I den nye roman fra Trine Lykke Loughran I det mørkeste, der findes (Byens Forlag, 2021) er smerten dyb og kropslig. Smerten ved at miste et barn. Smerten ved at miste sin elskede. Men under overfladen ulmer vreden.
Simon og Rebecca har mistet deres barn. Efter endnu en lang og sej fertilitetsbehandling, har de nu igen skullet sige farvel til et foster, der kun nåede at være muligheden om et barn. Simon har fjorten ugers sorgorlov, og Rebecca har barsel, så for at få virkeligheden på afstand vælger de at tage til deres venners ferielejlighed i Gran Canaria. Men smerten er kropslig for Rebecca. Tabet indskriver sig på hendes krop, både i form af arret efter kejsersnittet og de blå mærker efter hormonbehandlinger. Når hun taler med andre, har hun svært ved at sætte ord på det. Oplevelsen kan ikke rummes i sproget. Smerten ved at miste et barn er ren desperation.
Den upålidelige
En morgen går Simon ud af døren for at tage ned på det lokale marked. Han vender ikke tilbage. Han forsvinder ud i den blå luft. Herefter følger vi Rebeccas søgen efter Simon minut for minut. Det tikkende ur afbrydes af minderne. Minder om en forelskelse, der føltes som ”der hvor lyset vikler sig ind i mørket”. Minder om et ønske om et barn, der blev til en besættelse. Minder om en uro. Tvivlen satte sig i parforholdet. For kan han elske hende, hvis hun ikke kan give ham et barn? Rebecca er bange for, at han er utro, at han vil forlade hende. Har han allerede forladt hende? Rebecca er opslugt af sorg efter tabet af barnet og mister grebet om virkeligheden. Graver i barnets grav om natten og vågner alene op på stranden. Kan vi stole på hendes virkelighedsopfattelse? Simon forsikrer hende om, at hendes usikkerhed er ubegrundet – at det er noget hun finder på. Men alligevel, der er noget i Simons ordvalg, der skurrer, der virker manipulerende.
At leve med smerten
Det var Simon, der ønskede, at de tog afsted til Gran Canaria. Vi får at vide at: ”Det er sådan, han overlever. I bevægelse.”. Rebecca derimod bliver i romanen forbundet med stilstand. Det er hendes ønske at få barnet, at: ”stifte familie”. Rebecca og Simon bliver herigennem hinandens modsætninger. Han er bevægelse, hun er stilstand. Dette gør sig også gældende i måden, hvorpå de forholder sig til deres smerte. De bærer begge på traumer fra barndommen. Rebecca fra en utilregnelig mor, Simon fra en kontrollerende far. Rebecca forholder sig til sit traume. Hun snakker om det og reflekterer over, hvordan det har påvirket hende og stadig påvirker hende. Simon derimod undertrykker sine oplevelser, han er på evig flugt – og vil derfor aldrig komme nogen vegne. På trods af at Rebecca forbindes med stilstand og Simon med bevægelse, er det Rebecca, der er i stand til at bevæge sig ud af traumet. Ved at blive i ubehaget er hun i stand til at bevæge sig videre.
I det mørkeste, der findes giver en smerteligt nuanceret fornemmelse for den kropslighed, der følger med tabet af et barn. Romanen står stærkest i sine refleksioner over, hvordan vi bedst lærer at leve med smerte.
LÆS FLERE ARTIKLER AF KIRA HÉR
