AT DRIKKE ELLER IKKE AT DRIKKE

Går alkohol og musik hånd i hånd, eller forstærkes den musikalske live-oplevelse, når man lægger øllene på hylden og i stedet fokuserer på musikken?  

Alkoholkulturen nærmer sig atter et højdepunkt, og fra i dag lempes der igen på corona-restriktionerne, hvilket resulterer i, at de tørstige masser på landets brune bodegaer, veludrustede restauranter og generelt ude i den københavnske sommer, nu kan feste videre til kl. 02. Mulighederne for at opleve musikken på diverse koncertvenues er efterhånden mange, og desuden er alternativer til de klassiske store festivaler allerede løbet af stablen. Jeg er ellevild. Jeg er henrykt. Jeg har længe sukket efter kulturelle indspark og musikalske åndehuller, som man må sige, er blevet nedprioriteret det sidste halvandet års tid. Jeg har savnet nogle, der sveder på mig fra scenen. Jeg har savnet at stå i kø i flere timer for alligevel ikke at få en god plads. Jeg har savnet at have en bajer i den ene hånd og kaste håndtegn med den anden. 

Efter endnu en omgang intens Googlesøgning for at holde mig opdateret på,  hvilke koncerter jeg umuligt må misse, har jeg lagt 2 billetter i kurven. Jeg smækker benene op på bordet, læner mig tilbage og overvejer lige situationen. Penge vs. koncertoplevelse? Det får mig til at tænke tilbage på alle de værdifulde koncertoplevelser, jeg har haft gennem mit 26-årige liv. Sikke en masse legendariske musikoplevelser. Sikke en masse store kunstnere. Sikke en masse gyldne øjeblikke. Eller hvad egentlig? I et selverkendende øjeblik slår det mig, at jeg faktisk har problemer med at genkalde ret mange af de live-oplevelser, jeg har haft de seneste mange år. Jeg kan huske alle de store headlines, jeg kan huske alle scenerne, men jeg har svært ved at huske det umiddelbart allervigtigste ved koncerterne – nemlig musikken. Synderen er ikke svær at identificere. Den starter med ø og slutter på l. 

Uforglemmelige koncerter.. Bogstavelig talt

Især koncerter i forbindelse med festivaler står mig uklart. Nærmere beskrevet husker jeg de fleste som en stor tåget masse blandet med shots-rør, ølkander og kampen om at holde branderten godt kørende. Radiohead, Arctic Monkeys, Lana Del Ray – alle fede koncerter… som jeg har svært ved at huske. Jo jo bevares, når det drejer sig om koncerter, der fandt sted for 7 år siden, er det måske også begrænset, hvad man egentlig kan huske fra dengang. Men jeg har i mange år arbejdet på et lokalt, intimt spillested, hvor jeg i min pinlige ædruelighed har overværet utallige koncerter med blandt andre DAD, Caroline Henderson og The Eclectic Moniker, og jeg kan på trods af, at det er 10 år siden, tydeligt huske aftenen, koncerten, stemningen, musikken, scenografien og nærmest, hvilken drink de købte i baren. Men der er måske også forskel på, om man tager på festival, eller om det er en enkeltstående koncert, man er kommet for at opleve? Øllene fylder som regel en del mere på festivaler, og det er nok dér, problemet opstår, og grunden til at  koncerterne nemmere går i glemmebogen og ikke i den mentale scrapbog. Her kan man sige, at et objekt, der egentlig skulle være med til at bidrage til koncert-oplevelsen, i virkeligheden er med til at eliminere den, eller hvad?  

Musik er lig med øl

Men hvorfor er det egentlig, at alkoholen og musikken hænger sammen? Hvorfor tænker man på Carlsberg, Tuborg og Royal som det første, når koncerter, festivaler og musik bringes op som taleemne? Er det et spørgsmål om branding fra øl-giganternes side? Er vi blevet manipuleret af snedige reklamefolk, der i koncerternes spæde begyndelse har set sit snit til at koble to forførende elementer sammen til en stor enhed? Eller udspringer det blot fra danskernes årelange drukkultur, hvor en koncert i virkeligheden er en camoufleret undskyldning for at drikke? Der er flere spørgsmål, der presser sig på – næsten lige så meget som en øl, der hastigt bevæger sig nedad i systemet og tvinger én til at forlade koncerten, lige når den peaker. For sandheden er jo – øl til koncerter er en totalt upraktisk opfindelse. 

Jeg husker adskillige dilemmaer til koncerter, hvor jeg har tænkt: “Okay, enten misser jeg en del af den her helt fantastiske koncert, som jeg vil fortryde resten af mit liv, eller så tisser jeg i bukserne”. Mine med-gængere og jeg har tit grint over idéen om, at et gigantisk bind måtte være løsningen. Eller måske en form for koncert-ble til de virkeligt ekstreme fans. Til bunken af problemer, øl også bringer med sig, kan man tilføje larm og højlydt snak fra de der typer, der endelig fik lov til at komme hjemmefra og satser hele butikken på ikke at kunne vende hjem igen samme aften. Der er også den skubbende adfærd, døsigheden, man spilder ud over sig selv, og det faktum, at man kan ikke klappe med en øl i hånden. Alle sammen grunde til, at procenter til musikoplevelser forringer kvaliteten. Det får mig til at tænke videre over, hvordan en festival ville se ud i en verden, hvor alkohol ikke eksisterede. Ville det være et mere stimulerende sted eller bare meget kedeligere? 

