Hvad gør du, når tjeneren kommer med en lille “smagsprøve” på vinen? Hvad gør du, når vinkortet ligner volapyk, og du ikke kan finde ud af om det er druen, området eller producenten,du kigger på? Total forvirring er ikke fremmed for den uerfarne vinbarsgænger. Vin-lingo og normer kan være besværlige at navigere i, men det er i lige så høj grad vores egne fordomme, der holder os tilbage.
At besøge den lokale vinbar kan for mange være omgærdet af en vis ærefrygt. Hvis man ikke føler sig hjemme i vinverdenen, ender man måske med slet ikke at tage afsted. Jeg kommer selv fra Bornholm, hvor vinbarerne er i stærkt undertal til værthusene. Jeg følte mig selv som en outsider, da jeg fik vinkortet i hånden i København.
Selv da jeg opbyggede en vis viden om vin, og arbejdede i en vinhandel i min fritid, var det ikke altid nemt. Jeg kunne stadigvæk blive ramt af den der underlige følelse, hvor man nærmest glemmer, hvad man normalt gør med ens hænder, fordi man fokuserer alt for meget på at passe ind.
Derfor vil jeg gerne dele ud af mine erfaringer – gode såvel som dårlige – og hjælpe dig med at få vinbarsoplevelsen til at virke nem og bekvem. Ærefrygten er i de fleste tilfælde din egen konstruktion og er bedst at få nedbrudt.
Råd nummer ét: Vær nysgerrig og drop jargon
At være nysgerrig er alpha og omega. Det handler om at komme ud og have det hyggeligt, imens man drikker noget vin, man godt kan lide. Du finder kun det, du kan lide, hvis du nysgerrigt leder efter det. Du finder det ikke ved at have et laser-fokus på svære franske ord, du alligevel kun udtaler halvt rigtigt. Eller på at ville have den vin, du har læst, at alle de seje drikker.
Jargon og indforståede ord har et meget specifikt formål. Det fortæller, at du er med på legen. At du forstår dig på det, der er i gang. Det tillader, at den indviede kan snakke med personalet på en anden måde. Tjeneren og sommelieren anvender din kommunikation til at afkode, hvor dit udgangspunkt er.
Derfor skal du blotlægge dit niveau i stedet for at lire lækre vin-gloser af. Det er ikke en tyskeksamen, hvor du har forsøgt at lære et par sætninger udenad. Vin er ikke udenadslære, og du øger bare chancen for at få serveret noget, du ikke bryder dig om, og derefter ikke tør at sige noget. Så har du lige betalt 125 kroner for et glas vin, som du slet ikke gad have.
Hvis du oversælger dine kompetencer på CV’et, bliver du taget med bukserne nede før eller siden. Selvpåført imposter syndrome er ikke sjovt at sidde med hele aftenen. I begyndelsen af mit eget vin-nørderi, havde jeg alt for travlt med at tale det rette sprog. At sige de rigtige ting. At virke klog. Lad mig bare sige det ligeud: Det hjælper ikke. Og ikke nok med at du selv bliver mere nervøs, så hjælper det heller ikke personalet.
Råd nummer to: Not all vinbarer are created equal
Der er lige så mange vinbarer, som der er holdninger til dem. At de ikke alle er skabt lige, er ikke nødvendigvis et udsagn om kvalitet. Nej, det handler om, at vinbarerne er sat i verden med forskellige formål.
Der findes vinbarer, som i virkeligheden lige så godt kunne hedde restaurant eller spisehus. Der findes vinbarer med fokus på ét bestemt vinområde eller vinland. For andre er metoden afgørende; for eksempel naturvin-barer. Det positive er, at der derfor heller ikke findes nogen snævert defineret vinbarsgænger. Demografi og branchetilhørsforhold bestemmer ikke, om du kan gå på vinbar eller ej.
Det stiller derfor også krav til din “research”. Du skal vide, hvilken slags vinbar, du er taget på. Lige såvel som du ikke ville gå på Café Vivaldi og spørge tjeneren, om pastaen er hjemmelavet, tager du ikke på den mest poppede naturvin-bar og spørger om en Chianti i bastflaske, som danskere drak i lange baner tilbage i 90’erne. Man kan nærmest fornemme den rød-hvide ternede dug allerede.
