Et kunstnerisk strejf af magi

 

Jeg vil tage dig med på en rejse. En rejse ind i Julias tanker, følelser og sanser. Rejsen begynder på landet, hvor Julia er fra. Et sted, hvor alfer og feer spreder glimmerstøv, der langsomt drysser ned og danner et glimtende lag af magi på skovens grene og blade. Det er en natur, der hypnotiserer og tryllebinder dine sanser i en rus af farvenuancer, dufte og melodiske fuglefløjt.

Du skal nu møde Julia – pigen fra eventyrlandet – og læse et eventyr om at flytte til storbyen København. Et eventyr om, hvordan det er at leve i et samfund, hvor barndommens magi og eventyrlighed er svær at få øje på, men samtidig er kilden til at leve, at sanse og at kunne skabe. Du skal læse om mit møde med kunstner, video- og fotoinstallatør Julia Johanna Holmgaard.

 

Det første møde

Dagen, hvorpå jeg møder Julia, er en regnvejrsdag i kolde og grå februar måned. Vinterregnen bider i kinderne, og cykelturen til Valby er ikke just en fornøjelse, men jeg bilder mig selv ind, at det er det hele værd at spare 12 kroner på offentlig transport. Det er ikke spor eventyrligt at cykle i regnvejr, men hvad jeg endnu ikke ved er, at det skal blive en ret eventyrlig aften, hvor tankerne vil vandre væk fra februar, regn og kulde.

På vejen derhen tænker jeg på den første gang, jeg mødte Julia. Det var et atypisk møde til en fælles venindes polterabend. Vi var to komplet fremmede for hinanden, hvis livsbaner pludselig havde krydset i et fælles projekt. Julias personlighed og utroligt venlige væsen charmerede mig. Der var noget befriende og umiddelbart ved hende. Det var da også hende, der med et bang fik forvandlet græsplænen ved Stadsgraven til en glimmerfest, da de medbragte glimmerbomberør blev affyret. Et eventyrligt landskab var skabt. Græsset beklædt med glimmer, gulddamer og lykke i venerne, det var sommer, og lige der dansede vi med alferne og feerne, som havde fundet deres vej fra eventyrlandet til København.

 

Hjemme hos Julia

Tilbage i februarmørket står jeg i mit sjaskvåde, røde regnslag, der klistrer mod min krop uden for Julias dør. Jeg har aftalt med fotografen, at vi skulle mødes ude foran, men hun er forsinket på grund af regnvejret. Jeg ringer på døren og bliver lukket ind med et venligt ”Hej”. Jeg bliver modtaget med et kæmpe smil, da jeg ser Julia kigge ud af dørsprækken. Hun har blå velourleggins og en babylyserød sweater på. Jeg bliver mødt af en lidt sødlig krydret duft. Julia forklarer, at hun har en simreret i ovnen. I gangen lægger jeg mærke til den ophængte birkegren, der bliver brugt som jakkestativ, og som jeg vælger at hænge mit overtøj på.

 

Inde i spisestuen står der en gammel spilleautomat i hjørnet, hvorpå man kan spille arkadespil. Mine tanker føres tilbage til 90’erne, og nostalgien melder sig i mig. Jeg går videre ind i sofastuen, hvor der er sat varm te og småkager frem til os på det lille sofabord, som er lavet ud af en afskåret træstamme. ”Den har jeg faktisk selv lavet” siger hun lidt flygtigt. Jeg sætter mig i sofaen og kigger på væggen ind mod spisestuen. Det er et meget imponerende syn. Hele væggen er fyldt ud med spillefilm inddelt efter genre. Der må være over 200 film.

 

I hjørnet af stuen er der sat op til et nyt projekt, Julia har gang i. Der hænger cellofan på hele væggen over for sofaen. På gulvet ligger der et lysstofrør, og fotostativet er sat frem, klar til optagelse. Julia fortæller, at hun ofte bruger sit hjem som studie.

 

Det hele er vældigt spændende, og jeg er meget interesseret i at vide, hvordan hun går til sine kunstprojekter og i at finde ud af, hvordan hendes arbejdsproces foregår, når hun skaber et værk.

