Generation Bunker

Generation bunker
Generation Bunker // Alle fotos: Marianne Sigrid Bluhme Antonsen

En sommerlig torsdag aften den 22. juni fandt kunstudstillingen ”Generation bunker” sted bag det sorte stakit på Sankt Peders Stræde i Indre By. Inde bag stakittet findes en lille grøn oase tilhørende Nordens ældste kollegium, Valkendorfs Kollegium. Netop her i dette kollegies have ligger to koldkrigsbunkere, der i dvaletilstand vidner om en anden tid. Kun denne aften åbnes porten for offentligheden i forbindelse med ferniseringen af Christine Due Jacobsens videoværk Refleksion over de sidste par dage og Anna Kragelunds værk, lysinstallationen (Uden titel).

De to bunkere beliggende i Valkendorf Kollegiets smukke og frodige have skaber en stor kontrast og symbolik. Midt imellem det grønne buskads afbrydes idyllen af bunkere, der leder tankerne hen på tryghed, men også usikkerhed og krig. Her i det centrale København har historien sat sine spor i en symbolik – det idylliske grønne, lyse og frodige kontra det kolde og dunkle – der vidner om de skift i samfundet og de levevilkår, der har været virkelighed engang.

Kuratorgruppen ZAAG er gruppen bag ”Generation bunker”. De fire kvinder, Zenia Righolt, Anne Siggaard, Aya Fabricius og Gry Schneider, som alle er studerende ved KU, blev inspireret til at arrangere en kunstudstilling ud fra en fælles lyst til at udfordre udstillingsrummet og white cube formatet, som er det traditionelle kliniske, hvide udstillingsrum. ZAAG ønskede en udstilling, der ikke kun havde passive beskuere, men også aktive deltagere, og det var blandt andet derfor, at bunkerne var interessante som udstillingsrum. Bunkeren er som sted også særligt fordi den giver forskellige associationer afhængigt af de forskellige generationer og mennesker, der besøger den.

Disse koldkrigsbunkere er denne aften blevet lagt i hænderne på de to kunstnere Christine Due Jacobsen og Anna Kragelund. Begge kunstnere har udover de ovenstående tanker, som kuratorgruppen ZAAG har haft, fået frie tøjler til at skabe bunkerkunst. Christine Due Jacobsen skabte videoværket Refleksion over de sidste par dage, og Anna Kragelund skabte lysinstallationen (Uden titel), som jeg i det nedenstående vil beskrive for dig.

Generation bunker
Generation bunker – refleksion over de sidste par dage

Refleksion over de sidste par dage

De kolde og hårde betontrapper fører dig ned under jorden i den lille, klaustrofobiske koldkrigsbunker. Tonerne fra blandt andre Sigur Rós, Pentagram og Jónsi fylder rummet, bouncer fra boomblasteren til væggen, der fører lyden rundt og mætter den kølige igloformede celle med lyd, imens den ærlige og følelsesladede videoinstallation stjæler din opmærksomhed. Værket Refleksion over de sidste par dage af Christine Due Jacobsen appellerer stærkt til dine følelser og sanser. Nede under jorden går tiden i stå, alt, hvad du kom fra oppe i sollysets skær, glemmes. Hernede i mørket har Christine Due Jacobsen med sit værk formået at lade en tidslomme opstå. Et øjebliks pause fra nutiden.

Videoinstallationen er projekteret op på den krumme betonvæg. Der kører to projektorer på en gang, således at videomontagerne vises i to billeder side om side. Værket fremstår som et vindue med kig ind til Christines egen verden, og bunkeren virker knap så klaustrofobisk. Vinduet i bunkeren virker frelsende og fører dine tanker væk fra det kølige rum, op på jordoverfladen i lyset og hele vejen hen til et værelse i København. Det er både befriende at opleve billederne fra videoen, og samtidig opstår en følelse af melankoli og nostalgi. I videomontagerne ses optagelser fra Christines eget synsfelt, og derfor viser hendes ansigt sig aldrig. Christines krop befinder sig i et værelse, hvor forskellige personlige ejendele bliver fremhævet, zoomet ind på og ud igen. Disse fremhævelser af de personlige ejendele bliver afbrudt af et nærmest insisterende, tvangstanke-tangerende, tilbagevendende fokus på hendes bare fødder. Fødderne gnider sig op ad hinanden og laver små rynker i den tynde og følsomme hud. Med fødderne kan du være solidt plantet i jorden, men du kan også ønske dig, at de stod et andet sted, som når man har hjemve eller længes efter en tid, der ikke længere er. Refleksion over de sidste par dage hypnotiserer dig ind i en kærlig boble af nostalgi, der både trøster og fanger dig i en tilstand af melankoli.

