Jacob Kirkegaards TESTIMONIUM er en rejse gennem efterladenskaber; fra Vestforbrændingen til Dandora, Kenya. Den audiovisuelle installation giver os adgang til os selv, ved at præsentere os for dele af os, som vi ellers ser som værende aflagte eller fralagte. Ved at konfrontere os med fordærv gennem skønne, opsigtsvækkende scener, kommer vi i dialog med problemer og tabuer, som vi sædvanligvis gør vores bedste for at værge os fra.
Installationen inviterer os med den rislende lyd af røg i plastic. Vi står i et ulmende affaldslandskab. Dampe udåndes fra bjerge af antændt skrald, som var Vestens eksporterede efterladenskaber vulkanisk. Et udbrud der kunne forekomme når som helst og drukne alt og alle i dampende strømme af plastisk fordærv.
Kirkegaard mener, at samtalen kommer til kort, hvis vi skal tilnærme os de dele af livet, som vi føler os fremmedgjorte fra. Gennem TESTIMONIUM indbyder han os til at lytte og observere, at lade os indsluse i lyde og landskaber af affald og efterladenskaber. At være vidner til vores forbrug og forgængelighed.

Jacob Kirkegaard konfronterer publikum i TESTIMONIUM. Konfronterer os gennem de ukendte lyde og fremmede landskaber, som vi producerer hver dag gennem vores generiske væren.
Kirkegaard formår at gøre vores affald og afmagt smukt. Frygtindgydende, men smukt. Dele af værkets komposition giver associationer til et af romantikkens mest ikoniske værker; Caspar David Friedrichs ‘Wanderer über dem Nebelmeer’ (c. 1817). Men i stedet for at vidne en ung mand beskue et tåget, urørt landskab, indtager vi selv rollen som den beskuende. Kirkegaard tager os i dele af værket til Dandora i Kenya; en af verdens største losseplads indhyllet i røgslør.
Friedrichs portrættering af de drømmelignende konturer i bjerglandskabet, og ideen om menneskets romantiske forhold til naturen, skifter Kirkegaard ud med den presserende viden om menneskelig forurening og fortærring af det naturlige. Og som beskuer føler man lige dele forundring og frastødelse.
Pastelfarvede skyer af røg mod en lyseblå himmel formår at være lige dele smukke og ildevarslende. Et bølgende hav af cremefarvede bobler virker tiltalende, indtil man forstår, at man ser og lytter til lyden af et rensningsanlæg.
TESTIMONIUM skal opleves. Det kan du lige nu på Munkeruphus i Nordsjælland sammen med en række andre af Kirkegaards nyere værker i udstillingen VIDNESBYRD. Samtlige værker arbejder med lyde af fordærv; med lyde af os selv, som vi ikke har mødt før.
LÆS FLERE ARTIKLER AF ULRICHA HÉR