 

”Det her er en gammel idé.”, siger hun og peger på cellofanvæggen. ”Jeg har planlagt, at de første to uger skulle være preproduktion, hvor jeg forbereder alting og blandt andet finder ud af, hvad for nogle rekvisitter jeg skal bruge. I denne her uge er det så produktion. Det er nu, jeg skal have hængt tingene op og begynde at realisere de her idéer, jeg har. Jeg har i flere uger testet de visuelle elementer og fundet ud af, hvad for nogle der fungerer, og hvad der ikke fungerer, og nu skal jeg i gang med at optage”, siger hun smilende.

Dørklokken ringer, og Julia går ud for at tage i mod, hvad jeg formoder er fotografen.

 

Eventyrlandet

Julia er født og opvokset på Nordfalster. Barndomshjemmet – et lille bitte hus – lå i en lille flække nord for Nykøbing Falster. ”Vi boede lige ud til en stor skov, der var en gammel elmeallé, og der var et lille hvidt gods, det var meget eventyrligt at være barn der”. Havet lå heller ikke langt derfra, og når Julia og hendes mor gik ture, hengav de sig til eventyrlandet, hvor fantasien og magien dannede stier for dem. ”Vi digtede altid historier, og der har hele tiden været sådan noget magisk ved stedet. Jeg tror sgu stadig på det, den dag i dag. Det er bare vigtigt, at man holder fast i de gode stunder, man oplevede som barn” siger hun med en særlig glød i blikket og fortæller, at det er vigtigt at bruge synet og sanserne på flere måder, at man også skal lægge mærke til det, som ikke ligger dig ligefor. ”Man skal huske at være umiddelbar i et samfund, hvor der er fokus på normer, men ingen fokus på umiddelbarhed og magi, som ellers kun er forbeholdt børn”.

Naturen, fantasien og det umiddelbare betyder meget for Julia, som mener, at det er vigtige værdier at have som menneske. Julia fortsætter, og jeg kan se, at det er vigtigt for hende at tænke over, hvad hun skal sige.

”Denne magi er noget helt særligt, og den kan kun opnås, hvis man lader sig opleve verden og dens virkelige væsner som fantastiske – så lever man fuldt ud, efter min mening. Der er sikkert mange, som vil være mig uenig, men de må ikke frygte. Det er aldrig for sent at begynde at kigge og lede og begynde at sanse og mærke magien. Den er lige der, man skal bare ville se den. Det er denne magi og sansninger, der driver mig til at skabe på mange måder og gennem forskellige visuelle formater”.

Vi sidder i et øjebliks eftertænksomhed. Jeg udnytter det og forsyner mig med en småkage.

 

Formaliteter og egne systemer

Julia har læst multimediedesign og er nu i gang med kandidaten på film- og medievidenskab. Hun fortæller, at det ikke altid har været let at skulle indordne sig efter særlige formaliteter og måder at gøre tingene på, fordi hun ville gøre det på sin egen måde. ”Det er jo meget teoretisk og ikke så kunstnerisk udfordrende, men det er en rigtig god personlig træning for mig, fordi jeg helst fungerer på den måde, hvor jeg bevæger mig rundt i mine egne systemer. Jeg vil gerne bevise over for mig selv, at jeg godt kan være teoretisk og klassisk tænkende”, fortæller hun.

Julia nævner også, at hun gennem årene har bevist, at hun sagtens kan kombinere de kunstneriske og akademiske tankegange og påpeger, at det ikke har været en dæmper for hendes kunstneriske side. ”Det forstærker min lyst til at skabe visuelt og faktisk bare lære en masse om teoretisk filmteori eller æstetisk teori og så kan jeg bruge den viden når jeg så vil skabe noget”. Hun smiler. Julia har et smittende smil, tænker jeg, imens jeg tager en tår af teen.

