Fra deres honningmund – Nyoversættelser af Sapfo og Enheduana

Nyoversættelser genaktualiserer tidlige kvindelige forfattere. Hvidovre Hovedbibliotek har i marts afholdt onlineforedrag om to nyoversættelser: Dronning over verdens magter og Jeg er grønnere end græs. Begge værker er skrevet af kvinder i en fjern fortid, vi langt oftere forbinder med mastodonter som Homer og Vergil. Hvorfor kommer disse oversættelser nu? Og hvorfor skal vi læse dem?

Enheduana levede omkring år 2.300 f.v.t. Hun var ypperstepræstinde i byen Ur i det område, vi i dag kender som Irak. Hun er den første navngivne forfatter, vi kender til, men på trods af dette har hun aldrig før været oversat til dansk og er heller ikke en del af gængs litteraturhistorie. I november 2020 udgav forlaget Uro langdigtet Dronning over verdens magter – den første danske oversættelse af hendes digte. En kvindelig oldtidsdigter, flere måske kender til, er Sapfo, der levede og skrev omkring år 600 f.v.t. I november sidste år kom der også hele to nye oversættelser af hende; Jeg er grønnere end græs – fragmenter på forlaget Klim og Roser fra Piería. Samlede fragmenter på Forlaget Wunderbuch.

//Illustration: Jeg er grønnere end græs, sødtflydende, Mille Søndergaard

Lad alle vide – nogen vil huske os, også i en anden tid

Til Hvidovre Hovedbiblioteks onlineforedrag d. 24. marts omhandlende Jeg er grønnere end græs, blev oversætterne Mille Søndergaard og Signe Andersen spurgt: hvorfor lige nu? Hvorfor er der så stort et behov for Sapfo i 2021? Kunne et svar være, at vi lever i en virkelighed, hvor feministiske debatter og spørgsmål om repræsentation måske ikke i samme grad behøver at gemme sig i margenen? Oversætter Sophus Helle fortæller, hvordan man i feministiske kredse siden tresserne har læst Enheduana. Gennem oversættelse og anden formidling forsøges en genskrivning af litteraturhistorien for at bringe ikke-vestlige og særligt kvinder ind i vores forståelse af oldtiden. Det er interessant, at Enheduana, som nu bruges i feminismen som en figur i en magtkritik, i sin samtid var en del af den herskende klasse. Det er blot endnu et eksempel på, hvordan et værk kan blive til noget andet og mere igennem nyoversættelse. Det at oversætte kan nemlig fungere som en måde at genaktualisere værker. En måde at insistere på deres stadige relevans, men også en måde at skabe nye betydningslag.

//Illustration: Dronning over verdens magter, Johanne Helga Heiberg

Kunsten at oversætte

Dronning over verdens magter har oversætter Sophus Helle inddraget skabelsesprocessen af værket i selve værket. I slutningen af bogen indvier han os i sine overvejelser og fremlægger andre mulige oversættelser. Det er en oversættelse, der er klar over og gør opmærksom på, at den også er en fortolkning. Enheduanas Dronning over verdens magter er en hymne til Inana, der er gudinde for det kaotiske og det ukontrollerbare. Sophus Helle fortæller, at i modsætning til det meste litteratur, der beskriver verden, eller måske på et mere metaforisk plan ændrer på den, så er hymnernes projekt langt mere konkret. En velskrevet hymne kan forandre verden ved at påvirke guderne. Det er dette Enheduana forsøger i Dronning over verdens magter. Hun påkalder Inana, hylder hende og beder hende om hjælp: ”Ingen kan modstå dine frygtindgydende øjne” – hun er en gudinde, der er lige dele sensuel og skræmmende. Enheduana skriver voldsomt og storladent. Hun beskriver, at hun har mistet sin evne til at nå guderne gennem sit sprog, sin ”honningmund”. 

Sapfo beskriver også sin egen veltalenhed, hun kalder sig selv den ”honningstemmede”. Der er ikke mangel på floromvundne vendinger. Vi ser det allerede i titlen: Jeg er grønnere end græs. Dette udtryk bliver brugt i et fragment til at beskrive en elsket – det rummer både det ligblege og ungdommens grønne vår. Den ungdom, der spirer og blomstrer, men har døden indskrevet i sig. 

I Sapfos Jeg er grønnere end græs ledsages de oversatte digte med den oprindelige græske version. Inspireret af Anne Carsons oversættelse af Sapfo If not, Winter fra 2002 har oversætterne valgt at lade teksten stå sandfærdig frem, så læseren kan mærke tidens tand. Herigennem står tomrummene efter tabet til de hullede papyrusser klart frem. Tidligere oversættelser har forsøgt at gætte sig frem til, hvad der kunne have stået, men ved at lade pladserne stå tomme, synliggøres en anden måde, værket kan læses på. I stedet for at prøve at nå ind til litteraturen, som man forstod den i dens samtid, kan man acceptere umuligheden i dette. Værket bliver læst på et andet sprog, i en anden social sammenhæng, på alle måder i en verden vidt forskellig fra den, hvori det blev skabt. Måske skal vi lade oversættelsen være såvel et ekko fra fortiden, som noget nyt, noget andet end det, det var.

Skriv en kommentar

kommentarer