Anbefalinger: 2020 bliver nok ikke ligefrem husket som året, hvor muligheden for de helt store rejseoplevelser var uendelige. Heldigvis er der god trøst at hente i den litterære verden, hvor landegrænserne kan krydses på et splitsekund uden paskontrol, tung bagage eller lange køer på motorvejen. Litteraturredaktionen har samlet de bedste bud på sådan en tur – en litterær rejseguide – om du så har lyst til at udforske Danmark, det store udland eller verden i dig selv!

Tag på litterær rejse i Danmark
Nu hvor udlandet har mere eller mindre lukket, har du måske alligevel ikke lyst til at fodre din udlængsel ved at læse om fjerne kyster og pulserende storbyer. Heldigvis er der masser af danske forfattere, der kan tage dig med på rejse ud i de danske landskaber og -byer. Hvem ved, måske bliver du inspireret til at dyrke det danske land lidt mere?
Kom med til Langeland med Merete Pryds Helle: Folkets skønhed
Min familie har sommerhus på Langeland, så dette er en dobbeltanbefaling: læs bogen, besøg øen! Folkets skønhed er en slægtsroman, der beskriver det hårde liv på Langeland i 1930’erne. Man følger Marie fra hendes fattige barndomshjem, hvor vold og pligter udgør dagligdagen, indtil hun flytter fra øen til København og lever sit voksenliv. Langeland, forstår man, var et sted, man gerne ville væk fra, men i 2020 kan man sagtens lægge vejen forbi øen.
Her er vand, sand, strand og marker. Der er er en øhavssti, som gør det muligt at vandre øen rundt, og der er fortidslevn at opleve! Vandet og sandet optræder også i bogen, for havet gemmer på hemmeligheder, der skyller på land. Også slægtens historie gemmer på hemmeligheder, for vold og pligter udføres med samme omhu i barndomshjemmet. Og selvom hovedpersonen starter et nyt liv i storbyen, kan hun ikke slippe fri af sin historie.
Dyk ned i Jylland med Johannes V. Jensen: Himmerlandshistorier
Den her kan vi læse i fællesskab, for selvom jeg måske burde, har jeg ikke andet end snuset til Jensens Himmerlandshistorier. Jeg er dog stadig ung. Johannes V. er en af Danmarks største forfattere, som beskrev både modernitet og historie i løbet af sit forfatterskab, og begge dele har også sin plads i denne samling fortællinger. I hans samling Himmerlandshistorier sammenblander han myter, skrøner og personlige fortællinger fra egnen, han voksede op i. Himmerland betegner området omkring Mariager Fjord til Ålborg, men mange af de stednavne, han bruger, er opdigtede. Jysk geografi er ikke noget, man lærer i skolen længere, så selv hvis de var sande, ville vi københavnere ikke vide det.
– Sidsel Finderup

