MOR! Moder, moderskab, at mødre i kunsten og den nye litteratur

Hvad vil det sige at være mor? Når vi træder ind eller ud af moderskabet, træder vi også ind i de forventninger, vi selv og samfundet omkring os har til moderskabet. Både den nye udstilling ”MOR! – Livets begyndelse” på Louisiana samt ny, nordisk litteratur sætter fokus på emnet.

På mors dag fejrer vi vores mødre, eller vi bliver fejret, hvis vi selv er mødre. Moderen som figur er blevet belyst utallige gange, på utallige måder, på tværs af tid og medier. Hvilken af disse mødre ønsker man at være? Ofte bliver selve det at være kvinde forbundet med moderskabet. Man forventer, at kvinder får børn. Hvad, hvis man ikke kan få børn? Hvad, hvis man ikke har lyst til at få børn? En række nye, litterære værker sætter fokus på disse spørgsmål.

For nyligt åbnede Louisianas udstilling: ”MOR! – Livets begyndelse”, der i seks nedslag undersøger forskellige aspekter af moderskabet. På udstillingen får man et indblik i det væld af fortællinger, som skaber vores forståelse af moderen. Udstillingen er tværmediel og beskæftiger sig med både religion, kulturhistorie, billedkunst, litteratur, film, medicinhistorie og design. Kunsten indeholder idealer for moderskab, vi hverken kan eller vil leve op til, men giver også en mulighed for at spejle os i mennesker, der har haft lignende erfaringer. Eller mulighed for at forstå dem, der har haft andre erfaringer end vores egne. 

• 

• 

At blive mor var at miste drømmen om en mand

De sidste par år har flere danske forfattere skrevet om moderskabet. I flæng kan nævnes: Cecilie Linds Mit barn fra 2019, Dy Plambecks Til min søster fra 2019, Maja Lucas’ Mor. En historie om blodet fra 2016. Blot dét at skrive om moderskab er delvist kontroversielt, da det er en erfaring, der op igennem historien er blevet set som irrelevant. De nye værker behandler særligt de skamfulde eller tabuiserede følelser, som moderskabet også kan indeholde.

Disse skyggesider bliver også blotlagt i Olga Ravns seneste roman Mit arbejde, hvor hun skriver om ”kvinders lønløse arbejde”. Da karakteren Anna efter en hård fødsel ikke omgående rammes af en overvældende lykke, føler hun sig forkert. Hun har set på film, at moderens kærlighed er ufortøvet og uden forbehold. En anden forestilling, der må dø, er, at Anna og hendes kæreste Aksel i forældreskabet kan være ligestillede. Selvom han påtager sig ansvar og engagerer sig, forstår han det ikke. Graviditet, fødsel og amning er udpræget kønnede oplevelser.

At blive mor er at dele sit liv med et andet menneske

Olga Ravn skriver i Mit arbejde om frygten for at miste sit barn: ”At føde et barn er også at føde et kommende lig”. At skabe liv er også at skabe død. For de fleste mødre bliver det ved frygten, da børn oftest lever længere end deres forældre. I Naja Marie Aidts kærlighedserklæring til sin søn Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog bliver denne frygt virkelig. Hun beskriver, hvordan hun nu bærer ham med sig. Sorgen slutter ikke. Kærligheden slutter ikke. Naja Marie Aidt vender sig i sorgen mod litteraturen, ikke for at hele, men for at forstå. Hun ser ”fællesskabet som eneste mulighed”. Det er nødvendigt at dele oplevelsen med de nære relationer. Men det er også nødvendigt at give tilbage, og dette gør hun gennem skriften.

I Olga Ravns Mit arbejde er moderskabet for forfatteren Anna også en oplevelse af at miste skriften. En oplevelse af at blive den definitive muse, en kanal for sønnens skabelse af sig selv. Gennem romanen genfinder Anna langsomt skriften. Romanen italesætter det problematiske i ideen om, at ”man ofrer alt for kunsten”. Denne idé udelukker såvel moderen, som enhver, der ikke har økonomisk råderum til alene at beskæftige sig med kunsten. Dette har været, og er for mange, et valg, de er tvunget til at træffe. 

I ”Morens stemme”, et af de seks temaer i ”MOR! – Livets begyndelse”, undersøges forholdet mellem at være mor og kunstner. For billedkunstneren Meret Oppenheim var det ikke en mulighed at være begge dele. Hendes selvportræt fra 1931 afbilder hende med et barn, der har fået skåret halsen over. Det barn, hun valgte fra, fordi hun valgte kunsten og karrieren til. 

At blive mor er et valg, men ikke altid en mulighed

At vælge ikke at få børn er også et frivilligt valg, som ikke skal mistænkeliggøres. At få børn skal være et aktivt tilvalg, ikke bare noget, ”man gør”. Dette argumenterer Linn Strømsborg for i sin roman Aldrig, aldrig, aldrig. Romanen handler om en kvinde, der har valgt ikke at få børn. For hende er dette hverken en ny eller en dramatisk beslutning. Moderskab er ikke noget, hun ønsker i sit liv. Alligevel fremstår bogen som en forsvarstale, fordi alle omkring hende har travlt med at betvivle hendes beslutning.

I Stine Dige og Marie Ladefogeds digtsamling STIK ville jeg’et ønske, at hun ikke havde lyst til at få børn. At være ufrivilligt barnløs er noget helt andet end at være barnfri. Digtene beskæftiger sig med fertilitetsbehandlinger og drømmen om et barn. I digtene betvivler jeg’et sin kvindelighed. For hvad er en kvinde, hvis ikke en mor? 

I Amalie Langballes Forsvindingsnumre har karakteren Agnes også besluttet, at hun ikke skal have børn. Det er dog ikke noget, bogen opholder sig ved. I stedet handler den om, hvordan hun bearbejder eller ikke bearbejder tabet af sin mor. Fravalget af børn fylder ikke i bogen, fordi det ikke fylder i Agnes liv. For både Agnes og hovedkarakteren i Aldrig, aldrig, aldrig er det ikke dem selv, der synes det er magtpåliggende, hvorvidt de får børn. Det er alle menneskene omkring dem, der problematiserer, at en kvinde kunne ønske sig noget andet. 

Moderskabet, skabelsen af liv, er en almenmenneskelig erfaring på linje med døden. Det er derfor relevant for alle mennesker at forholde sig til. Dette betyder dog ikke, at alle mennesker behøver at vælge moderskabet til. Udstillingen ”MOR! – Livets begyndelse” kan ses på Louisiana indtil den 29. august 2021.

LÆS FLERE ARTIKLER AF KIRA HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer