Det er første søndag i advent, julen er over os, og den ældgamle tradition forlanger atter vores opmærksomhed. Julelysene er allerede tændt på Hotel d’Angleterre, julesektionerne har prydet supermarkederne siden slut oktober, og Last Christmas er allerede blevet skamspillet i samtlige stormagasiner i sådan en grad, at man nærmest zombie-agtigt sovses ind i den årlige julemåned. Hér kan du blive klogere på de andre danske madtraditioner.
Jeg må indrømme, at jeg generelt aldrig har været den store fan af det traditionelle danske køkken. Brun sovs og kartofler ræsonnerer ikke i mit madrepertoire, og jeg kan også afsløre, at jeg bestemt ikke var iblandt de 27.893 stemmer, der var medvirkende til, at stegt flæsk løb med sejren som den danske nationalret i 2014. Samtidig er det svært at se sig fri for, at julen unægteligt hænger sammen med alskens traditionelle spiselige komponenter. Marcipan, flæskesteg, risengrød, pebernødder og brunede kartofler. For slet ikke at nævne de traditionelle julefrokoster med sild, snaps og fiskefileter.
De danske madtraditioner følges blindt, og man kan ikke sige jul uden at nævne én eller flere af de ovenstående elementer. Eller kan man? Hvornår og ikke mindst, hvorfor, bliver noget til en tradition? De fleste kender juletraditionerne og ved, hvad der skal spises d. 24. december, men hvad med alle vores andre traditioner? Hvorfor spiser vi egentlig bestemte retter på bestemte dage? Har du nogensinde spurgt dig selv om, hvorfor vi egentlig spiser: fastelavnsboller? and til Mortens Aften? Varme hveder? Valgflæsk? Eller hvorfor, der er noget, der kaldes et Sønderjysk kaffebord?
Bliv klogere på de 5 spiselige og skøre traditioner her:
Fastelavnsboller – fasten forsvandt, men festen bestod
Selve ordet fastelavn stammer fra det tyske udtryk: ”fastelabend,” red. fasteaften, og var sidste aften, inden en 40 dage lang faste skulle indtraf. Fasten var både en åndelig og fysisk forberedelse til påsken og genopstandelsens mirakel.
Fasten betød naturligvis, at man skulle holde sig fra en lang række fødevarer, herunder hvidt brød. Derfor skulle man naturligvis give den gas i rigelige mængder af føde, inden fasten indtraf. De små runde dessertboller med sødmefuld smag markerede en afslutning på den festlige tid og var samtidig den sidste indikation på, at fastetiden var inde. Disse dessertboller kender vi i dag som fastelavnsboller. Og eftersom vi alle kender én eller flere, der kan kategoriseres som ”hangry,” når de ikke får mad, så giver den velkendte børnesang, der synges til fastelavn, og ender på ordlyden af ”…hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade” pludselig lidt mere mening.
Mortens Aften – hævnen over åbenmundede gæs
I 300-tallet levede den folkekære Martin af Tours, som på dansk går under navnet Morten Bisp. Sagnet fortæller, at befolkningen i Tours ville udnævne ham til biskop, men at Martin hverken var interesseret i titlen eller embedet. Martin bliver dog trængt op i en krog, da byens indbyggere opsøger hans bopæl for at udnævne ham til biskop. Martin går i panik. Martin gemmer sig blandt gæssene i en gåsesti. Desværre for Martin afslører gæssene ham ved at skræppe op. Han blev fundet og tvunget til at påtage sig embedet som biskop over byen. Som personlig hævn over gæssene formanede Martin, at alle husstande en gang om året skulle slagte mindst én gås og spise den på den dag, gæssene forrådte Martin.
At vi i dag også spiser and, har til grund for, at selvom gæs var almindelige hos mange bønder, var kød en stadig mere eksklusiv spise. Derfor valgte bønderne fra de mindre gårde at sælge deres gæs i stedet for at spise dem, og det åbnede op for, at man også kunne spise andre fjerkræ end gæs på Mortens aften. Voila.
Valgflæsk – udtrykket der blev til en madtradition
I Jyllandsposten blev begrebet ”valgflæsk” første gang trykt i 1889, som et kendetegnende begreb for de lidt velflommende løfter fra politikernes side. Selve retten med tilhørende kartofler og persillesovs blev dog først vakt til live længe efter begrebet ”valgflæsk.” Traditionen siges at opstå for ca. 20 år siden, som en kommentar til, at politikerne lover noget, de ikke holder, og retten blev dermed traditionel spise i forbindelse med et valg.
Valgflæsk blev derfor synonym med at fejre demokratiets dag, symbolet på noget godt, og på alle de gode ting politikerne lover, men som nok alligevel ikke bliver holdt.
Sønderjysk kaffebord – tak til datidens tyske overtag
Jeg fik selv stiftet bekendtskab med det sønderjyske kaffebord ved et 3 måneders højskoleophold nær den tyske grænse. Der lærte jeg også, at kaffebordet er en vigtig og stolt del af enhver sønderjydes kulturarv.
For næsten 100 år siden blev Sønderjylland genforenet med resten af Danmark efter alt det der med Mallebrok, en krig i 1864 og et tysk overtag af de sydlandske egne. Da Sønderjylland var under det preussiske styre, var myndighederne ikke gavmilde med godkendelser af spiritusbevillinger til de kroer, hvor danskerne mødtes. Derfor blev der bygget forsamlingshuse, hvor serveringen stod på kaffe og kager. Kvinderne begyndte at konkurrere og medbringe iøjnefaldende hjemmebag, som fyldte godt op på forsamlingshusenes langborde. Hvorfor netop det sønderjyske kaffebord var langt mere omfangsrigt end i resten af det danske rige, skyldes en særlig serveringsteknik, hvor fadene blev sendt rundt hurtigt efter hinanden.
Det er derfor stadig en tradition i dag, hvor der diskes op med det fulde kaffebord, traditionelt bestående af 21 kager, syv hårde, syv tørre og syv bløde til årlige fester og begivenheder.
Varme hveder – alle holder fri
Du har måske prøvet at stå i kø hos bageren inden store bededag for at tilegne dig noget hvidt brød, der egentlig bare skal ristes. Hvorfor er det nu så vigtigt? Denne tradition kan dokumenteres tilbage til midten af 1800-tallet, men mange mener, at den er ældre endnu. Store bededag var oprindeligt tiltænkt som både en bede- og bodsdag og blev indført af den danske biskop Hans Bagger i 1686. Dagen forinden Store Bededag blev der varslet om aftenen, hvor kirkeklokkerne buldrede og gav signal til, at forretningerne skulle lukke.
Alle skulle holde fri – også bageren, og derfor var der intet brød at opsnuse på store bededag. I stedet bagte bagerne hvedetvebakker dagen før, som kunne varmes på dagen. Smart, alligevel. Ifølge den oprindelige tradition skulle hvederne først spises om fredagen på selve Store Bededag, men i dag er traditionen nærmere at spise hvederne torsdag aften.
