Herfra hvor jeg bor: Lyden af protest samplet i Nordvest

//Illustration: Andreas Juul Blinkenberg

Når jeg som københavner/dansker/europæer/verdensborger, men måske først og fremmest som menneske, forsøger at se og forstå den verden, jeg bevæger mig rundt i hver dag, oplever jeg tit en overskyggende magtesløshed. Det er en følelse, der følger mig fra min lejlighed i Nordvest til mine dagdrømmerier om fjerne galakser. En regulær forfølgelse, som, hvis jeg skal forklare det nærmere, minder mig om fornemmelsen af at være iført syntetisk tøj en hel dag. Et klæbende elektrisk ubehag.

Hvis du stadig er i tvivl om hvad jeg mener, nævner jeg nu en række begivenheder, der i hvert fald får mine hænder til at vride sig uroligt, og mine fødder til at krumme sig i uvilje. Flygtningekrisen. Krigen i Syrien. Krigene i verden. Europa og verdens humane udfordringer. Klimakrisen. Disse ord dækker kun nogle af de mareridt, som mennesker rundt omkring i verden lever i, hver dag.

Ordene er kun nogle af dem, som jeg hører gentaget i medierne, og som jeg som menneske skal forholde mig til. Ikke kun som ord, men som virkeligheder og faktiske tilstande. Heldigvis er jeg ikke alene, for det er også nogle af disse verdenskriser og globale udfordringer, som den nye politiske musik forholder sig til.

Musikken har evnen til at skabe et rum for overvejelser om den verden, vi lever i, dens udfordringer. Den spiller sig ind i og afspejler en virkelighed, vi oplever i nuet. Jeg vil introducere tre forskellige politiske sange, der, når jeg afspiller dem, hver især bøjer, bukker og nedbryder afstanden fra Nordvest til resten af verden. “The Wheel”, der er skrevet af P J Harvey. “Europe Is Lost”, der er skrevet af Kate Tempest. “Borders”, der er skrevet af M.I.A.

 

 

Rytmen i P J Harvey’s sang bliver skabt af klap. Klappende menneskehænder, der holder sangens hjerterytme igang. Klappene og det meget markante kor af mandestemmer er lyden af fællesskabet. P J Harvey inviterer os alle til at deltage i sit kollektiv af politiske stemmer, når hun i slutningen af sangen gentager sætningen ”And watch them fade out” over tyve gange. “The Wheel” er lyden af en moderne fællessang, ikke af den muntre slags. Teksten tegner, med sine poetiske og grusomme linjer, billeder af fortabte børn og måske en fortabt fremtid.

// Now you see them, now you don’t// Children vanish behind vehicles // Now you see them, now you don’t// Faces, limbs, a bouncing skull//

Måske er det de børn, der er ofre for de krige, der udkæmpes rundt om i verden, som P J Harvey refererer til. Eller måske er det børnene, der er på flugt fra de selv samme krige. Eller de børn, der ikke klarer turen over vandet mod Europa, et bedre sted. Børn som drengen med de blå bukser og den røde t-shirt i vandkanten. P J Harvey indtager beskuerens plads og beskriver den. Derfor kommer sangen nært ind på livet af mig og giver mig lyst til at lade min egen stemme tage del i hendes kor af stemmer. P J Harvey synger i “The Wheel” om at være tilskuer til samfundets evigt snurrende hjul, hvor den ene konflikt afløses af den næste.

//A revolving wheel of metal chairs//Hung on chains, squealing//Four little children flying out//A blind man sings in Arabic//

 

Samfundets ustoppelige roterende bevægelse mod et dårligere sted er et billede, som den britiske rapper Kate Tempest også i den grad tegner, af det samfund som vi lever i. På sangen “Europe Is Lost” rapper hun:

// We are lost // We are lost // We are lost // And still nothing will stop //Nothing pauses //

Kate Tempest fortæller denne historie om samfundet over et råt og industrielt beat, der driver hendes lyrik frem. Driver hendes dystopi fremad. Ikke mod en lysere fremtid eller i det mindste bare mod en fremtid. I Tempests fortælling eksisterer denne mulighed ikke. For som hun helt sortseerskt bemærker ”I can’t see an ending at all. Only the end”

