To ting er væsentlige i forståelsen af Lars Skinnebach: For det første arbejder han efter en vision om, at litteraturen bør bidrage til samfundet, at kunsten bør beskæftige sig med klimakrisen. For det andet, at hans kunst er gennemgående utilgængelig. Men hvordan hænger disse to ting sammen? Hvordan kan kunsten indvirke på samfundet, hvis den samtidig er utilgængelig?
Forfatteren Lars Skinnebach
Lars Skinnebach udgav tidligere i år sin nye digtsamling Patriarken falder, en bog der ifølge forlagets beskrivelse handler om en livsform, der må orientere sig i en fremmed nåletrælsplantage.Men hvem er den 48-årige multikunstner egentlig? For flere er det et navn, der skaber genklang, men som mange ikke har læst eller beskæftiget sig med.
Skinnebach er uddannet fra forfatterskolen, udkommet på både store og små forlag, og har vundet flere litteraturpriser. Gennemgående for hans forfatterskab er en reflektionen over forholdet mellem menneske og natur, mellem kultur og natur, og ikke mindst italesættelsen af læseren som den passive misbruger af velfærdsstatens goder og som aktivt vidne til verdens kollaps.
Allerede tidligt i sit forfatterskab begynder Lars Skinnebach at beskæftige sig med det omkringliggende samfund. Han debuterede i 2000 med digtsamlingen Det mindste paradis; en digtsamling om hvordan familieidyllen slår sprækker, og hvordan tosomheden forstyrres af verden udenfor. I 2004 fik Skinnebach sit gennembrud i med digtsamlingen I morgen findes systemerne igen. Ligesom i sin debutdigtsamling arbejder Skinnebach med familieidyllen på den ene side og det omkringliggende samfundssystem på den anden, der både polariseres og spiller sammen, men her træder det utilgængelige i Skinnebachs poesi frem. Hurtigt bliver læseren, som italesættes på allerførste side, snurret rundt og kastet rundt i manegen – en fornemmelse, man møder flere steder i forfatterskabet.
Multikunstner og lydlig lyrik
Lars Skinnebach bruger ikke kun skrift, men også lyd, til at udtrykke sig som kunstner. For det første fletter de sig sammen; noget karakteristisk ved Skinnebach er hans måde at læse op på, der er blevet beskrevet som ”en ødelagt båndoptager”. For det andet er Skinnebach også både musiker og performancekunstner.
I samarbejde med forfatteren Theis Ørntoft stiftede Lars Skinnebach i 2010 bandet Klimakrisen. På bloggen klimakrisen.blogspot.com findes gruppens arbejde, der både består af tekst og billeder, men først og fremmest musik. De har blandt andet produceret den anbefalingsværdige sang ”Nulstilling af materien”, hvor der synges om hvordan vi ”eksporterer vores kriser til hinanden” og at ”kolonierne løber under min hud” – en fortælling, om hvordan vi mennesker og vores handlinger er forbudne og fastlåste.
I dag er Skinnebach en del af den politiske performancegruppe Bananskolen, tidligere og i andre sammenhænge kaldet Goodiepal & Pals (GP&PLS). Deres lyd – det er langt bredere end hvad kategorien ’musik’ kan indfange – kan findes på Spotify, blandt andet lydstykket ”Trut, trut trompeten kommer”, der karakteriseres som en poetisk podcast. I beskrivelsen beskrives det som ”en opsummering af Bananskolens rejse til Holland”, men man bliver snydt, hvis man tror at opsummering er det samme som tydeliggørelse. I dette tilfælde er det nok det omvendte, for her får vi blot præsenteret brudstykker fra Patriarken falder overhældt med båthånd, elektronisk støj og kaos.
Kunsten skal beskæftige sig med klimakrisen
Generelt for Lars Skinnebachs virke som kunster er arbejdet med klimakrisen og dets konsekvenser. Mange har hørt sætningen ”Kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med”. Ordlyden optræder både på Klimakrisens blog og på bagsiden af Skinnebachs værk Øvelser og rituelle tekster; en bog som man i første omgang kun fik lov til at købe, hvis man underskrev en kontrakt om at begrænse sit forbrug.
I sin kunst italesætter Skinnebach klimakrisen som det største problem i vores tid, og hvordan det er filtret ind i alt lige fra oliepriser og bankbestyrelser, til vores sprog, bevidstheder og kærlighedsliv. Skinnebach skriver ud fra antagelsen om, at naturen allerede er død; om hvordan tidsfristerne er overskredet, og vi nu befinder os i en akuttilstand. Han arbejder med spørgsmålet, om hvad vi stiller op, når vi befinder os i enden på verden, og hvordan vi bearbejder sorgen over det, vi har mistet. Skinnebach er kronet som faderen til den danske økopoesi, fordi han gentænker og arbejder med forholdet mellem mennesket og naturen, mellem kriser og konsekvenser. Skinnebach har været en inspiration for yngre digtere til at forholde sig til verdens vilkår, og klimakrisen er det altomfattende vilkår.
Verdenen og kunsten som utilnærmelig
For at vende tilbage til spørgsmålet om utilgængelighed; hvis man vil noget med sin kunst, er det så nødvendigt, at den er tilgængelig? På den ene side er dele af Lars Skinnebachs kunst fysisk tilgængelig gennem biblioteker og internettet. På den anden side kan hans kunst fremstå utilgængelig og uhåndgribeligt i sit indhold.
Måske er denne utilgængelighed en tydeliggørelse af, at verden, som vi kender den i dag, er blevet infiltreret i klimakrisen og dens konsekvenser. Vi kan ikke længere se verden og samfundet som simpelt, men må i stedet se det som værende i opløsning og på vej mod katastrofen. Alting er filtret ind i hinanden, ligesom Lars Skinnebachs lydlige og skriftlige kunst er det.
