Københavnerdigter #2: ”vi lever fordi vi er stærkere end det.”

Sommeren er allerede godt i gang med Aperol, kølige dyk i havnen og varme, døsige nætter med åbne vinduer. Men hvem er det, som går rundt her i København og tager sig af ordene, imens vi andre boltrer os? Vi har kradset lidt i overfladen af digtermiljøet, fundet funklende guld og giver nu poesien plads til at indtræde i feriestemningens eufori. Så tag med ud i byen, dyk ned i ungdommen, psyken og hjertet med Københavnerdigter #2, Oscar Frantzen Storm.

Oscar Frantzen Storm er 28 år og bor på Amagerbro, men hans liv har altid været præget af en rodløshed, som viser sig i hans digte. ”Når jeg ser tilbage på de år, jeg har skrevet, så handler det meget om at komme videre,” fortæller Oscar, og i digtene kan man også finde et konstant forsøg på at bevæge sig frem, mens man holdes fast i klaustrofobiske scener og miljøer. Der er en fandenivoldskhed, som går igen, men det følges altid med en sårbarhed og et lille håb. For Oscar er det at skrive en måde at forarbejde indtryk og opnå en klarhed over sit liv. Det er derfor et form for personligt projekt. Når han skriver, føler han, at brikkerne falder på plads, og som læser bliver man mødt med en utrolig personlig skrivestil, som alligevel indfanger nogle almene følelser af frustration og omsorg. Det er det indre liv, der får lov til at komme ud i verden og vise sig selv frem med al sin styrke og humor, og som læser kommer man med på en følelsesmæssig rutsjetur, hvor man må give sig hen til digtenes vilde natur.

Vi når det nok min ven
modgang siden barnsben, vi har set nok lort for en livstid
kom, nu viser vi kraftedme dem alle
helt uden pis, vi skal videre
aldrig nok røg, aldrig nok baner
nu er det nok, vi er ikke jeres fucking tabere
vi skaber os selv, ingen gør det for os
tjek jeres privilegie, vi var bagud fra starten af
ikke indigneret, bare rastløs
vi venter ikke, vi spæner efter fremtiden
et liv med mening, en familie at passe på
det er svært at blive et menneske med substans
det er svært at blive den man er, men vi kæmper for det, sammen slår vi igen
jeg siger det til dig, vi når det nok min ven

Som fugle på træk
på loftsværelset forsvandt mit sind over horisonten
som fugle på træk
himlen blev syg som Skriget
udflydende og illusorisk
truende, som kun det indre kan være
håbløse Vanløse, herlige Herlev
mod afdelinger, og kvinden i det liv
kun kaos, misbrug, og afsind, fulgte i min bane
som halen efter en syg komet
vi var alene med hinanden
år efter år, blev løfter bare til ord
vi fik mere ondt i livet, end livet kunne holde til
det rammer mig stadigvæk, som en smertelig reminiscens
kraftige jag, uden forbindelse til noget som helst
intet bolværk er stærkt nok
men jeg vil have fred
det kommer nok, når fuglene vender hjem
hvem ved, en dag kan jeg måske huske dig når jeg vil
hukommelsens veje er uransagelige

VI ER STÆRKERE END DET
små prikker glimter forbi
pust i nakken
klare minder fra halvglemte drømme
tilbagevendt
men aldrig den samme
årene sidder i dig
dem bærer du på, til du ikke kan bære mere
psykiatriske afdelinger
den sødlige lugt af psykofarmaka
velmenende personale
de andre derinde
oceaner af splintrede drømme
forældrebesøg
bekymringen i deres øjne
skrig og alarmer
hastige skridt ude på gangen
men også lysglimt
tilsynelandende fortabte der fik det bedre
unge hvis lys skinnede så stærkt, at selv sorte huller måtte funkle
den lange seje kamp for bedring
sejrer der vidner om umådelig styrke
manden der tog mine ord til sig
krammene man ikke vil glemme
smukke hjerter i slidte kroppe
historierne de kunne fortælle
om hårde liv i modgang
fortalt med humor og bravour
vi bærer en uforståelig verden på vores skuldre
en byrde man ikke ønsker for nogen
men se hvor vi klarer os
vi lever fordi vi er stærke i mod
selv når det svigter os
vi lever fordi vi er stærke i håb
selv når det svigter os
vi lever fordi vi er os selv
lige meget hvad sygdomme gør ved os
vi lever fordi vi er stærkere end det.