Fusionen mellem kunst og affald – Rie

INTERVIEW: Mød ildsjælen og affaldskunstneren Rie, der gennem sine legesyge værker ønsker at sætte fokus på vores forbrugerkultur.

 

//Nanna Claudius Bergø. Værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet” i Guldminen.

//Nanna Claudius Bergø. Værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet” i Guldminen.

 

Bæredygtighed, genbrug og affaldsproblematikker fylder meget i disse dage. Vi bliver konstant mindet om, at vores livstil koster dyrt for miljøet og samfundet. Vi køber absurd meget og smider ligeledes en masse ud.
Der er så mange indfaldsvinkler til denne problematik og uendelige løsningsforslag. Jeg synes personligt tit, at emner som bæredygtighed, genbrug og forbrugerkultur ofte formidles med en løftet pegefinger. Vi bliver mindet om alt det vi burde gøre – købe mindre, undersøge hvad vi køber, sortere affaldet og så videre. Tilbage sidder man med dårlig samvittighed og hovedpine.
Men hvad nu hvis nogle af disse problematikker blev formidlet og fremstillet på en nuanceret måde? På en måde hvor vi udfordres og prikkes til, men ikke med en løftet pegefinger, men derimod en drillefinger, der bringer et smil på læben? Det er netop dét, affaldskunstneren Rie ønsker at gøre, og det der i første omgang fangede mig ved hendes kunst.

Ildsjælen Rie formår at skabe fantastiske værker ud af alt det, vi andre smider ud uden at skænke det en tanke. Hun befinder sig i krydsfeltet mellem kunst og affald, og prøver gennem sine legesyge værker at sætte fokus på vores forbrugerkultur.
Denne fusion mellem kunst og affald igangsætter en masse spørgsmål. For kunst er måske ikke det første, der popper op i dit hoved, når du besøger den lokale genbrugsplads. Hvad er kunstens rolle i bæredygtighedsdebatten? Og omvendt – hvad giver affaldet til kunsten? Hvilke potentialer ligger der i affald for kunstnere?

For at blive klogere på dette krydsfelt mellem kunst og affald og få svar på mine utallige spørgsmål har jeg arrangeret et interview med Rie ude på hendes tilhørssted Guldminen i Sydhavn. Ikke nok med at Rie skaber værker ud af affald og isoleret set er en yderst interessant person med en masse på hjertet, så er hun tilknyttet Guldminen, som i den grad også er et interessant projekt. Guldminen er et kommunalt nedsat projekt, der huser kunstnere, designere og iværksættere, som giver nyt liv til det udsmidte.

 

//Nanna Claudius Bergø. Indgangen til Guldminen

//Nanna Claudius Bergø. Indgangen til Guldminen.

 

Opdagelsesrejsen ind i en anden verden

Jeg har før arbejdet sammen med Rie og fra mit første møde med hende, vidste jeg, at denne kvinde kunne jeg lytte til i flere timer. Sprudlende, latterglad, nytænkende, inspirerende, legesyg, reflekteret og yderst dygtig.

Afsides fra Vasbygade ligger Guldminen godt gemt. En masse containere står linet op langs kanten og forenden af pladsen er indgangen til Guldminen. Jeg kommer 10 minutter for tidligt og har tid til at tulle lidt rundt og snuse. Stedet har en karakteristisk lugt udgjort af kombinationen af affald, sved og tjære.
Rie kommer i sin bil og stiger ud i et farverigt og spraglet outfit og med et kæmpe smil fra det ene øre til det andet. Hendes varme møder mig med det samme, og jeg får et stort knus og kys på kinderne.

Vi begiver os ind i Guldminen. Ind i denne ukendte verden, hvor der både syns- og lugtmæssigt er en overstimuli af nye indtryk. Det er en opdagelsesrejse ind i en verden, hvor der gælder helt andre spillerregler og verden ses med andre øjne. For her betragtes alt det, der i andres øjne er værdiløst, som guld.

Rie har et hjørne i Guldminen, hvor hun sammen med en samarbejdspartner har værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet”, der består af en masse små dimser samlet sammen over tid og nu kan forvandles til alverdens ting og sager.

//Nanna Claudius Bergø. Rie i værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet”.

//Nanna Claudius Bergø. Rie i værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet”.

