Hver dag er ligesom den foregående i Claus Høxbroes nye digtsamling Bærer dagene som kister. Skal digte, skrevet i en coronatid, genspejle formålsløsheden og alt det der ikke blev?
Virkelighedsfravær og nye ekskærester
I Bærer dagene som kister betragter digterjeget verden let distanceret. Han betragter byen, tager ud for at drikke og ryge cigarer og tager så hjem igen. Der er et fravær, måske ligefrem en ligegyldighed. I digtene er der et du, og et os der ikke længere er. Digterjeget har hjertesorger, men dvæler ikke ved det. Han både romantiserer og distancerer sig fra sin egen smerte. Snart er han videre sammen med en ny kvinde. Som han skriver:
Et sted i gaderne flakker nye ekskærester
Kærligheden bliver en cirkulær bevægelse. Gør det den mindre smuk? Måske ikke kærligheden i sig selv, men det enkelte kærlighedsforhold udvandes. Tekstens ’du’ bliver til et hvem som helst. Digterjeget lever i verden, der er farvet af alt det, der ikke kunne blive. Han lever under og efter coronatidens forsømte forår.
Himlen alt andet, end mundbindsblå
Digterjeget rejser fra København til Warszawa. Han iagttager bylivet, der nu er præget af korruption, inflation og fattigdom. Referencerne ændrer sig, men ellers er det den samme trummerum. Selv rejsen er blevet en vane. Det ene gennemsnitlige hotel i en middelstor dansk by afløser det andet. Og dog, da han rejser fra Warszawa, har han: ”Kufferten fyldt med cigarer og ny inspiration”
At leve for ikke at spilde tiden
Bærer dagene ind som kister er en passende titel til Høxbroes digtsamling. Digterjeget lever livet dag for dag, og hver nye dag indvarsler endnu et skridt i hans eget begravelsesoptog. Det er tungt, møjsommeligt, monotont.
Claus Høxbroe er en dygtig digter. Han er underholdende og velformuleret, digtene er klare og enkle. Hans verslinje om de nye ekskærester er på én gang pragmatisk og håbefuld. En anden personlig favorit er hans hilsen til sommerens komme:
Skjorteærmerne, kort sagt korte
Alligevel savner jeg noget, det hele bliver næsten for dygtigt. Digtene om hverdagens monotoni spejles desværre i en til tider forudsigelig og monoton læseoplevelse. Er de små glimt af håb i hans digte, det bedste vi kunne håbe på i coronatiden? At i en verden formørket af vinter og nedlukning var himlen i det mindste ikke mundbindsblå?
Måske er der noget, jeg ikke forstår. Måske har jeg stadig for meget håb for forelskelsen, for meget kærlighed til bylivet, for store forventninger til rejsen, måske er jeg endnu for uprøvet i hverdagen til helt at forstå den inerti, Høxbroes digte udtrykker. Jeg håber, jeg aldrig kommer til at forstå den.
Dør lidt hver dag, og lever hver dag, for ikke at spilde tiden
Bærer dagene som kister er udgivet på Gentlemen’s Jockey Club i januar 2022.
LÆS FLERE ARTIKLER AF KIRA HÉR
