Går du langs Københavns Havn på Toldbodgade i slipstrømmen på en håndfuld krydstogtturister, vil du snart se hende på din venstre hånd. En dronning er kommet til byen, og hvor eventyragtigt det end måtte lyde, er det ikke historien om prinser, prinsesser og et halvt kongerige, hun er kommet for at fortælle. Mens børn løber rundt og leger, kaffe bliver spildt og der knipses billeder i ét væk, sidder hun der med en ophøjet ro og kigger på den by, hun er blevet placeret i. Jeg taler selvfølgelig om statuen I Am Queen Mary (2018).
Statuen, som i starten af april blev afsløret, bærer på fortællingen om Mary Thomas fra Dansk Vestindien. Hun var en af tre kvinder, som initierede det oprør blandt tidligere slavegjorte mennesker, der skulle lede til Danmarks endelige salg af øerne til USA for nu 101 år siden. 100 året for salget blev sidste år fejret som noget nær en humanitær sejr for Danmark, men den vinkling fik ikke lov at stå helt uimodsagt. Og nu sidder Queen Mary altså ved Københavns Havn for at minde os om, at Danmarks rolle i historien ikke er noget, man kan hensætte til diskussion en gang hvert 100. år.
Kunstnerne bag I Am Queen Mary, Jeanette Ehlers fra Danmark og La Vaughn Belle fra The Virgin Islands (USA), har ved hjælp af 3D-scanning skabt en krop og et ansigt, som forener de to kvinders egne. Dels fordi der ikke findes billeder af Queen Mary (en titel man i øvrigt skulle gøre sig fortjent til i Dansk Vestindien), dels fordi man ved at sammensmelte de to kroppe har kunnet skabe en hybrid skikkelse, som forener historier og ophav og som, måske, skal minde os om, at det er andet og mere end et enkelt menneskes historie, vi ser på, når vi ser på statuen. For når man kigger på I Am Queen Mary tvinges man til at tage stilling til Danmarks fortid som kolonimagt. På samme tid er der ikke meget ved statuens skikkelse, som lugter af fortidslevn. Der er noget ved Queen Marys tilstedeværelse, som ikke signalerer mindesmærke. I sin størrelse er statuen insisterende, og måske er blikket på tilskueren en anelse fordømmende? I hvert fald er det svært ikke at blive sig selv og sin egen position bevidst i mødet med kæmpekvinden, og det står klart, at Queen Mary ikke kun er kommet for at minde os om fortiden, men også for at pege på vores nutid og vores fremtid.
I Am Queen Mary mimer og parodierer på én og samme tid klassiske motiver af konger på troner med sceptre og rigsæbler. Og det bliver pludselig svært at komme i tanker om bare én skulptur af en indflydelsesrig kvinde i det københavnske bybillede (de er der, skal det siges, men de kan tælles på to fingre). Queen Mary er måske det, man med kønsteoretikeren Sara Ahmed ville kalde en killjoy: Hun er den, der peger på de ubehagelige strukturer. Og hun er den, der ikke er bleg for at ødelægge den gode stemning, som er at finde ved kanalen på en smålun og hyggelig forårsdag, der ellers ikke havde tænkt sig at lede dine tanker over på andet end den is, der løber i striber ned ad håndleddet.
I Am Queen Mary destabiliserer en forestilling om Danmark som en hyggestat med sit på det rene og fortiden vel forvaret, og ved at placere Queen Mary på en trone med fakkel og sukkermachete som modstykke til scepter og rigsæble, påpeges det, at der findes en alternativ historiefortælling, hvor Danmark har været, og til stadighed er, en transnational og magtfuld aktør.
I Am Queen Mary er så spækket med politiske budskaber, at man skulle tro, det ville være svært at nyde skulpturen som det, den jo også gerne skulle være; et kunstværk. Og det er måske også til dels tilfældet. De politiske implikationer træder hinanden over tæerne for at få taletid, og det kan være svært at slå ned på, hvad der er det væsentligste at tage med sig videre fra et visit på kajen. Det kan måske have noget at gøre med, at statuen er lavet i andre materialer, end hvad der var tænkt, fordi det – indtil videre – ikke har været muligt at finansiere en bronzeudgave. Det siger sig selv, at statuen ville stå skarpere i de rette materialer, og mon ikke der også på den måde ville være plads til, at den fysisk ville kunne få den samme vægtighed, som budskaberne bag har? Jeg synes, det er forsøget værd, for den dagsorden I Am Queen Mary sætter, er sin vægt værd i bronze.
LÆS FLERE ARTIKLER AF ASTA HÉR