Koncerten i en verden, hvor vin er vand. 

Jeg ser mig selv ankomme til koncertpladsen. Jeg kommer selvfølgelig i god tid, for at få en plads helt oppe foran, så jeg som alle andre mennesker på 160 har mulighed for at se bare en lille smule af, hvad der foregår på scenen. Jeg har medbragt min drikkedunk, der hænger i en rem om min skulder. Den er fyldt til randen med læskende vand,  for hvad skulle ellers slukke min tørst, når jeg får lyst til at teste mine dristige dansetrin af til musikken. Solen brænder, og jeg får øje på en gruppe gamle venner, som jeg egentlig gerne vil hilse på, men det er som om, at jeg mangler en form for flydende mod for at kunne nærme mig. Jeg kan egentlig heller ikke få mig selv til at bevæge mig, for hvad nu hvis nogle spottede, hvor inkompetent min krop egentlig opfører sig i disse situationer. Derfor bliver jeg stående stiv som et bræt for at lytte videre på musikken. Kunstneren på scenen kigger sukkende ud over det forstenede publikum og fortsætter koncerten i håb om, at der snart er en galning, der kaster sig hovedkulds ud i en omgang crowdsurfing eller i det mindste bare starter en lille bitte moshpit. Men publikum gynger langsomt videre i takt til musikken og klapper med nu og da. “Skål”, råber artisten fra scenen og holder en kop med lunkent vand frem. Et halvfesent skål bliver råbt som retur. Sikke en fed koncert, eller hvad? Og muligvis også et urealistisk billede på, hvordan en koncert ville se ud uden alkohol – men ingen ved det rigtig.

Er det alkoholen, der sætter os fri?

Alle kender jo det der med at stå og rokke med til musikken til en koncert, og overtænkningen, der følger med: Bevæger jeg mig akavet lige nu? Klapper de andre også stadig? Følger jeg rytmen? Man er af en eller anden grund meget selvbevidst. Får alkoholen os til at give slip og være i øjeblikket? Flyde sammen med musikken? Man kan måske sammenligne det lidt med følelsen af at have haft en hård dag på jobbet og kigge langt efter en kold øl eller et glas vin, mens man tænker: “Den her havde jeg brug for”. Alkohol får en til at løsne op og slappe af. Præcis den samme effekt, som vi opnår til koncerter efter at have drukket en øl eller to. Men hvad er den perfekte promille så for at kunne give slip i øjeblikket, men samtidig være i stand til at nyde musikken og ikke mindst mindet om oplevelsen? Afhængigt af om du har spist en ordentlig omgang carbonara eller fastet i en uge, så kan jeg af erfaring fortælle dig, at hvis du sidder på toilettet i pausen og føler, det hele snurrer, og du bagefter kigger på dig selv i spejlet og tænker, “kom nu, du har styr på det!”, så har du nok drukket for meget og vil med stor sandsynlighed ikke kunne huske mere end en tredjedel af koncerten. Hvis du i den situation er heldig og kaster op dagen efter, kan du i det mindste se det som et minde fra aftenen forinden, der kan fortælle dig, om du spiste den burger på vejen hjem, som du overvejede. Og på den måde kan du trøste dig med, at du da husker lidt af aftenens hændelser – selvom det hverken var musikalsk eller værd at mindes i virkeligheden. Efter en indre dialog med mig selv tror jeg faktisk på, at alkoholen er en medspiller i forhold til oplevelsen. Det er måske bare mængden, der skal justeres på? 

Så spørgsmålet er – skal 2021 være året, hvor jeg begynder at drikke mig bare lidt mindre fuld, når jeg slår mig løs til koncerter? Året hvor jeg ikke har brug for denne flydende form for rusmiddel for at kunne give slip, hvor jeg bare vil nyde musikken i alt sin enkelthed. Eller skal det være året, hvor jeg går all in på at leve i nu’et og fyre den af med en øl i hver hånd uden at tænke på morgendagen og alle de musik-øjeblikke, der formentlig går tabt i min hukommelse efterfølgende? Efter at ransage mig selv for svar tænker jeg, at jeg i hvert fald inden en konkret koncert vil overveje, hvilket af de to scenarier jeg har lyst til, der skal udspille sig. Om det handler om musikken, eller det handler om at være fuld. Så nu vil jeg vende tilbage til de to billetter i kurven, lade fingeren glide over på “betal med Mobilepay” og købe mig de billetter til dén koncert, jeg har tænkt på i et par uger, og se, hvor det bringer mig hen. Skål på det. Om det så er i vand eller vin.

Skriv en kommentar

kommentarer