Til trods for at deres værksted ikke er stort, er der så mange ting og sager, at man kunne bruge flere timer på at gå på udkig. Jeg får øje på et stort hvalben, der ligger på jorden ved siden af dukker, og en kasse fyldt med gamle VHS bånd. Men min opmærksomhed drages mod et par kæmpe glitrende vinger, som hænger på den knaldrøde bagvæg. Disse fantastiske vinger i sort og hvid kalder på ens lyst til både at se og røre. Pludselig går det op for mig, at den sorte vinge er skabt af tøjalamer og den hvide vinge er skabt af hvide spoler fra videobånd. Det er netop det fantastiske ved Ries kunst, at det er genkendelige materialer, som gennem Ries dygtige hænder får helt nye former. På den måde puster Rie liv i det livløse. Som en livredder, der sidder og holder øje over bassinet, sidder Rie og holder øje over genbrugsstationen og redder det udsmidte.

//Nanna Claudius Bergø. Ries fantastiske værker - to vinger lavet af tøjalarmer og spoler fra gamle videobånd.

//Nanna Claudius Bergø. Ries fantastiske værker – to vinger lavet af tøjalarmer og spoler fra gamle videobånd.

//Nanna Claudius Bergø. Billede tæt på en af de fantastiske store vinger, som er lavet af spoler fra gamle videobånd.

//Nanna Claudius Bergø. Billede tæt på en af de fantastiske store vinger, som er lavet af spoler fra gamle videobånd.

 

Tørre boller og store ambitioner

Vi bevæger os ind i køkkenet og sætter os til rette. Køkkenet er snavset, støvet og fyldt med opvask. På bordet, som vi slår os ned ved, står en kurv med chokoladeboller. Rie byder sødt på ”… en kop kaffe og en tør chokolade bolle”.

Jeg starter med at spørge indtil Ries baggrund. Hun går lige til benet og fortæller, at for at forstå hendes kunstneriske arbejde med affald, må man kende baggrunden for interessen for affaldet. For hvis ikke det havde været for affaldet, ville Rie øjensynligt ikke lave kunst.
Rie fortæller, hvordan hun kommer fra en ganske almindelig familie med en far, der var soldat og en hjemmegående mor. Hendes bedsteforældre var derimod mere boheme og kreative. Hendes mormor var storvildtjæger og morfaren var forfatter, hvilket på den måde har bragt det kreative ind i familiehistorien og har skabt en form for tilladelse til at eksperimentere.

Rie var ikke som sådan et kreativt barn, hun hverken tegnede eller malede. Men hendes interesse for miljøet og økologi voksede stødt op gennem hendes ungdom.
Hun gik på en økologisk langbrugsskole, og var i sine 20’er på et byprojekt i USA, som fangede hende. I dette byprojekt, kaldt ”Arcosanti”, sorterede de deres affald meget grundigt, hvor vi i Danmark blot havde lossepladser. Denne måde at anskue og håndtere affald på tog Rie til sig. Turen til USA var afgørende for hendes inspiration og gav hende en følelse af ”JAAAH, der er nogen, der gør noget”.

Intentionerne og ambitionerne var da heller ikke små for den unge spirende miljøbevidste Rie. ”Jeg skulle ud og redde verden. Og hvis man ikke kunne blive læge, så skulle man blive agronom og så kunne man komme ud og redde verden”. Rie griner højlydt.
Ambitionerne har ændret sig, men indstillingen ”Vi må gøre noget” er stadig intakt. I forlængelse deraf fortæller Rie ligeledes, at kunsten slet ikke fyldte noget i hendes intention om at ændre verden. ”Jeg så ikke kunsten som en måde at påtage sig det ansvar, som jeg synes, jeg havde. Som jeg synes, jeg har.”

Det var først ved et skift i livet, at Rie fik øjnene op for hendes kreative evner med hænderne. Rie var gravid med bækkenløsning og fik pænt besked af lægen på at skulle holde sig i ro og sidde ned i 6 måneder. Så hun begyndte at lave smykker.
Til trods for at det først var ved dette skift i livet, at Rie begyndte at være kreativ med hænderne, har hun nok et eller andet sted altid været kunstner. Altid haft et kreativt mindset. Hun forklarer så smukt.

”I virkeligheden behøver man slet ikke at producere noget kunst for at være kunstner. Det er ikke bare et erhverv, men handler om en bestemt måde at anskue verden på eller en bestemt tilgang til verden”

Men Ries historie som kunstner starter for alvor med smykkerne. Hun fortæller, hvordan hun fandt det interessant at skabe smykker ud af alle mulige ting og sager – eksempelvis terninger og legetøjsbiler. En af hendes smykkeserier kalder hun ”Puzzle me”, og forklarer at disse smykker igangsætter tanker, og prikker til folks opfattelse af smykker og materialer.
Gennem hendes leg med smykker skabt af alverdens ting, voksede interessen for at skabe noget ud af affald. Rie lavede workshops til forskellige arrangementer, hvor børn og voksne kunne lave smykker og dimser af affald. Jo mere affald der kunne bruges til dette jo bedre. Det var altså gennem ideen om at bruge affald på nye måder, at Rie har fundet sig selv som kunstner. Som hun siger: ”Jeg er kunstner for at synliggøre affalds værdi”, og det er gennem affaldet, at hun tillader sig selv at kalde sig kunstner.
Fra smykkerne bevægede Rie sig over i at lave værker, der ikke havde en forudbestemt funktionalitet. Hun startede med at lave kunst ud af kontaktlinseemballage. Som hun selv pointerer, kommer der meget affald ud af brugen af kontaktlinser. Ud af kontaktlinsepapirerne har Rie skabt nogle fantastiske værker, hvor hun blandt andet har brugt det sølv emballagepapir til at danne blomsteragtige mønstre.

