Nøglehulsmærket, Fairtrade, E-numre, MSC, økologi, lokalt, klimaneutralt, delfinsikkert… Certificeringslisten er uendelig og holdninger til den bæredygtige vej at gå i supermarkedet vil ingen ende tage.
I København kan vi ikke dyrke alle vores egne afgrøder. Eller det kunne vi vel godt, men udvalget ville for mange blive temmelig begrænset og hver en kvadratmeters altan- og tagplads skulle udnyttes. Jeg selv ville for eksempel udelukkende leve af karse i vindueskarmen og halvdøde tomatplanter i de første måneder. Det ville klart være den mest bæredygtige vej at gå, men det er tæt på et ligeså urealistisk forslag, som at sige vi alle skulle bo i jordhuler. Så lad os bare fortsætte med at gå i Netto, Føtex, Irma og alle de andre gode indkøbsvenner nede af gaden. Vi kan jo bare købe de mest bæredygtige varer dernede og holde samvittigheden ren på den måde. Det er dog heller ikke altid så nemt endda. Følg med på en ganske almindelig indkøbstur og oplev den etiske forbrugers daglige drama.
// Illustration: Lynn Phan Asmussen
Et supermarked er lidt som en labyrint og i det første hjørne møder vi altid grøntsagerne. Her står det uløselige dilemma gang på gang mellem økologisk og lokalt. Nogle kloge hoveder sværger til at økologi er vigtigst, mens andre altid vil prædike om kortest mulig transport, og ja, i virkeligheden skulle jeg jo bare købe de økologiske, danske tomater der koster 22kr for 200g, men det kommer jo bare ikke til at ske hver gang. Allerhelst skulle jeg slet ikke købe tomater, for tomater er jo nogen CO2-slugende sataner at producere. Så det satte check ved labyrintens første dårlige samvittighed, for tomaterne røg i kurven. De var hollandske. Det er da ret tæt på Danmark.
Færden igennem labyrinten fortsætter, og ved næste hjørne tårner konservesvæggen sig op. På SU er tun, makrel i tomat og torskerogn akkompagneret af mayo og eller remo mine kære venner og sammen, kan vi besejre hele verden. Hurtigt spotter jeg tun på tilbud og den er endda både øko og delfinsikker, men hvordan er det nu at det der sidste vigtige mærke ser ud? Det jeg engang hørte var det allervigtigste, fordi det sikrer bæredygtigt fiskeri uden rovdrift. Jeg vender og drejer tunen i alt for lang tid og hiver opgivende en anden dåse ned fra hylden. MSC står der på den. Det var jo det mærket hed. Men hvad gør jeg så nu med økotunen, der var et godt tilbud, men ikke havde MSC? Er de andre certificeringer lige så gode? Hvad betyder MSC overhovedet? Tunen er blevet en større krise, end jeg kan overskue, så måske skal jeg slet ikke have tun alligevel. Fem minutter er spildt foran de dømmende dåser, og jeg slentrer videre i labyrinten.
Kaffe skulle jeg da også have, og jeg drejer om endnu et par hjørner, farer lidt mere vild i labyrinten og ender ved en mindre motorvejsudfletning af beslutninger. Der er kaffeposer overalt omkring mig. Nu er jeg træt af dårlig samvittighed så jeg parkerer min viden om, at jeg slet ikke burde drikke kaffe og stiller falkeblikket ind på prisskiltene. Discountkaffen, økoversionen af discountkaffen, den kaffe jeg tror smager godt, mormorkaffen i den røde pose, den fancy kaffe, den fancy økokaffe, alle stempelposerne og de hele bønner (dem skal jeg ikke komme til at købe til min filtermaskine), den kaffe jeg købte engang og slet ikke kunne lide (hvad var det nu for en?). Min hjerne koger over, og jeg er ved at give op igen. Hvorfor fanden skal det også være så åndssvagt svært at handle ind? Febrilsk griber jeg ud efter en pose, som har et eller andet certifikat og en eller anden pris, og jeg flygter om de næste fire hjørner til jeg endelig ser kasserne, der leder ud til friheden. Langt fra tårnhøje hylder med alt for mange valg, hvor alle valg er forkerte.
“Egentlig vil jeg bare gerne kunne købe min mad uden at oversvømmes af skyldfølelse”
Der må da være en lettere måde at købe det rette uden at kaste skyld og dårlig samvittighed med i kurven sammen med hver eneste vare? Der findes masser af gode initiativer i København for at forsøge at skabe mere bæredygtige supermarkeder. WeFood bekæmper madspild og LøsMarket bekæmper unødig emballage, men i det daglige liv gør flere alternativer næsten bare labyrinten og forvirringen større for mig som etisk forbruger. Egentlig vil jeg bare gerne kunne købe min mad uden at oversvømmes af skyldfølelse, så næste gang jeg næsten flygter ud af et supermarked, fordi jeg kun kan købe forkerte ting derinde, vil jeg prøve en mere positiv tankegang. Jeg kan jo i det mindste værdsætte at jeg er bevidst om problemet og så acceptere, at jeg kun kan være så etisk korrekt som mine omgivelser tillader. Det er jo fuldkommen uholdbart at slå sig selv i hovedet over ikke at kunne finde vej i en labyrint af varer, der faktisk er komplet umulig at navigere i.
Skriv en kommentar
Læs også:
Tilbage på menuen: Carl Nielsen smørrebrød
OPDAG YDRE KØBENHAVN: ØRESTAD
FOLKENE BAG ØSTERGRO ÅBNER ØENS HAVE – NORDENS STØRSTE BYLANDBRUG
Du har misforstået cider, og du burde blive klogere
FRA ØKONOMISTUDERENDE TIL MADMENNESKE – EN IVÆRKSÆTTERS HISTORIE
Fire gode råd til dig, der er nervøs for at gå på vinbar
Sigrid Duekilde
Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.