Om lydkunstens særlige påvirkning

Komponist og kunstner Jacob Kirkegaard byder på en stærk sansemæssig oplevelse med udstillingen Earside Out, der lige nu er aktuel på Museet for Samtidskunst og løber frem til d. 26.04.2015. I udstillingen undersøger han lyde, som er uden for rækkevidde for det menneskelige øre. På mange af sine rejser rundt omkring i verden har han optaget reallyde fra forladte steder, dokumenteret skøre naturfænomener og har tilmed optaget toner, der forekommer i menneskets øre.

 

Jeg besøger Museet for Samtidskunst i Roskilde en kold og snefyldt vinterdag i februar. Mine forventninger til Jacob Kirkegaard’s udstilling er høje; med en udstilling på MoMa i New York i bagagen er det slet ikke en unaturlig følelse.

Da jeg træder ind ad døren i museets smukke bygning, er det første, der møder mig, en tone, som er høj og lyder besynderligt. Det er Kirkegaards første værk Earside Out, og allerede hér får jeg et indtryk af hans store fascination af menneskets øre. Lyden er fra de små højtalere, som er placeret på en stativlignende skulptur. På beskrivelsen af værket læser jeg mig frem til, at tonen er fænomenet spontane otoakustiske emissioner; det menneskelige øre producerer toner uden nogen påvirkninger udefra. Disse toner kan normalt vis ikke høres af mennesket selv, men ved hjælp af særlige følsomme mikrofoner har Kirkegaard optaget disse spontane otoakustiske missioner.

Kirkegaard har gjort det muligt for tilskueren at nyde disse toner, som spilles i menneskets øre, og det får mig til at tænke på; hvordan mon min unikke tone lyder?

 

        Foto // Oliver Abildgaard Holm

 

Kirkegaard har skabt endnu et værk, som hylder individet og det unikke. I Phantom Bell har han undersøgt fænomenet tinnitus. Lyden af tinnitus kan variere fra person til person, og i den forbindelse har Kirkegaard interviewet forskellige musikere, der lider af tinnitus, og bedt dem om at beskrive, hvordan det lyder. Igennem disse beskrivelser er han i sammenspil med den interviewende kommet frem til fortolkninger af, hvordan deres unikke tinnitus lyder.

Da jeg lytter til værket via de høretelefoner, som er en del af værket, hører jeg de interviewendes fortolkede tinnitus, og imens beskriver de, hvilke associationer de forbinder med deres lyd. Denne billedelige beskrivelse af deres lyds klang, tonehøjde og lydstyrke er med til at bryde muren mellem sanserne og bygger en bro mellem min syns- og høresans. Deres tinnitus lyder rigtigt nok forskellige sammenlignet med hinanden; én lyder mest af alt som en øresusen, der på mange måder minder om bølger, der skyller ind mod strandkanten. En andens tinnitus er en høj og skrattende ringen, som nærmest er uudholdeligt for mig at høre på. Den interviewende beskriver lyden som den lyd, der forekommer, hvis man tygger på et stykke sølvpapir.

 

Menneskets forhold til naturen

Kirkegaard fokuserer ikke kun på det enkelte menneske i sin kunst, men bruger også sine evner til at sætte sine værker i et større perspektiv. Han stiller spørgsmålstegn i værkerne Aion og Stigma ved en af vore tids største politiske problemstillinger, nemlig konsekvenserne af menneskets dominans overfor naturen. I de afdæmpede lysbelagte lokaler på Museet for Samtidskunst har Kirkegaard gennem brug af lyd- og videooptagelser sat fokus på forladte områder heriblandt eksklusionzonen i Tjernobyl og området omkring det nedlagte atomkraftværk i Fukushima i Japan. Sammensætningen af billeder og de optagede lyde af resonansfrekvenser fra stederne danner en vellykket stemning; en stemning som grænser op til det yderst uhyggelige, og som jeg ikke er i tvivl om, at jeg er alene om at opleve. Det er let for tilskueren at dykke ned i disse værker og trods den uhyggelige stemning, skabes der en nærmest meditativ tilstand hos mig; billederne af den smukke og fredfyldte natur i Fukushima tilføjet en lyd, der er høj og konstant, men som føles rar i mine ører.

 

Foto // Oliver Abildgaard Holm

 

Syngende sand

Kirkegaards optagethed af naturen og dens fænomener er drivkraften bag værket Sabulation, hvor han har optaget lyden af et mærkværdigt fænomen, som ligeledes er yderst sjældent: det syngende sand. I en kombination af en videooptagelse fra Omans ørken, der viser sand i bevægelse, og en dyb lyd har Kirkegaard skabt et værk, der dokumenterer dette naturfænomen. Forudsætningen, for at den dybe lyd opstår, er en kombination af sandets temperatur og en speciel kornstørrelse.

 

Kirkegaard har i det hele taget skabt en tankevækkende udstilling, og jeg er dybt fascineret af måden, han anskuer lyd på, og hvilken betydning lyd har for ham. Værket, der især understreger dette, er Rewind, og det er dén, jeg tillader mig at slutte mit besøg af med at kigge på endnu en gang. På mange af hans rejser rundt i verden, har han opsamlet efterladte magnetbånd fra kassettebånd og fotograferet stederne, hvor han har fundet dem. Han har så vidt muligt genoplivet optagelserne fra de efterladte ”båndsalater” og afspillet de lyde, som ikke er blevet ødelagt. Denne samling dækker over mange dele af verden; fra New York i USA til Cordoba i Argentina.

 

        Foto // Oliver Abildgaard Holm

 

Efter min opdagelse i Kirkegaards værker på Museet for Samtidskunst trænger mine ører til en pause efter de mange lydlige indtryk, jeg har fået. Det er svært at sætte punktum på en udstilling som denne, der gennemgående stiller spørgsmål til beskueren og lytteren. Kirkegaard har bevist, at lyd findes overalt; i efterladte ”båndsalater” på gader rundt omkring i verden, i millioner af sandkorns samlede bevægelser og selv i en forladt svømmehal i Tjernobyl. Earside Out handler om at forstå verden gennem lyd og bekræfter, at der også findes lyde bag det umiddelbare – det som menneskets øre ikke selv kan opfange.

 

Earside Out har i dén grad opfyldt mine forventninger og min opfattelse af, hvad kunst er; udstillingen har frembragt følelser, den tilfredsstiller og opløfter sanserne, og har tilmed givet et indblik og afspejling af samtiden.

 

HVAD: EARSIDE OUT – Jacob Kirkegaard.

HVORNÅR: Tirsdag-søndag: kl. 12-16. Første onsdag i måneden: kl. 12 – 20. Mandag: Lukket.

31.01.15 – 26.04.2015.

HVOR: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde.

MØNT: Voksne : 40 kr. Seniorer og studerende: 20 kr. Børn og medlemmer af Klub Samtidskunst: Gratis.