I forbindelse med hendes miljøbevidste udgangspunkt for kunsten, kommer vi ligeledes ind på den berygtede løftede pegefinger. Rie fortæller, at hun i sine unge dage var økologisk før resten af Danmark, og at hun i disse tider ofte følte, at hun gav sine venner dårlig samvittighed, hvilket hun fandt ud af, er en rigtig dårlig motivator. Rie forklarer, at hun bestemt ikke har lyst til at have den rolle.

”Hvis jeg skal berøre mennesker, så har jeg ikke lyst til at berøre deres skyld. Eller deres svinehund. Jeg har lyst til at lave den der lille krølle, jeg har lyst til at kilde lidt inden i dem. En særlig kilden. I stedet for at skrive: Der bliver også bare produceret alt for meget affald.. bla.bla.bla. I stedet for det der konkrete, så vil jeg hellere ramme et andet sted, ramme et sted der hvor folk selv stopper op og betragter eksempelvis en mælkekarton og ser mulighederne i kartonen i stedet for bare at smide den ud”.

 I stedet for at være moraliserende, så vil Rie hellere videregive sin glæde ved materialet. Det handler i højere grad om at få folk til at se muligheder.

//Nanna Claudius Bergø. Rie viser materialet fra en gammel stol, som hun vil bruge i sit næste kunstværk.

//Nanna Claudius Bergø. Rie viser materialet fra en gammel stol, som hun vil bruge i sit næste kunstværk.


Guldminen – total appelsin i turbanen

Rie er som sagt tilknyttet Guldminen, hvilket hun er utrolig glad for. Hun fik i sin tid tilsendt et link af en gammel ven, hvor Københavns kommune søgte folk til at være en del af dette nye projekt på genbrugsstationen. Det var perfekt for Rie, der var både plads og mulighed for at få adgang til affald. Alt gik op i en højere enhed. ”Total appelsin i turbanen”.

Det var ligeledes muligheden for at påvirke den fremtidige genbrugsstation, der tiltalte Rie. For planen er, at der skal skabes en ny genbrugsstation i Sydhavn. På den måde er Guldminen et pilotprojekt, hvor intentionen er, at den næste genbrugsstation skal have en lignende Guldmine.
Rie fortæller dog også, at der er mange udfordringer ved sådan et projekt. Alle tilknyttede til Guldminen har skrevet under på en lang kontrakt. Det er ikke Københavns kommune, der tjener penge, men de har skabt et væksthus – de betaler ikke kunsterne, designerne, iværksætterne, men de stiller derimod alt til rådighed.
Måden de ansatte i Guldminen ”betaler” er ved at aflevere dokumentation af, hvad de producerer af det genbrugte affald.

//Nanna Claudius Bergø. Et værksted i Guldminen

//Nanna Claudius Bergø. Et værksted i Guldminen.

Jeg er nysgerrig på hvordan det rent praktisk fungerer, om alle de såkaldte ”guldgravere” bare hopper ned i containerne og fisker ting og sager op. Rie ryster på hovedet, og beretter mig om de mange restriktioner i forhold til deres adgang til affaldet, og knytter bemærkningen ”… det er der nødt til at være”. Det er i bestemte tidsrum på dagen, de har adgang til containerne. De har dog en fri container med et skilt, hvor Guldminen beskrives og hvor folk bevidst kan lægge ting til guldgraverne.
Rie lyser op og fortæller med begejstring, at hun netop har fået sin første pose med mælkelåg i denne container.
En stor del af Ries kunstneriske arbejde består nemlig af at poste lister på Facebook. På disse lister opfordrer hun alle omkring sig til at indsamle forskellige ting, som hun har brug for – såsom mælkelåg, enlige fingervanter og CD’er. Posen med mælkelåg er et bevis på, at det virker. Det er det, der er Ries mål – nemlig at få en masse indsamlere og få folk til at se affaldet med helt nye øjne. Så de selv står og kigger på affaldet og tænker ”Det der er guld”.