På samme måde er der variation i niveauet af feststemning på tværs af vinbarerne. Dans på bordene og bræk i toilettet er mere acceptabelt bestemte steder og et totalt no-go andre steder. Igen, kend dit sted. At drikke shots er ikke fremmed på alle vinbarer, så der kan sagtens blive fyret op for festen under de rette omstændigheder. Lad være med at forsøge at skabe den der, hvor den ikke var tiltænkt.
“Researchen” kan laves hjemmefra, men du kan også forsøge at afkode stedet in real time. Det er en tilvænningskunst, så kom derud, og prøv dig frem – at lave fejl er ingen skam!
Råd nummer tre: Find dine holdepunkter
Noget af det nemmeste, og mindst ressourcekrævende, du kan gøre er, at finde et par reference-vine, som du synes smager godt. At vide, hvad du kan lide, kræver ikke det store kørekort i vinteori. Hvis du bevarer den nysgerrighed, som jeg hyperbolsk sagde var alpha og omega, vil du hurtigt finde ud af, hvad du kan lide og ikke kan lide. Og så er det ikke sværere, end at tage et billede af vinflasken på din telefon.
I denne forbindelse er der noget, jeg lige må komme af med… For guds skyld, lad være med at blot huske vinens navn. Vine har (af markedsføringsmæssige årsager) ofte et klingende navn. Så lad være med at sige, du drak den der ‘Sassy Bitch’ (Ja, det er en rigtig vin). Det har ingen betydning for den fagperson, du står og snakker med. Hvor er vinen fra, og hvilken drue er den lavet på? Var det en funky naturvin, eller var den mere sminket og poleret, som man siger om de mere kommercielle vine? Det er de vigtige spørgsmål.
Herfra kan du fortælle tjeneren, at du godt kunne tænke dig en vin, som minder om en, du har fået før. Med denne fremgangsmåde undgår du også det fænomen, man kalder “at drikke etiketten”. At drikke etiketten betyder, at man i stedet for at drikke vinen på sine egne præmisser (ved at smage og dufte), så danner man et indtryk ud fra de kolde fakta, der fremgår af vinflasken – og derfor også de konnotationer, der følger med.
For eksempel at champagne er luksuriøst, så derfor bør du kunne lide det. Eller at bourgogne (særligt fra den nordlige del ved navn Cote d’Or) er det, som de store drenge drikker. Måske synes du, at champagne er pissesurt, og bourgogne er noget tyndt pjask. Så skal du ikke drikke det, bare fordi det bliver anset som godt.
Og så bliver jeg lige nødt til at knytte en kommentar til den efterhånden mytiske “smagsprøve”. Vi kender det allesammen fra restauranten. I har bestilt en flaske vin, og tjeneren serverer en lille tår vin i den ene gæsts glas. Et underligt indforstået nik bliver givet, og vinen skænkes til bordets øvrige gæster. Det, der foregår er, at man verificerer, om vinen er fejlbehæftet. Har vinen prop, er den varmeskadet eller oxideret?
Det er ikke en reel smagsprøve, hvor man vurderer, om man kan lide vinen eller ej. Det forholder sig ikke nødvendigvis på samme måde på vinbarer (eller alle restauranter for den sags skyld).
Vinbarer har typisk mange vine på glas. Vinene er altså åbnet på forhånd, hvor personalet har tjekket den for fejl. Men du får stadig ofte serveret en lille tår først. Her er der tale om en reel smagsprøve. Og du må gerne smage på flere vine, selvfølgelig med næse for en vis anstændighed. Tænk på hvor mange smagsprøver, du ville tage i en chokoladeforretning.
Fjerde og sidste råd: Kom nu derud og brug tilbuddene
København er en fantastisk mad-by, og de våde varer følger i den grad også med.
Der findes ekstremt mange fagligt dygtige tjenere og sommerlierer derude på vinbarerne, og de er til for at hjælpe dig. De er der ikke for at grine af din udtale af Gewürztraminer eller Brut Nature ude i baglokalet efter service er overstået. Så vær nysgerrig og drop jargonen, blotlæg dit niveau, find dine reference-vine og brug personalet!
LÆS FLERE ARTIKLER AF ANTON HÉR
