Sidste års PULSAR var desværre noget amputeret. Det blev der gjort op for i dette års afholdelse af musikkonservatoriets festival for ny musik. I dette Indtryk skal vi forbi DR Koncerthuset, hvor festivalens måske mest storslåede koncertprogram udspillede sig.
Der blev lovet meget på tredjedagen af årets PULSAR-festival. Konservatoriestuderende blev suppleret med et ambitiøst værk af den etablerede Simon Steen-Andersen. Men også Marcela Lucatelli var på programmet med det værk, der skabte mediestorm tilbage i 2020.
Inden Steen-Andersen og Lucatelli skal vi forbi aftenens to første værker. Disse værker repræsenterede konservatoriets komponistlinje, men også to poetiske klangudtryk. Polske Adrianna Kubica-Cypeks Reflection Nebulae var på en og samme tid storslået og beskedent. Strygere gled rundt i hvinende klange, badet i et sobert pink lys. Hele symfoniorkesteret blev en elastisk enhed, og det fik én til at synke godt ned i koncertsalens gyldenrøde veloursæder.
Evagoras Solias Apokidis’ Morphes var taktilt lækkert og udforskede instrumenterne som maskiner. Der blev pustet ren luft gennem trompeterne og skabt tågede, færgeagtige klange. Som værket langsomt men uroligt ebbede ud, sad jeg tilbage med en følelse af at have taget en smuk afsked med en Scandlines-færge.
Sammen var de to værker velafstemte appetitvækkere, der elegant førte videre til resten af aftenens program. Tredje performance var begyndelsen på poesiens opløsning til fordel for mere grænsesøgende eksperimenter.
En forsinket levering
“Programændring: Marcela Lucatellis “RGBW” må desværre udsættes pga. opførelsestekniske problemer. Vi beklager.”
Sådan lød det i februar 2020, en uge før uropførelsen af værket skulle have fundet sted. Det gav anledning til en skandale og til at stille spørgsmål omkring musikinstitutionernes forpligtelser. Hvad problemet helt præcist var, forbliver vist en gåde. Ifølge Lucatelli handlede det om, at symfoniorkestret havde svært ved at give slip på idéen om at skulle levere en perfekt udgave af hendes partitur. I mellemtiden har tingene åbenbart løst sig, og der blev alligevel fundet en måde at gennemføre en opførelse af Lucatellis værk. Det skulle tage to år, men nu var vi her! Hvis man skal se historien fra en positiv vinkel, har aflysningen og debatten om RGBW været med til at give værket en spændingsdimension, der har opbygget sig over de seneste to år. Fredag aften den 11. marts skulle det ske. Et længeventet klimaks?
Ja!
Lucatelli havde fra starten af sørget for at holde symfoniorkestret travlt beskæftiget. Denne aften skulle der skabes et overstimulerende musikalsk spektakel, og slagtøjspillerne havde i denne anledning fået tildelt en ekstra rolle – at kaste med sammenkrøllet papir tværs over scenen.
Dimensionen af spektakel indtog dog først sit øverste niveau, da Marcela Lucatelli kom farende ind på scenen iført et dramatisk, hvidt kostume. Kort efter begyndte det skarptskårne kostume at lyse op i alverdens farver – og hertil fulgte en vokalpræstation, der var mindst lige så spraglet. Lucatellis vokal var provokerende uhøjtidelig, men osede samtidig af teknisk overskud. På få minutter havde Lucatellis grynt, skrig og vibrato udvidet min idé om, hvad menneskestemmen kan. Men det handlede ikke om teknik eller det imponerende klangudvalg, som Lucatelli kunne præstere med sin stemme. Det var overskridelsen af den klassiske symfoniorkesteroplevelse, der gjorde Lucatellis værk til en særlig oplevelse. Et absurd show bestående af et symfoniorkester og en alternativ diva i spidsen.
Herefter var pausen tiltrængt. Med alle indtrykkene var det, som om at der kollektivt var opstået et behov for at komme sig lidt over, hvad der lige var foregået. En lemon-sodavand gled ned og fungerede som et ritual – som en forberedelse på at blive overstimuleret en gang til. Denne gang af TRIO.
Et symfonisk råbekor
Steen-Andersens trio var ikke den velkendte slags med eksempelvis et klaver, en violin og en klarinet. Trioen bestod af DR’s symfoniorkester, koncertkor og bigband. De tre ensembler, med hver deres dirigent, blev suppleret med et lærred, hvorpå der blev projiceret video og lydklip fra alverdens musikalske scenarier. Det gjorde det måske nærmere til en kvartet. Hvorom end alting er, skulle de sammen og hver for sig spille fragmenter og kommentere på hinanden. Det var intet mindre end en opskrift på kaos.
Det var svært ikke at blive imponeret af den minutiøse redigering af videomaterialet og det anstrengende arbejde at få tre ensembler til at tale sammen i det høje tempo, som blev forlangt.
Et klip med en stædig dirigent blev reageret på af vokalensemblet, som kastede bolden videre til bigbandet og videre til strygerne. Alt sammen på få sekunder. Lag på lag blev fortolkningerne af videomaterialet bygget op og fordrejet. Til tider var det komisk. Andre gange var det frustrerende eller bevægende. Det kan lyde gimmick-agtigt og var måske også en slags musikalsk meme i stor skala. Men med en varighed på godt og vel tre kvarter, svarende til en klassisk symfoni, insisterede TRIO på sin egen seriøsitet. Vi måtte tage den tilsyneladende evige strøm af småklippede bidder alvorligt. Måske som et billede på kulminationen af accelerationssamfundet? At opleve TRIO var at vidne et logistisk mareridt. Det kunne ikke undgås, at elementet af stress nåede op til veloursæderne.
Oplevelsen af Steen-Andersens storværk mindede om at være til PULSAR – at blive trukket rundt i forskellige institutioner og være vidne til et hav af lyde. Det var også et værk, der satte Lucatellis i perspektiv. Havde Lucatellis værk været en uoverskuelig affære for orkestret at indstudere, så skulle man bare vide, hvad der ventede med Steen-Andersens TRIO.
Det var ikke svært tilgængelig lydkunst, der var på aftenenes program. Komponisternes intentioner var begribelige, men de var også dybfølte. Der var heldigvis plads til både sarte, smukke klange og dybe, tykt smurte metalag.
