17. MAJ: VINKel#4 // Festivalisering

VINKel#4 // Festivalisering er VINK LIVE’s fjerde event i talkkonceptrækken VINKel, der er udviklet i samarbejde med KulturKBH. Aftenens talk sætter fokus på den spirende tendens til, at enkeltstående konceptualiseres, udbygges og indfanges under fænomenet festivalisering.

 

I de seneste år har København, uanset årstid, været prydet af kulturelle begivenheder og diverse festivaler. I stigende grad flytter vi kunst og kultur ud i de københavnske gader til ære for et bredt udvalg af gæster. I denne seneste udgave af VINKel stiller vi skarpt på den stigende tendens til at skabe festivaler omkring kultur. Til aftenens talk om festivalisering har vi indbudt Carpark Festival, StageLAB Shortplay Festival og 48TIMER festival.

 

Carpark Festival er en forening, der har eksisteret siden 2014. Carpark Festival er bygget op omkring en vision om, at kultur skal bringe mennesker tættere sammen. Derfor skaber de rammerne for “Hovedstadsområdets hyggeligste festival” for dem, der ønsker at udforske den danske musik-undergrund.

 

StageLAB Shortplay Festival er en festival om ny dansk dramatik. Shortplay Festivalen arrangeres af StageLAB, der har til huse i TeaterHUSET i hjertet af København. Festivalen hylder den uafhængige scenekunst, der repræsenteres af original og ambitiøs scenekunst.

 

48TIMER festival hylder kærligheden til Nørrebro gennem nye ideér, alsidighed og kreativitet. Det er et oplevelses-maraton, der indbyder festivalens gæster til det inspirerende, sprudlende og unikke lokale kulturliv på Nørrebro.

 

 

Vi uddeler et såkaldt “festival-kit” til de først ankomne bestående af en halvlunken øl (i bedste festivalstil), en lækker snack og VINKs helt egen festivalguide. Guiden er en fællesproduktion med bidrag fra samtlige af VINKs redaktioner, og guider dig til spirende, kulturelle festivaloplevelser i København.

Vi glæder os til at se dig!

 

 

// HVAD ER VINKel? //

VINKel sætter relevante kulturelle tematikker på dagsordenen gennem samtale og erfaringsudveksling. VINKel arrangeres af det digitale kulturmagasin og kulturfællesskab VINKkbh, som brænder for de spirende og skæve kulturinitiativer i København, der baner vej for og med kulturskabere, -interesserede og -foreninger.

 

VINKel er skabt i samarbejde med KulturKBH, en folkeoplysende forening, der bringer københavnske kulturforeninger sammen, og som er finansieret af Københavns Kommune.

 

VINKel er ikke et færdigudviklet koncept. Derfor hører vi meget gerne fra dig med ris og ros eller idéer til emner, der skal diskuteres – skriv til os på vinkel@vinkkbh.dk.

Skriv en kommentar

kommentarer