulturhuset i Oslo anført af bassist Tim Thorntons trio, efterfulgt af bassist Jesper Bodilsens kvartets sæt på Montmartres scene i København. Ambitionen går på at traversere musikkens universelle udtryk på tværs af grænser og knytte nationale fortolkninger sammen. En koncertoplevelse forenet gennem tid, ikke sted.
Aftenens første setup består således af en 65” tommer LCD-skærm placeret forrest på scenen, til skue for de siddende gæster. En besnærende og smagløs association til sportsbarer melder sig, som man sidder her afventende med fadøl foran storskærmen. Tanken fordufter dog, som den norske kvartet blænder op på storskærmen, og de indledende toner spredes fra lokalets højtalere.
Det var dog en kort fornøjelse. “We are so sorry”, udbryder en af
arrangørerne, før hun løber op for IT-assistance. En ellers imponerende og
detaljeret videoopløsning knækker under for en lidt forudsigelig konsekvens ved
direkte tv-transmission. Kortvarig uro breder sig i lokalet, før en ny
forbindelse genetablerer kontakten til nord. “Do we have a direct line to
Copenhagen?,” lyder det pludselig fra den norske trios frontmand.
Tonerne fra aftenens norske bidrag svæver æterisk. Den distinkte walking bass, der siges at være den rytmiske rygrad i bebop-formen, er i stedet opløst i en mere fri og søgende tilgang. Numrene bærer et dunklere, mørkere og nærmest nordisk islæt, der bevæger sig en smule væk fra Oscar Pettiford og hans livlige og teknisk ekvilibristiske stil. “This is for the wonderful people in Copenhagen,” lyder det fra skærmen.
En ældre og distingveret herre dysser ind i sig selv, lyttende, med lukkede øjne. Andre betragter koncentreret den store skærm. Det føles på den ene side stift og en anelse kunstigt – på den anden side dragende og opslugende.
Musikalsk forløber sættet på forsigtig manér. Trioens udtryk balancerer elegant mellem det faste og det løse; mellem genremæssige inspirationskilder og Pettifords originalmateriale. Det fungerer egentlig ganske fint til tv-mediet, med dets lavmælte og forfinede udtryk, publikum i al stilfærdighed kan betragte fra den anden side af Kattegat.
Det kan mærkes i lokalet, da stafetten gives videre til København, og en forventningsfuld summen breder sig. Kvartetten indtager scenen, og der kvitteres for samarbejdet med en kort hilsen til Oslo, før den efterlyste walking bass fra kvintetlederen Jesper Bodilsen for alvor melder sin ankomst. Claus Waidtløws intense varme fra tenorsaxofonen fylder øjeblikket lokalet ud og maner den resterende uopmærksomhed væk. Det er et betragteligt temposkift, hvor den fængende og penetrerende tenorsax akkompagneres af et sprælsk orkester. Et mere direkte udtryk og en stilklassisk sikkerhed, der ikke viger eksperimentalt fra Pettifords standarder.
Soloerne er det bærende princip i det københavnske sæt, og det skal udvikle sig til en regulær call and response, hvor den ene tromme-, bass-, eller saxofonsolo væves ind og ud af hinanden. Kun punkteret af applaus og entusiastisk jubel som publikums modsvar.
Det faste holdepunkt i opførslen er de tilbagevendende temaer, der eksekveres i et unisont kor af instrumenter. Rundt om dem improviseres der livligt.
Hele repertoiret domineres selvsagt af Pettifords pen, dog tilsat et par sjælfulde bluesnumre for at føje dynamik til det statiske energiniveau. Publikum snydes selvsagt ikke for hymnen og bebop-svendestykket “Montmartre Blues”, der på passende vis runder aftenen af i den by, hvor Pettiford ligger begravet, og som sågar rummer en gade opkaldt efter ham.
Man efterlades med tanken, at Monttmartre står som en institution, der værner om en musikalsk profil præget af tradition. I højere grad end en leflen for nutidens præferencer og grænseløse hybriditeter. Streaming eller ej. Ikke desto mindre kunne publikum forlade Store Regnegade på en optimistisk grundtone. Over viljen til at bøje reglerne og gå nye veje, selv for monumentale kulturinstitutioner med en sin helt egen historiske eksistensberettigelse. Også selvom man kan foretrække det sanselige over streaming.
LÆS FLERE ARTIKLER AF NIELS HÉR