Generation bunker

Værket er ærligt og giver et blik ind i Christine Due Jacobsens selv, og den mentale tilstand hun befandt sig i, da hun lavede værket. Hun oplevede et par lange dage med social angst, fanget i en tilstand meget lig at være spærret inde i en kold og klam bunker. Det færdige værk er et ægte og personligt indblik i et andet menneskes følelser, der samtidig sætter fokus på tabuiserede tematikker som social angst og identitet. Tematikker der til stadighed er vigtige at sætte fokus på i et samfund, hvor der sættes store krav til den unge generations kritiske selvdyrkelse.

(Uden titel)

Turen går denne gang ned i en dunkel bunker, hvor vandet går til lidt over anklerne og hvor gummistøvler er en nødvendighed. Oplevelsen af Anna Kragelunds værk (Uden titel) starter allerede oppe på jorden, hvor en række forskellige gummistøvler er sat frem til de kunstinteresserede, der er mødt op. En af kuratorerne guider dig og fem andre gæster ad gangen ned i mørket. Det er ikke helt let at komme derned. Det kræver, at du sætter dig på hug for at bøje dig ned under jorden, for derefter at gå ned af trapperne. For enden af trappen mærkes vandet omkring gummistøvlerne og efterlader dine fødder i en kølig vakuumindpakning. Der er ikke meget plads, og det er med forbehold for elektrisk stød. På grund af kombinationen af de vandholdige omstændigheder og elektricitet er det vigtigt at bevæge sig varsomt og forsigtigt. Da værket skulle opstilles, var det ikke let for kuratorholdet og Anna Kragelund at sætte ledningerne ordenligt fast i den gamle bunker, og derfor pointerede de, at det ville være fint, hvis gæsterne ikke rørte for meget ved væggene, så ledningerne ikke faldt i vandet.

Generation bunker – (uden titel)

Uden at røre ved væggene trasker I nænsomt ind i første rum. Her får I besked på, at I ikke må gå ind i de to rum, der ligger henholdsvis til højre og venstre. Du er placeret i det midterste rum. Bagerst i rummet står der en roterende figur, måske lavet af afbrækkede spejlstykker. Oppe i loftet sidder lamper og lyser ned på spejlskulpturen, der kaster lyset i alle retninger. Skygger af lys bevæger sig rundt i bunkeren, og vandets uro skaber evig forandring i lysreflektionernes former og farver. Rummet til højre er lyst op af en stærk pink farve, og rummet til venstre af en blå/lilla farve, der sammen skaber en eventyrlig og gådefuld stemning. Hvad gemmer sig inde i de to hemmelighedsfulde kamre, og hvor fører de hen? Det er, som om du venter på det rigtige svar for at kunne fortsætte din rejse ind i dybet. Soundtracket til lysinstallationen lyder som små dråber, der rammer vandoverfladen, og du kan nemt forestille dig, at du befinder dig i en form for drypstenshule.

Generation bunker
Generation bunker

Farverne, lyset og lyden er med til at skabe en stemning af spænding og mystik. Anna Kragelunds værk frembringer associationer til film som Indiana Jones og Harry Potter, og får bunkeren til at fremstå som et underjordisk skattekammer, hvor et enkelt fejltrin vil få fatale følger. Alarmerende står lysskulpturen som en roterende lokkedue, der drager beskueren længere ind i den underjordiske uvished.

Vi lever i en tid, hvor en bunker virker som noget helt overdrevet at bygge, noget som synes overflødigt og uvelkomment. København i dag emmer af glæde og kærlighed, og det virker så fjernt fra en verden i krig og fjendtlighed. ”Generation bunker” satte tankerne i gang. Både store tanker om verden og hvordan den har forandret sig til nu, men også tanker om det enkelte menneske, dets oplevelser, lyksaligheder og kampe i det samfund vi lever i. Som udstillingsrum giver bunkerne dig mulighed for at fjerne dig selv fra det klk omgivende samfund for en kort stund, for bedre at kunne reflektere over selv samme. Derfor er kunst vigtigt, det viser os verden fra nye perspektiver.

LÆS FLERE ARTIKLER AF MARIANNE HÉR

Skriv en kommentar

kommentarer

Kunstskribent og studerende med forkærlighed og interesse for mennesker, kunst og katte.