Antikvarboghandlen Boglageret Faust er et iltert projekt, der er klar til at ryste Københavns litterære miljø og skabe et samlingssted for ungdommen og den eksperimenterende litteratur. Men først må vi vente på, at pandemien er overstået. Indtil da er djævlen i limbo.

Danmarks yngste antikvarer
Har du prøvet at være på besøg i et kollektiv, hvor du ikke rigtigt kender beboerne, men du er alligevel blevet inviteret ind, og nu hygger du dig bare med at kigge i deres bogreol, mens du hører dem snakke og drikke kaffe? Sådan er det at besøge Boglageret Faust, hvor stemningen er så afslappet, at man nemt glemmer, at man teknisk set er i en butik. Her er bøger krammet sammen, og man smyger sig rundt mellem nyudgivne titler fra mikroforlag og støvede antologier af kanonforfattere. Butikken er lille, men præget af den indretning, som man finder i flere boliger på Nørrebro, hvor man ikke er sikker på, om stilen skyldes dovenskab, pengeproblemer eller coolness. Her er der ikke kælet for detaljen, men man mærker passionen i bogudvalget, de gamle møbler og plakaterne: “Hvis de rige vinder, vil de levende misunde de døde,” står der skrevet med versaler på et A4-ark, der er tapet fast til døren.
Boglageret Faust er skabt af Robert Morsing Thyssen, Anton Mørkholt og Anders Emil Gade Nielsen, som er dem, der hygger sig med kaffen, mens jeg kigger på bøger. De er alle tre i begyndelsen af tyverne, og de har derfor overtaget pladsen som Danmarks yngste antikvarer fra Benjamin Storr, som ejer Storrs Antikvariat.
Da de begyndte deres selverklærede boglager, fandtes der ikke en fysisk butik, og alt salg foregik over Facebook. Det var mildest talt ikke en succes, men drengene fortsatte deres mission, og Faust fandt senere sit hjem som boghandel/antikvariat på Blågårdsgade. Faust er stadig ikke en overskudsforretning, og boglageret styres af en stor og foranderlig gruppe frivillige. Det er også tydeligt for mig, når jeg går rundt, at butikken står og falder med de frivilliges overskud og passion – på godt og ondt. Butikken er klæbet til af politiske plakater, og man mærker, at man befinder sig midt i et projekt, der bliver skabt af et kor af stemmer. Når man kommer ind, kan man se ned i butikkens kælder, der ved første øjekast ser mørk og skummel ud, men som indeholder en lille hyggekrog med sofaer, lyskæder og stabler af bøger, hvor butikkens skrivekreds plejer at mødes. På sofabordet står der tomme ølflasker og kaffekopper. Det er uden tvivl work in progress, men det er også i det ufuldendte, at charmen ligger. Faust er ikke poleret, og det giver mig ikke en æstetisk nydelse at være her, men jeg hygger mig og morer mig med Fausts uhøjtidelighed – endelig en boghandel, hvor mine tømmermænd er velkomne!
“Der er ikke nogen stil, der er lagt, man behøver ikke passe ind, man får lov til at definere det selv,” siger Anton til mig, da jeg spørger drengene, hvad de selv tænker om stilen. De fortæller, at de gerne vil lave et rum for litteratur i København, hvor man kan droppe ind fra gaden og blive del af boghandlen, hvis man har lyst. Et rum, hvor man ikke skal kende nogen eller tale på en bestemt måde, og hvor man har mulighed for at bidrage uden at binde sig. Et rum, hvor man er velkommen, så længe man harmonerer med det generelle værdisæt, som hedder flad og lige tilgang til litteratur og læring. Den åbenhjertighed er blevet taget godt imod, og drengene fortæller, at de har frivillige, der i perioder er mere aktive end dem selv, og som også er enormt gode til at facilitere og arrangere. “Når man åbner op for det, og når man fortæller om den praksis, man gerne vil se i verden, så spiller folk videre. Så skabes det rum,” siger Robert.
Det litterære svar på Føtex
Som det meste andet her i virkeligheden, lærte jeg om Faust gennem Facebook. Udover min generelle interesse for nye litterære samlingssteder, blev jeg nysgerrig på Faust, fordi boglageret simpelthen er sjov at følge på de sociale medier. Her er der ikke skarpe stillbilleder af smukke udgivelser og latte-art. Derimod er hvert opslag en lang opsang, der virker lige så uigennemtænkt, som den er fandenivoldsk. Her bliver der både vendt kulturpolitiske holdninger, irritationer og dagligdag i butikken.
