Mathias Heise – På vej fremad med mundharpen i sin hånd

Verdensmester i kromatisk mundharpe i 2013, kåret som årets nye Jazznavn i januar 2015 og anbefalet som et af de nye talenter i Politiken senere i samme år.
Jeg mødte Mathias Heise i Kongens Have på en af de tidlige forårsdage, hvor man helt glemmer hvor køligt det egentlig er, fordi man bliver forblændet af årets spæde solskinsstråler. Der midt i parken, på en bænk med en øl i hånden, fik vi os en snak om musikken, og om hans smittende begejstring for det lille instrument, der kan være i hans lomme og samtidigt spille enhver jazzscene op.

 

//Aga Paulina Mlynczak

 

Det anderledes valg af instrument

Som 5-årig startede han sin musikalske rejse med et drastisk valg. Ind af døren dumpede en flyer fra Rødovre musikskole, der tilbød undervisning i enten violin eller klaver. Mathias valgte violin. Senere er han så blevet mere end habil på klaveret, men det er lidt en sidebemærkning.  På trods af et egentligt rimeligt talent for instrumentet, så kedede klassisk musik ham. Det samme gjorde det med at skulle øve sig, så efter noget tid blev violinen pakket væk i sin kasse for sidst gang.

Der rigtige instrument fandt han nogle år efter, da hans forældre fik den gode ide, at give ham en mundharpe. Den kunne han altid have i lommen, hvilket gjorde at han kunne øve sig lige meget hvor i verden, han befandt sig. At han dertilhørende også fandt det skægt, gjorde at han ret hurtigt blev ganske god til det lille instrument.

 

Glæde skinnede igennem hans stemme, mens han fortalte om den helt særlige klang og uovertrufne lyd, instrumentet har. Om den helt særlige dynamik der kommer af at spille med sin egen vejrtrækning. Mathias er en del af en eksklusiv skare, der gør det han gør i Danmark, hvilket han må også må indrømme har haft en tiltrækkende kraft. Det med at skille sig lidt ud har han altid godt kunne lide. Han er fuldt bevidst om, at den begrænsede konkurrence giver ham nogle helt åbenlyse fordele i forhold til eksempelvis ikke at skulle konkurrere med saxofonister. Derudover giver det hurtigt noget unik til en lyd, da han spiller på et så sjældent instrument. På den anden side kommer han nok aldrig til at få muligheden for at sidde i et Big Band eller spille med klassiske jazzbands.

 

En travl musiker

Det virkede ikke som noget, der tyngede ham helt vildt af ærgrelse, men han kommer nok heller ikke til at kede sig med al den musikalske aktivitet som omrammer ham. I Gymnasiet startede han bandet Mathias Heise Quadrillion, som han stadig spiller sammen med. I maj sidste år udgav de deres debutalbum, Sudden Assent, der blev rigtigt vel modtaget, og blandt andet var medvirkende til, at bandet kom på Politikens liste over bands, man burde holde øje med. I skrivende stund arbejder drengene på deres næste album. Der er dog et stykke arbejde foran dem, før de står med et færdig produkt i hånden, da indspilningerne først er begyndt så småt. Forhåndsfornemmelsen er god, og sangene er næsten på plads, men erfaringen fra første plade har lært dem at tage sig god tid til indspilningen. At skrive musik til et album kræver selvsagt en del inspiration. I videoen herunder kan du se Mathias fortælle om sit forhold til inspirationskilder, og hvorfor han skal indstille sig selv for at opnå den.

 

//Aga Paulina Mlynczak

 

Sideløbende med bandet er han begyndt at blive inviteret med ud som sideman for forskellige, ret store danske jazznavne. Folk som jazzguitaristerne Nicklas Knudsen og Jacob Fischer og pianisten Jørgen Emborg. (Du kan følge med i hans musikalske aktiviteter på hans Facebook-side).
Der var mange minder, der skulle vendes oppe i hovedet, før han efter en del overvejelse besluttede sig for det hidtidige højdepunkt. Valget faldt på en begivenhed, der fandt sted ikke mange 100 meter fra den bænk, vi befandt os på denne eftermiddag. Det var sidste sommer under den årlige jazzfestival, en solrig sommerdag i et veloplagt og velbesøgt hjørne af parken, hvor Mathias stod på scenen med et hold af stærke navne fra den danske jazzscene. Især det at dele scene med den legendariske bassist Hugo Rasmussen, der døde få måneder efter, var en helt speciel oplevelse. Efterfølgende indskød han, at åbne P8 Jazz Alive alene på scenen i Koncerthuset, også var en ret vild oplevelse. Den oplevelse kan du høre ham fortælle om i videoen her.

 

//Aga Paulina Mlynczak

 

At oplevelsen med Hugo Rasmussen alligevel er den han nævnte først, over et solonummer foran et fyldt Koncerthus, viser et helt klart træk ved Mathias’ forhold til sin egen spirende musikkarriere; det handler om at udvikle sig og hele tiden blive en bedre musiker. Og det bliver man af at udfordre sig selv med dygtige musikere omkring sig.

