Hvornår er en dokumentarfilm så spekulativ og litterær at man ikke længere kan tale om en dokumentar? Hvis portrætterne er fiktive, hvis instruktørens ikke ønsker at vise os noget virkeligt, men i stedet drømmenes spegede og hierarkiløse verden(er)? Med filmen Aleph (2021) har instruktøren Iva Radivojevic skabt en labyrint, der med sin blanding af surrealisme, rejsereportage og genrefleksion betager og frustrerer i hvert fald denne seer. VINK er med på CPH:DOX.
BORGES SOM INSPIRATOR
I Buenos Aires går en kvinde rundt under høje, grågrønne palmer. Hendes navn er Beatriz Viterbo og hun har det problem at hun ingenting føler. Meget passende starter filmen her, i Argentina, i den by, hvor Jorge Luis Borges blev født og voksede op. Aleph er på ingen måde et portræt af Borges eller hans forfatterskab, men den tager afsæt i hans fortælling, El aleph (1949). Igennem filmen kribler det frem med referencer til Borges – Eksempelvis er Beatriz Viterbo også navnet på en af karaktererne i fortællingen. Og ligesom i Borges forfatterskab dyrkes det flerperspektiviske, magiske og globale.
VERDEN SET FRA MANGE FORSKELLIGE VINKLER
I Borges fortælling, El Aleph ser en mand ind i Aleffen – et mærkeligt aggregat, der pludselig gør ham i stand til at se en uendelighed af perspektiver samlet i et enkelt, koncentreret punkt. Med dette for øje, dyrker filmen skift mellem forskellige synsvinkler, såvel som forbindelsen imellem dem: I Kathmandu synger en kvinde karaoke i en næsten tom restaurant. I et gammelt tv-studie drikker to mænd i zebrajakker te og filosoferer. Mystiske forbindelser og sammenfald opstår mellem mennesker og steder i hele verden. Ligesom Aleffen i Borges fortælling, tager Aleph os vidt omkring på en rejse, der snurrer os fra det ene perspektiv efter det andet.
En styrke ved dokumentaren er dog dér, hvor magien træder i baggrunden og giver plads til realismen. Lyden af trafik. At sidde på café og kigge ud. Filmens repetition af disse motiver giver mindelser til eksempelvis Jim Jarmuschs Paterson (2016). Man trækkes dog altid hurtigt ud af denne realisme, og tilbage i drømmenes verden, hvor følelser og associationer er det, der rykker fortællingen frem.
DRØMMEN SOM FORTÆLLEFORM
For at binde rejsen sammen bruges drømmen som greb og fortælleform. Det poetiske og fragmenterede vægtes højt: Typiske greb er ultranærbilleder, mærkelige kameravinkler og bizarre skift mellem reallyd og musik. Drømme er dog springende, og har ikke dokumentarfilmens normale opbyggelighed. Derfor forvirres man også nogle gange som seer, fordi man ikke forstår, hvad der sker. Og endnu vigtigere, hvorfor det sker: Et nærbillede af en flodhest i en græsk klosterdam; en ældre mand, der tager en kabelbane i New York. Det er et normalt greb at være karrig med baggrundsinformation for at skabe suspense, men i Alephkommer forklaringerne aldrig rigtig.
ER DER EN DOKUMENTARFILM TIL STEDE?
Apropos kan fortællingen være meget svær at få øje. Dette er gjort bevidst, og skal nok forstås som et modsvar til den fremadskridende dokumentarfilm, hvor personerne og deres konflikter er klare som glas. Der opstår herved en indre spænding mellem dokumentargenrens fakticitet på den ene side, og så en absurd og irreal virkelighedsfremstilling på den anden. Her minder Aleph også om Borges litterære stil, der ofte dyrker det snirklede og labyrintiske. En del af seerens forvirring kommer også af, at dokumentaren ikke hjælper én med at finde ud af labyrinten, men prøver at få en til at fare vild.
EN LUKKET ÅBENHED
Særligt i sidste halvdel fornemmer man, at dokumentaren ønsker at fremstå gådefuld og åben. Projektet lykkes dog ikke til fulde, nok særligt på grund af prologen, der udpensler dens filmiske idé lidt for tydeligt. Her introduceres vi for Aleffen som grundidé. Men det betyder desværre også at den bliver lidt for meget en nøgle til filmens strategi. Det er altså snarere instruktørens idégrundlag, der gør os i stand til at skabe mening og åbenheden er derfor ikke så åben, som filmen selv antyder.
Filmens idé er netop den, at der ikke skal være nogen synsvinkel, der har monopol over andre. Derfor møder vi meget forskellige mennesker med forskellige sprog og kulturer. Heller ikke filmens eget perspektiv skal være dominerende, og derfor opleves filmen nogle gange som løst instrueret og flakkende uden mål og med. Dette er et glorværdigt og interessant perspektiv, og en force ved filmen, fordi det gøres så insisterende. Ivo Radivojevic har således forsøgt at skabe en rejse uden guide.
Dette var et perspektiv af mange. Tag ind og se den ved selvsyn.
Aleph – Iva Radivojevic / United States, Croatia, Qatar / 2021 / 91 min
1. april, 14:30. Cinemateket
3. april, 10:00. Charlottenborg Social Cinema