Tag på litterær rejse i udlandet
Selvom det er blevet svært at forlade Danmark den her sommerferie, betyder det ikke, at du ikke har mulighed for at opleve nye lande. Gennem litteraturen kan du læse dig frem til fjerne egne og få den dosis kulturchok, som mange af os længes efter. Med gode internationale bøger kan du krydse landegrænser og udvide horisonter uden at forlade din lejlighed.
Mærk USA’s New York med Ottessa Mohsfeghs Mit år med ro og hvile
Det er først for nyligt, at jeg blev bekendt med iransk-amerikanske Ottessa Moshfeghs forfatterskab, men med Moshfeghs skarpe humor og fejlbarlige karakterer er det et bekendtskab, som jeg allerede nyder godt af. I Mit år med ro og hvile møder vi en ung og privilegeret pige i New York i begyndelsen af 00’erne. Efter sine forældres død tilbringer hun dagene i sin dyre og stilrigtige lejlighed og arbejder i et kunstgalleri, som hun finder overfladisk og uinteressant. Hun føler sig tabt i sin tilværelse, der er kold og utilfredsstillende.
Derfor vælger hun at melde sig ud af verden i et år, hvor hun i stedet vil ”gå i hi” i sin lejlighed, se forudsigelige B-film på VHS og undgå alle former for stimuli, i håbet om at hun efter det år vil vågne op som et bedre og lykkeligere menneske. Det er en morsom men også rørende fortælling om at lade sig synke ned i sorg og ensomhed i en kultur, der fremstår følelseskold. Bogen skal især læses for de uhyrlige beskrivelser af psykologen, der ikke har synderligt imod at foreskrive enorme mængder sovepiller, og veninden Reva, der er fanget mellem jalousi og kærlighed til sin veninde.
Oplev Sydkorea med Han Kangs Vegetaren
Han Kangs Vegetaren er en af de bøger, der tager så hårdt fat i dig, at du ikke kan komme ud af dens greb, og du kan stadig mærke dens tag om dig lang tid efter, at den sidste side er læst. Vi følger kvinden Yeong-hye, der igennem bogen bliver beskrevet fra tre forskellige perspektiver: sin mands, sin svogers og sin søsters.
I begyndelsen beskrives Yeong-hye som behageligt normal og forudsigelig – med undtagelse af det faktum at hun aldrig har bh på – men da hun vælger at blive vegetar, skaber det afgørende rystelser gennem hendes ægteskab og familieliv. Mens hendes nærmeste ikke kan blive afklaret med Yeong-hye beslutning, bliver hun mere og mere sikker i sit valg om at leve sit liv anderledes, og gennem andres øjne ser vi hende udfolde sig. Yeong-hye vil leve et liv uden nogen former for vold, men det kan gå ud over hende selv i en verden, hvor afvigelser straffes og lydighed foretrækkes.
– Sara Rejaye Gryesten

Tag på litterær rejse i det indre
Når tempoet sættes ned og arbejdscomputeren får lov til at gå på sommerferie, bliver der plads til at se indad. Litteratur er i sig selv både fordybende og indbyder til ro, og de kloge siger, at vi får mere empati af at læse – hvilket aldrig kan være helt spildt, især i disse kaotiske tider. Glem verden et øjeblik og smut på en lille tur ind i refleksionerne!
På tur i livets tanker med Clarice Lispector: Água Viva
Den brasilianske forfatter skriver sig ind i en kompleks tankevirksomhed med det eksperimenterende hovedværk Água Viva. Det er ikke den traditionelle roman, man dykker ned i, når man sidder med bogen i hænderne, men et slags personligt prosadigt, hvor selv jeg-fortælleren ikke engang ved, hvad hun egentlig skriver om. For hun skriver sådan set om alt muligt. Som livet selv er de små uorganiserede brudstykker flydende og dog utroligt gribende. Jeg får virkelig fornemmelsen af, at mit indre har en samtale med de abstrakte tanker, hvis smukke, sanselige sætninger snor sig rundt og skifter retning i ny og næ. Den utraditionelle form byder på en langsom og fordybende læsning, hvor man ikke blot skal forstå det, men være det; føle det.
Lad dit hjertes længsler flyve med Michael Strunges Popsange – en moderne kærlighedsaffære
Digtsamlingen Popsange fra 1983 hensætter mig straks i en fornemmelse af uløselig sommerkærlighed i storbyens pulserende rus. Det er den utæmmede forelskelse som den kære Strunge ser sig selv siddende fast i, hvori den unge digters udkårne langsomt, men sikkert, sender ham ud i hjertesorg og længsel. “Vort forhold er incognito / ingen må se os sammen / som det vi er, / siger du, skamløs/fuld”. Hvis man skal kaste sig over digte (ulykkeligt forelsket eller ej) er denne lille samling et godt sted at starte, om man er en ferm poesilæser eller blot ønsker lidt inspiration til måske at sætte ord på de følelser, man nærmest uundgåeligt bliver mødt med i sommervarmen. Og nu hvor tiden er til det, så er det oplagt at gøre sig bekendt med en af landets største digtere, hvis du ikke allerede er det!
– Idaemilia Nørgaard
Dette var en litterær rejseguide – god sommer!