Beatet driver dog alligevel sangen frem, selvom det nogle gange har et break, hvor man næsten kan fristes til at tro, at sangen allerede er slut. Men så introduceres beatet på ny, og Kate Tempest fortsætter sin opremsning af alle de konflikter, hun ser det moderne samfund stå overfor. Musikken og beatet forstærker Tempest’s lyriske pointer og gør følelsen af samfundets uendelige hamsterhjul til en rytme min krop mærker helt fysisk. Gentagelsen af det evige beat er som at have sat noget igang, som man ikke har den ringeste idé om hvordan, man kan stoppe igen. Og Tempest hjælper mig ikke her. Hun kommer ikke med noget bud på, hvordan den uendelige rotation og gentagelse kan stoppes. Ligesom P J Harvey er hun en tilskuer. Hun understreger alvoren og kompleksiteten af det, hun ser. Jeg ser det også igennem hendes flotte, men dystre og mørke sproglige billeder og opremsninger.

//It’s big business baby and its smile is hideous//Top down violence, structural viciousness//Your kids are doped up on medical sedatives//But don’t worry bout that// Worry bout terrorists//

Og næsten i samme åndedræt dropper hun de næste problemer:  ”The water levels rising! The water levels rising!//The animals, the polarbears, the elephants are dying!//Stop crying. Start buying//But what about the oil spill?//Shh. No one likes a party pooping spoil sport”.

Konflikter er der nok at tage af og Tempest holder sig ikke til én konflikt. Nej, hun tager alt med, hun ser det hele og formår at samle det til et hårdtbankende beat og lyriske skarpe skud. Jeg har fornemmelsen af, at hun, selv hvis jeg dukkede mig, ville ramme plet. Og jo, når jeg sidder hjemme i Nordvest føler jeg mig ramt af hendes musik og hendes tekster. På den måde bliver musikken en bærer af politiske budskaber og bringer dem tættere på mig som individ. Musikken flytter de politiske budskaber helt derhen, hvor de kan røre og bevæge mig, skubbe til mig og forstyrre mig. Det er tættere end de fleste andre kommer og derfor, er det så virkningsfuldt. Sangen eskalerer i Tempest’s tre sidste sætninger, hvor hun provokerende rapper en lyrisk lussing direkte i ansigtet på det moderne samfunds og menneskes mentalitet.

//Kill what you find if it threatens you//No trace of love in the hunt for the bigger buck//Here in the land where nobody gives a fuck//

 

//Freedom // I’dom // Me’dom // Where’s your we’dom?//

Det synger M.I.A. i sin sang “Borders”. Hun synger om det modernes samfunds manglende fællesskabsorientering. Og det “vi” som M.I.A efterspørger, er det “vi” som jeg vil påstå, at musik kan være med til at skabe. For musikken rører vel ikke kun mig, når jeg sidder her i min lejlighed i Nordvest. Den kan røre os alle sammen, mere end de nyhedsmedier, der omgiver os i hverdagen eller de politikkere, der konfronterer os dagligt. “The Wheel”, “Europe Is Lost” og “Borders” er måske vores tids protestsange. Det er i hvertfald sange, der vil en anden virkelighed end den der er. Bagved dem ligger der et ønske om, at samfundet kan se anderledes ud end det gør nu.

Sangene taler, eller synger, til et sted inde i os alle, hvor håbet og troen på muligheden for forandring er intakt. Dette humane håb eksisterer sammen med det mørke og voldsomme i musikken, der bliver en platform for samtalen mellem mennesker. På den måde kan kunstnerne bygge og forme et offentligt samtalerum. I samtalen bliver vi, med en brutal ærlighed, mindet om den herskende virkelighed, men samtalen kan også frisætte vores sind. Få os til at tænke på, hvad der er muligt, hvis vi formår at samle vores stemmer og tale om de uretfærdigheder, vi ser.

Hver sang fortæller en historie om en musiktradition, en samfundstendens, et fællesskab, man enten kan tage del i eller krybe udenom. Men man tager stilling. Derfor kan de politiske sange måske beskytte os imod en slags kollektiv ignorance. Som når M.I.A. i sangen “Borders” synger “This is North, South, East and Western”, kan musikken få os til at se os selv som både københavnere, danskere, europæere, verdensborgere og mennesker – lige som vi vil.

Musikredaktør på VINK, danskstuderende på KUA, barrista på Fovl.