 

En håndfuld magi

Snakken med Julia går i mange retninger og jeg glemmer helt at jeg er der for at lave et interview. Vi får snakket om alt fra kæledyrene i Disney-filmen Homeward Bound: The Incredible Journey til hvad hun ville være som lille og hvordan tøj også kan være et udtryk. Jeg får dog efter lidt tid sporet samtalen ind på rette vej igen, og jeg spørger Julia, om hun ser en rød tråd i hendes kunst. Hvortil hun svarer ”Ja, det tror jeg faktisk. Indtil videre er der en rød tråd. Jeg kan godt lide kontraster, det giver noget spændende, og så kan jeg rigtig godt lide kroppen”. Julia rejser sig og henter nogle postkort med glimmerhænder på. Det ene kort viser et par hænder beklædt med guldglimmer og det andet et par grønblå glimmerhænder, der holder nogle pinkfarvede kugler. I mine tanker vækkes alfer og feer fra eventyrlandet endnu en gang til live, og jeg tænker, at disse glimmerhænder må være magiske. Julia fortæller om, hvordan det var at skabe disse værker. ”Jeg havde sat kameraet i position og sat lys op til det. Og så lå jeg nede på gulvet, og jeg blev nødt til at holde vejret, fordi glimmeret dryssede ned på mig – det var meget smukt, men det dryssede lige lidt for voldsomt somme tider.”, beskriver hun og griner en smule. Hun forklarer, at hun også arbejdede med kontraster i disse værker. ”Guldglimmeret var det største glimmer, jeg havde, og som jeg knugede i mine hænder, og det stak lidt i min hud – det bløde mod det hårde. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med kroppen, altså det organiske og igen gennem følelser og kontraster”. Julia undskylder og afbryder samtalen et øjeblik for at gå ud og kigge til maden i ovnen.
Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan Julia har arbejdet med glimmerhænderne. Det at arbejde med et lidt hårdt materiale for huden, det bløde og det hårde, som samtidig sætter gang i følelserne, fordi det kan gøre ondt. Og så er der det færdige produkt, som er så smukt og blødt at se på. På samme tid naturligt og unaturligt, jeg er tryllebundet endnu en gang.

 

Et øjebliks aftryk

Jeg reflekterer over, hvad Julia har fortalt og vist mig og kan ikke lade være med at tænke, om hendes opvækst på landet i eventyrlige omgivelser altid vil inspirere hende, så længe hun bor i byen? Det er, som om Julia har forsøgt at bringe en flig af den eventyrlighed og magi, der ellers er gået tabt i storbyen, ind i hendes kunst og også ind i hendes hjem. Birkegrenen ude i gangen og træstubben som sofabord vidner herom. Men hvad med København? Jeg er nysgerrig for at vide, om hun føler sig inspireret af byen, og hvordan det manifesterer sig i hendes kunst. Jeg spørger hende, da hun kommer tilbage, og hun bruger sin seneste teaterforestilling VELCRO som eksempel. En forestilling hvor Julia stod for konceptet, idéen, scenografien og rekvisitterne.

”Ja, den forestilling jeg lavede i efteråret. Den udspringer af et clash mellem det organiske og det mekaniske, på den måde at det organiske på scenen var spillerne. Spillerne var det eneste i 3D, og dem der var bløde og varme og som havde et indre liv. Scenografien som var i 2D, og som var meget skarp, tom og følelseskold uden dybde skulle være det mekaniske. Den kontrast har jeg arbejdet med senest”. Hun giver et eksempel på, hvordan hun ser København over for hendes syn på landet: ”Hvis du falder på en græsmark, så går det nok, men hvis du falder herude på gaden, så gør det ondt. Der er en anden form for hårdhed”. Jeg tænker, at København giver Julia et eftertænksomt modstykke til landet. Julia har en stor interesse for kontraster og modsætninger. Jeg tænker over, om det måske har noget at gøre med hendes rejse fra landet til storbyen. Det er noget, hun oplever lige nu, hver dag. Med sin kunst og sin bearbejdning af kontrasterne, bringer hun nye perspektiver og vinkler på verden. Hun fremkalder magien og umiddelbarheden og bringer elementer af barndomseventyret til København i et øjebliks aftryk.

 

Du kan se mere til Julia og hendes kunst på hjemmesiden: www.juliadebel.dk og på hendes instagram: @Julia.debel