“De fleste litteratursteder og måder at fremføre litteratur på, er meget stille og rolige og polerede. Der er ikke så meget tjubang i det. Hvis vi skulle synes, det var sjovt, og vi også skulle prøve at lave noget, der ikke fandtes derude, skulle vi skrive lige ud af posen,” siger Anders, og Robert istemmer: “Der skal være liv i det. Der er liv i litteratur, og vi skal også vise det liv.”
Fausts tone er i hvert fald livlig, og den giver et frisk pust for dem, der er trætte af polerede ydrer. Men den kan også nemt komme til at træde nogen over tæerne. Det var for eksempel det, der skete i april, da Faust skrev et Facebook-opslag, som kommenterede lukningen af Arnold Busck ved at kalde kæden ”det litterære svar på Føtex” og foreslog, at man kunne bruge restlageret af Jussi Adler Olsen-bøger som toiletpapir eller til optænding. Her var der flere, som blev sure. Drengene griner, da de fortæller mig historien. “Det handler jo også lidt om at larme. Jeg tror ikke, at der var nogen af os, der var så kede af, at folk blev sure over det med Arnold Busck. For det første var der ikke særligt mange, der kunne hidse sig op over Arnold Busck, før de lukkede, og for det andet synes vi, det var lidt mærkeligt, at folk reagerede, som om litteraturen var ved at dø, fordi en kæde lukkede,” siger Anders. Jeg spørger dem, om de ikke er bange for at skræmme potentielle kunder væk. Anton svarer: “Det der med, at man er lidt fandenivoldsk i forhold til Arnold Busck og Bog & idé, gør, at der er flere unge, der synes, det er interessant at komme ind og se en butik, der er lidt ærlig.”
“Vi er ikke købmænd”
Ærligheden bliver vægtet højt hos Faust. Det gør sig gældende i en provokerende og sjov ærlighed i tonen: “Vi har taget vores hip hop-hat på og sagt ‘fuck the haters’,” siger Anders. Men det viser sig også i en ren og ærlig tro på litteraturen som tradition.
“Traditionen findes ikke i butikker, den findes i det, som folk læser, og det, som folk gør,” fortæller Robert. Det har derfor været vigtigt for drengene, at Faust ikke kun er en butik, men et værested, hvor vi kan være sammen om at dyrke og forme litteraturen. De beskriver selv stedet som et værksted, hvor der er plads til at prøve ting af, hvor man skal kunne fejle og komme ovenpå igen. Da de først åbnede, var det derfor også med planer om at arrangere billige og anderledes begivenheder, der ikke ville kunne finansieres andre steder. Der var drømme om at lege med digtoplæsning som performance og hjælpe nye forfattere med at finde fodfæste. “Vi er ikke købmænd. Vi er litteraturinteresserede. Vi synes ikke, det er særligt sjovt at sælge bøger. Vi synes, det er sjovt at beskæftige os aktivt med litteratur,” siger Anders. De fortæller mig, at salget af bøger bare skulle være lidt salt på brødet for at kunne finansiere alle de sjove ting. Når de beskriver deres planer, kan jeg se det for mig – jeg kan se en masse unge mennesker stimlet tæt sammen i det lille lokale, fælles om at ville dyrke den skæve, nye og eksperimenterende litteratur. Desværre kom pandemien og lagde en dæmper på de drømme. Nu må der ikke være mere end fem mennesker i butikken ad gangen.
Med en åbning kun uger før, at landet lukkede ned grundet corona, har Boglageret Faust været utroligt uheldig. Planen om at være et samlingssted er blevet drastisk begrænset, nu hvor det pludselig ikke længere er forsvarligt at samles. Jeg vil mene, at Faust har potentialet til at blive noget særligt, men først når det igen bliver muligt at stå tæt og stå sammen. “Alle aspekter af skrift kunne godt bruge noget iltert. Noget hidsigt. Men det er sgu svært at være hidsig, når det hele er så ladet,” siger Anders. Jeg glæder mig til, at de igen kan være hidsige, men lige nu er boglageret fanget af corona, og der er ikke andet at gøre end at vente. Faust har en energi, en vision og en dristighed, som muligvis kan give Københavns litterære miljø en tiltrængt rystetur, men lige nu er djævlen havnet i limbo.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SARA HÉR