 

Den musikalske rejse

Dygtig er der ingen tvivl om Mathias allerede er, men talentet er også blev plejet nøje, lige siden han fik stukket mundharpen i hånden. Hans første scene var Strøget, hvor han stillede op med sin bluesharpe og en kammerat med en guitar ved sin side. Efterhånden som han fandt ud af, at han havde et helt særligt flair for instrumentet, ønskede han at søge ind på MGK (red: Musikalsk grundkursus) på Sankt Annæ Gymnasium.  Ind kom han, og her slog han så en stor del af sine musikalske folder de næste 3 år.

Nogle år før havde han udskiftet bluesharpen med en kromatisk en af slagsen, for at få lov at blive indlemmet i en musikgruppe på Rødovre musikskole. Det var også et skift, der senere muliggjorde en optagelse på MGK.

Ja, jeg vidste heller ikke præcis, hvad det betød med de to slags mundharper, så Mathias forklarede mig tålmodigt forskellen. At bluesharpen er begrænset til kun at kunne spille i en toneart, mens den kromatiske mundharpe derimod har alle 12 toner.

Indlemmelsen i ”Jazz Combo”, som holdet hed,  var også en slags begyndelse for Mathias’ karriere i jazzmusikken. Mathias var allerede begyndt at høre en del funk og fusionsagtig jazz, som han – efter eget udsagn – havde det ret vildt over.

 

Men det var i det sammenspil med resten af ”Jazz Combo”-holdet, at han for første gang rigtigt gav sig i kast med at spille jazz på mundharpen. I løbet af den første tid løb han panden mod muren en del. At gå fra at spille bluesgange til at skulle sammensætte skalaer inde i sit eget hoved, var en udfordring. Hvor det ikke er usædvanligt, at sådanne udfordringer lægger en dæmper på lyst og interesse hos nogle mennesker, havde det den stik modsatte effekt hos Mathias. Han synes, det var utroligt motiverende at blive udfordret i den grad, da han kunne mærke, at det for alvor rykkede ved hans evner. Derudover blev han begejstret for den lyd, som mundharpen kunne bidrage med til jazzmusikken. Siden har jazzen været Mathias’ musikalske vej, og tingene er gået ret meget slag i slag derfra, som han selv udtrykker det. Rimeligt succesfuldt kan man indskyde.

 

Mathias fortalte med stor entusiasme i stemmen om en jazzscene med en løs struktur, der betyder at alle mere eller mindre spiller sammen på kryds og tværs. Det giver et helt specielt fællesskab i miljøet, hvor alle deles om den samme kærlighed til genren. Til en form for musik, hvor nummeret der spilles ikke nødvendigvis er ligeså vigtigt, som de øjeblikke der skabes i nuet, når dygtigere musikere mødes i forskellige konstellationer. Der er en helt speciel jamkultur i miljøet, der især manifesterer sig i de ugentlige søndagsjam på La Fontaine. Baren fungerer som et samlingssted for Københavnske jazzelskere. Et sted med en fed energi grundet det blandede klientel der samles om jazzmusikken. Her kommer også en masse unge, der ellers godt kan være lidt en mangelvarer til jazzkoncerter, ifølge Mathias. Især hvis det er betalingskoncerter, er aldersgennemsnit ofte noget højere.  Han synes det er ærgerligt, hvis det unge publikum ikke rigtigt dukker op, for de er jo genrens fremtid.
Men selv om at jazz ikke er den mest populære genre i København, har den alligevel ganske mange fans. Og den har en del scener at udfolde sig på. Udover La Fontaine fremhæver Mathias især Montmartre, Christianias Jazzklub (I Børneteatret) og Charlie Scotts. Under Jazzugen er der endnu mere kronede dage for en jazzmusiker. I det hele taget er der en masse ildsjæle i København, der sørger for at jazzen får steder at udfolde sig på. En masse skøre mennesker, som Mathias siger med et smil, der administrerer alle mulige små og autentiske steder, hvor jazzmusikere og jazzelskere kan mødes til jams og koncerter.

 

//Aga Paulina Mlynczak

 

Om at leve i drømmen
Mathias tilværelse er fyldt til randen med musik. Fra hans daglige gang på konservatoriet ude på Holmen, til hans øvere og jobs med bandet, og så er der alle de konstellationer, han indgår i til diverse koncerter. Og han nyder det. ”Jeg føler faktisk jeg lever drømmen lige nu” svarede han, da jeg spurgte ind til den allerstørste musikalske ambition. ”Det jeg i bund og grund bare vil er at spille og komponere musik med dygtige mennesker, og udvikle mig”. At han hver dag kan stå op og gøre hvad han elsker, få tilbudt en masse muligheder og også får anerkendelse for sin musik, får ham til at føle sig som privilegeret menneske.

 

Selvfølgelig kunne han godt tænke sig at spille med nogle af de helt store, som Brad Mehldau og Herbie Hancock, hvis han skal drømme helt stort. Og spille på jazzscenerne i New York og Berlin. I det hele taget bare få mulighed for at rejse mere rundt i verden med sin musik.
Med hans tilgang til musikken burde der heller ikke være nogen umulighed at nå de helt store jazzscener, som Mathias drømmer om et sted bagved taknemmeligheden, over at få lov til at dyrke det han elsker.

 

Læs om flere af musikkens ansigter:

Maria Jagd

Simon Whoo