En anekdote: Klejnen på godt og ondt

Mad

Klejnesporer, klejnevridning og klejnekogning. At mestre kunsten at lave den helt rigtige klejne kræver mange finurlige færdigheder, der faktisk kun er anvendelige i juletiden. Alle familier har en klejnemester og for en familie på Amager er mors klejner en helt uundværlig, men dog lettere ambivalent del af julen.

//Tegning af Freja Marie R K

//Tegning af Freja Marie R K

 

I et villakvarter på Amager spreder duften af alskens julelækkerier sig fra huset på hjørnet. Det er sidste søndag inden juleaften, og store bagedag er i fuld gang i det lille hjem med den ene jule-CD efter den anden på anlægget og kamp om ovnpladsen. Hele husstanden bager, og der skal både jødekager, finskbrød, brunkager og et par nye alternative opskrifter til hvert eneste år. Et par timer inde i bagemanien gør mor sin entre i køkkenet og rydder bordet for marcipan, kanel og mandler, for nu er det tid til hendes helligste julebag, og det kræver sin plads. På spisebordet udruller hun en enorm kagedej og efter en rum tids skramlen, kommer klejnesporen frem fra skuffens dyb og skærer dejen i de karakteristiske små diamanter med hul i midten. Nu kommer den svære del, som jeg altid forsøger at hjælpe til med, men endnu ikke sådan rigtig mestrer. Klejnerne skal vrides. De skal vrides helt rundt. De skal vrides, til de slet ikke kan vrides længere og danner en fin krølle på halen.

Til sidst mangler kun kogningen. Mor holder hårdt på at klejner skal koges i palmin ligegyldig hvor mange hentydninger hun får om, at andre typer fedtstof kunne gøre gode ting for den lille klejne. Palmin dufter ikke fantastisk når det smeltes og koges, så når først duften af palminkogte klejner har spredt sig og elimineret den ellers så liflige duft af julekrydrede småkager, er bagedagen ligesom slut. Hele køkkenet er indtaget med bageplader med færdigvredne klejner, æggebakker med færdigkogte klejner og en tung os af palmindampe. Jeg fordufter så småt sammen med resten af familien, og vi lader mor koge sine klejner i fred og efterfølgende lufte ud med alle vinduer på vid gab.

 

Nu skal det ikke lyde som om, den lille familie på Amager ikke nyder klejnerne og det store arbejde, der ligger bag, men visse dele af processen er et onde, som mor får lov at stå med alene. Et par dage senere til juleaften kommer klejnerne på bordet, og vi spiser dem med stor glæde og spænding, for hvert år bliver klejnerne forskellige. Mor har nemlig ikke nogen universalopskrift, som hun sværger til. Det har La Glace til gengæld, og i år har jeg prøvet noget nyt. Jeg har spist klejner, der hverken er bagt af mor eller bedstemor, og jeg håber ikke, familien vil finde det blasfemisk overfor vores højhellige juletraditioner.

La Glace har en opskrift på klejner, der går helt tilbage til 1873 og aldrig er forandret. Dengang for 143 år siden fandt de nok den bedste klejneopskrift, og hvorfor skulle man også ændre på noget, der fungerer? Forventningens glæde er stor, da jeg pakker mine kager ud, som både er indpakket i stofpose, cellofan og rødt bånd. Det er julet, traditionelt og hyggeligt. Klejnerne dufter skønt af vanilje og kardemomme, og det lover godt, for disse dufte er ikke at finde i mors klejner. Ved første bid skuffes jeg nu alligevel lidt. Den er lidt tør, og alle de dejlige dufte følger ikke med i smagen. Den smager af en klejne, jovist, men den smager ikke af en bedre klejne end min mors, og faktisk er den noget mere smuldrende og ikke så sprød som barndommens klejner. Jeg byder også rundt til familien, for måske er jeg helt forkert på den, men deres ansigter afslører samme let overraskede følelse, som jeg sidder med. De smager ikke lige så godt som mors. Det er lidt ironisk, for vi plejer faktisk ikke at have det bedste forhold til mors klejner, når først juleaften er forbi.  Klejneproduktion er ret omfattende, og tre proppede kagedåser med klejner betyder, at vi spiser dem langt ind i januar. Til sidst er vi næsten ved at brække os over alle de klejner, og når december nærmer sig året efter, er det ikke just klejnerne, der vækker glæde. Ikke før de er kogt, og den helt rette julestemningen har sænket sig på juleaften. Da smager første bid af mors klejner fantastisk igen.

 

At sidde her med en klejne fra selveste La Glace og pludselig glæde sig til den velkendte barndomssmag af klejner er for det første en enorm cadeau til mor, men det er måske også et bevis på det vigtigste ved juletraditioner. De er altid de samme, og de skal altid være de samme. Derfor skal mor heller ikke udskifte palminen med andre fedtstoffer, selvom klejnerne måske bliver bedre. For vores barndoms klejner koges nu engang i palmin, og sådan skal klejnerne smage til jul. La Glace laver utvivlsomt bedre klejner end mor, men i mundene på familien fra Amager, er det kun mors klejner juleaften, der kan bringe den rette julefølelse frem.

 

I sidste uge skrev Erik om juleøllens kvaliteter, og i næste uge kan du følge med, når Maria jagter pebernødder og undersøger om der er mere ved den lillebitte kage end Karen Wolff i store mængder.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.