I forlængelse heraf knytter Rie en bemærkning omkring hendes mange underhåb, at det selvfølgelig vil være allerbedst, hvis der eksempelvis var en returordning hos brillemanden i forhold til de brugte kontaktlinseemballager.
Men Rie formår at gøre det usynlige synlige og derigennem sker der en stillingtagen, hvilket er et skridt på vejen.

 

Et liv med magi

Vores snak har bevæget sig hen mod kunsten i et større perspektiv. Jeg er interesseret i at høre hendes bud på, hvad kunst kan, ikke blot for affaldsproblematikken, men generelt.

”Det kunst kan, det er, at det kan gå ind og kontakte nogle steder i os, der ikke er formuleret. Og som ikke nødvendigvis vil noget bestemt, eller vil i en bestemt retning. Det kan skabe nogle nye koblinger, som netop ikke behøver at være intellektuelt eller sprogligt, det kan også være noget kropsligt. Det kan i hvert fald skubbe til os.”

Rie fortæller hvordan, kunst kan berøre folk på en måde, som hverdag og politiske debatter ikke kan. Kunst er ikke på samme måde manipulerende, derimod er den langt hen ad vejen bare med til at åbne nogle døre. Kunst kan nemlig få folk til at tage stilling. Hun fortsætter, og fortæller hvordan kunstnere er en slags forskere, der fordyber sig inden for et felt, og at deres rolle er, at videregive det de selv er blevet berørte af.

”For mig er det en meget vigtig del af det at være menneske at kunne blive berørt på den måde. På samme måde som det er vigtigt, at nogen tager en i hånden engang imellem.” Sammenligningen med at blive taget i hånden er både finurlig og meget sigende. Eksempelvis berører Ries kunst den barnlige og legesyge del hos mig, og denne berøring er både skøn og tiltrængt at genføle.

Rie kommer ind på hvordan kunst kan være med til at skabe magi. Magien skabes af at have åbne øjne og af at se velkendte objekter på ny. Hun fortsætter og siger, at hvis alt er planlagt, så ser man ikke, når magien er der. Så får man et liv uden af magi. Det er vigtigt for os, at føle at vores liv er magisk. Ellers bliver det ligegyldigt at være menneske.

Der er ingen tvivl om, at Rie er af den overbevisning, at kunst i den grad kan have en stor indvirkning hos folk. Men hun gør det også klart, at det selvfølgelig er til diskussion, hvor meget et fællesskab skal betale nogle individer for at fordybe sig indenfor et område, og kunsten ikke altid er løsningen. Jeg spørger indtil hendes eget billede af sig selv som kunstner.”Jeg har et lillebitte hjørne. Jeg er ikke løsningen. Jeg er sådan en der står og prikker lidt eller kilder lidt i siden.”
Jeg forestiller mig Rie som en lille drillepind, der løber rundt og kilder folk og får dem til at grine. Vi griner begge to og stemingen i det lille snavsede køkken er højt og latterfuldt. Mellem kaffe, tørre boller, grin og latter har der været små og store tanker, der i den grad har sået frø i min hjerne.

//Nanna Claudius Bergø. En masse bøtter med ting og sager i værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet”.

//Nanna Claudius Bergø. En masse bøtter med ting og sager i værkstedet ”Do Redo dimseværkstedet”.

Det finurlige er, hvordan Rie ikke har svarerne – da svaret netop er med til at bremse de mekanismer, som hun ønsker at ændre, vække og påvirke. Det handler netop om at turde gøre noget, uden at vide hvor det fører hen og uden at kende svaret og målet.
Rie løfter ingen pegefingre, men hun driller din forstand og fantasi gennem hendes kunst. Hendes kunst er både med en stor æstetisk bevidsthed, men også med at ønske om at skabe en bevidsthed og stillingtagen til affaldsproblematikken. Hendes kunst emmer af liv og legesyghed, hvilket er fantastisk set i lyset af, at værkerne er skabt af såkaldt ”døde” og kasserede ting.

Ries værker er et eller andet sted små øjenåbnere. De handler om, at vi skal se den verden, vi lever i og turde at være åbne overfor det, vi ser.

Jeg cykler fra Guldminen med ligeså mange spørgsmål, som da jeg kom – hvis ikke flere. Men det er måske netop Ries intention med sit virke og kunst ikke at besvare men derimod at stille spørgsmål. Om ikke andet vil jeg fremover have svært ved at lade et mælkelåg dumpe ned i affaldsspanden – for tænk hvilket liv det ville kunne få som kunstværk i Ries hænder.

 

Du kan tjekke Ries liste ud HER og selv blive en af de mange indsamlere 🙂

Læs meget mere om Guldminen og de mange projekter HER.

 

Forsidefoto//Nanna Claudius Bergø

 

 

Filmskribent og kandidatstuderende på RUC i Dansk og Performancedesign.