Fællessang i byrummet

Fællessang
Fællessang i byrummet // Illustration: Malene S. Hansen

Jeg tror egentlig, at de fleste har et forhold til et par af sangene i Højskolesangbogen. Jeg har både gået på efterskole og højskole, og her pløjer man sig gennem en stor del af repertoiret. Jeg forbinder den dag i dag sangene med de fællesskaber, man kan finde der, men sangene er så småt begyndt at snige sig ind i byrummet. Pludselig er min Facebook-feed begyndt at vise mig events, hvor man kan møde op og synge fællessang sammen med andre.

Historisk set har fællessang i Danmark været en del af flere aktiviteter, der har haft til formål at skabe fællesskab, for eksempel gennem salmer, arbejdersange eller sange, der bliver forbundet med kvindekampen. Når man synger sammen, skaber man en fælles identitet, hvor hvert individ bliver en del af en større klang. I dag kan fællessangen i højere grad være målet i sig selv, når man mødes. Det er Facebook-begivenhederne et klart billede på. Det var også fællesskabet gennem sang, der fik mig ud af sengen onsdag morgen til morgensang på Københavns Hovedbibliotek.

Jeg stod en halv time tidligere op og cyklede gennem Københavns morgentrafik, ind til Krystalgade. Her ligger Københavns Hovedbibliotek, og de har morgensang hver onsdag klokken 08:30. Der er opvarmning, nogle gange en lille forhistorie til sangene, og højskolesangbøger til alle. Som regel er det slut lidt i 09:00, så jeg kunne lige nå til forelæsning 09:15 på Amager.

Jeg havde egentlig aftalt, at jeg skulle af sted med en veninde, men ingen af os er alt for organiserede, så jeg ender på egen hånd i bibliotekets foyer. Jeg er dog ikke alene. Her er allerede mødt 40-50 mennesker op. Jeg er lidt rastløs og en smule bekymret for, om jeg kan nå til min forelæsning. Jeg spørger kvinden ved siden af om, hvor lang tid fællessangen varer, og hun mener, at jeg kan nå det hele. Hun bor tæt på biblioteket, men skal tit på arbejde så tidligt, at hun ikke kan nå at synge med. Hun ville ellers gerne, for det er en dejlig måde at starte dagen på. I dag er det beboere fra Studentergården, der står for sangvalg og akkompagnement, men hver uge går tjansen på skift. Efter en kort opvarmning går vi i gang. Vi synger fire sange, der alle er meget forskellige: “Vær vågen en tidlig morgen” af Michael Bojesen, Halfan Rasmussens “Noget om kraft” på melodien til “Jeg plukker fløjlsgræs”, ”De smukke unge mennesker” af gode, gamle Kim Larsen og til sidst en samle fra 1653 af Johann Crüger der hedder “Dybt hælder året i sin gang”.

Selvom den danske fællessang måske ikke virker som en politisk kampplads, så har repertoiret faktisk ligget højt på den kulturpolitiske dagsorden. I 1800-tallet var sangtraditionen splittet i en borgelig fællessang og en grundtvigsk højskolesang, og de to fløje kunne ikke enes om en fælles sangbog. I løbet af 1910’erne ville man ”rense” højskolesangen. Kvaliteten var ikke høj nok, og den var præget af mundtlig varieret almuesang. ”De Fire Store”, Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard, skrev højskolesange efter det ny århundredes æstetik. Deres mål var, at sangene ikke skulle være alt for svære at få til at lyde godt, og så skulle sangene have noget velkendt og ”dansk” over sig. Derfor handlede sangene om landbrug, vild natur og de danske årstider.

Under besættelsen blev Aksel Schiøtz’ fortolkninger af højskolesange ikoniske og meget populære hos en stor del af befolkningen. Dermed var den historiske splittelse for alvor glemt. Siden er Højskolesangbogen blevet fornyet, for eksempel kom 60’ernes oprørsstemning til udtryk med indslusningen af rytmisk ungdomsmusik.

Efter at have været samlet i en lille halv time, myldrer vi ud af foyeren, og folk spredes for alle vinde. Jeg kunne skrive noget om følelsen af fornyet energi og at have mod på resten af dagen, men det er videnskabeligt bevist, at de hormoner, der bliver frigivet ved sang, gør os glade og knytter os sammen i fællesskaber. Det er ikke et fællesskab, man kan se (med mindre man går ind på ”Morgensang på Københavns Hovedbibliotek – Hver onsdag 8.30”, så kan man se det lidt mere sort på hvidt), men i den lille halve time sang hver fugl med sit næb i den samme klang.

Events til dig der gerne vil synge sammen med andre

Morgensang fra Højskolesangbogen på Københavns Hovedbibliotek

Du kan, lige som mig, tage med til morgensang på hovedbiblioteket. Det er praktisk beliggende lige ved Nørreport, og hvis du er sulten, kan du købe en lækker croissant i Democratic Coffe i foyeren.

Hver onsdag kl. 08:30.

Krystalgade 15, 1172 København.

Læs mere her

Syng i Cisternerne

Kom med til fællessang under Søndermarken. Cisternerne var engang et vandreservoir, men idag bruges de til forskellige events. Du kan være med til at afprøve akustikken fra den 29. oktober til den 4. november sammen med forskellige dygtige kor:

29. oktober. Vokalensemblet Glas

30. oktober: DR VokalEnsemblet

31. oktober: Københavns Domkirkes Kantori

1. november: Det Kongelige Operakor

2. november: DR KoncertKoret

3. november: Ars Nova

4. november: Det Kongelige Operakors Assistenter

Alle sangaftener i Cisternerne er gratis og starter kl. 20:00.

Cisternerne ligger under Søndermarken og lige overfor Frederiksberg Slot. Indgangen går gennem en af de to glaspyramider på græsplænen.

Læs mere her

Højskolesangaften

KFUM og KFUK arrangerer en gratis sangaften i deres lokaler i Store Kannikestræde. Man kan købe kaffe, te, kage og sodavand, men husk din højskolesangbog, der kan godt være mangel på dem.

19:30-22:00, dørene åbner kl. 18:45.

Store Kannikestræde 19, 1169 København

Læs mere her

LÆS FLERE ARTIKLER AF LÆRKE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

27-årig musikvidenskabsstuderende med et blødt punkt for opera og Eurovision.