Dine madbilleder på Instagram skriver sig ind i kunsthistorien

Er dit Instagram-feed også proppet med surdejsbrød, overdådige skaldyrsanretninger og farverige poke-salater? Billeder af mad – de såkaldte foodstagrams – fylder en stor del i Instagrams billedgalleri. Faktisk er hele 461.345.574 opslag i skrivende stund udstyret med hashtagget #food.

Mad og måltider som motiv er ikke et nyt fænomen. Men det er nyt, at vi med hjælp fra sociale medier kan nå ud til så mange beskuere på én gang. Hvor madbilleder på Instagram kan have flere funktioner såsom en demonstrering af en særlig diæt eller som inspirationskilde til et specifikt køkken, spiller æstetikken alligevel en stor rolle.

De fleste danskere starter dagen med en portion havregryn og spiser rugbrødsmadder til frokost. Alligevel er det i langt højere grad kagen med det perfekte snit, de farverige smoothie bowls eller de eksklusive serveringer fra Michelinrestauranterne, der får lov at blive udstillet på de sociale medier. Vores portrætterede måltider bliver bogstavlig talt sovset ind i stemning og selviscenesættelse.

Instagram beskyldes i den forbindelse for at skildre et forvrænget syn på virkeligheden med nøje udvalgte måltidsbilleder og måske ligefrem fotoredigerede foodstagrams. Men denne forherligende selvfremstilling er ikke en ny tendens. Prestige gennem måltidet er et emne, der historisk set længe har været på hovedmenuen.

Måltidet som magtdemonstration

Fænomenet foodstagram ekkoer en æstetik, der kan forbindes med kunstens klassiske måltidsstillebens motivkreds, hvor opstillinger af mad, der afspejler dets samtid, er omdrejningspunktet. Hvor måltidets tidligste optræden gør sin entré i kunsten i det faraoniske Ægypten som et kultisk ritual som offer- eller gravgave, er Romerrigets overdådige og statusgennemsyrede måltidsstillebener, de såkaldte gæstegaver, incitament for motivets genoptagelse i renæssancen. Her bar måltidet præg af tidens religiøsitet funderet i værkernes råvarer og fortolkningen heraf.  

I 1600-tallets nederlandske barok fik maden i den grad lov til at komme i fokus. Her var forgængelighed – også kaldet vanitas – det helt store tema. Forgængeligheden kom til udtryk gennem rådne frugter og fordærvet mad: råvarer, der pludselig agerede symbol for livets skrøbelighed. Æblets råddenskab blev en allegorisk reminder om, at du en dag, ligesom æblet, skal dø.

Det er her vigtigt at understrege, at det i barokkens måltidsstillebener ikke kun var frugterne, der var rådne – men også metoderne. Hvor fordærvet frugt kan lyde ganske ækelt, er anskaffelsen af netop disse frugter langt mere afskyeligt. Flere af fødevarerne, der optræder i værkerne, er høstet fra oversøisk handel i forbindelse med den nederlandske kolonimagt. En magt, der blev opretholdt gennem krig, slaveri og menneskehandel.

Selvom du i dag kan købe appelsiner og ananas i alle danske supermarkeder, var disse eksotiske frugter førhen en sjældenhed og en luksusvare, som kun de velhavende havde råd til. En skål med appelsiner eller en afskrællet citron var altså blær uden lige – en decideret magtdemonstration.

At male med maden

Madvarernes symbolske betydninger blev med oplysningstiden erstattet med det naturvidenskabelige verdenssyn. Malerier af måltider skulle ligne det, det var. En afbilledet banan var altså bare en banan og ikke et symbol for noget større. Dette kunstsyn vendte modernismen godt og grundigt på hoved.

Malerierne af måltider behøvede ikke længere at være en gengivelse af virkeligheden. Tværtimod blev der eksperimenteret med farver, abstraktioner og formsprog. Den centrale pointe i kunsten var ikke længere at kunne gengive eksempelvis en naturtro fødevare. Det vigtige var derimod måden, hvorpå denne fødevare var malet på.

Hvor maden indtil videre kun har optrådt i afmalet forstand, skete der et opbrud i 1960’erne. Her blev der sat spørgsmålstegn ved, hvorfor maden kun skulle gengives, når den jo kunne bruges som materiale? I denne periode valgte flere kunstnere at inddrage madvarer i deres kunstneriske performances. Et godt eksempel på et kunstværk bestående af madvarer er Jane Sterbaks værk ”Vanitas: Flesh Dress for an Albino Anorectic” fra 1987. Værket udgør en kjole syet ud af 55 rå bøffer. Kunstværket fik en slags revival tilbage i 2010, da Lady Gaga til MTV Video Music Awards mødte op i en kødkjole inspireret af Sterbaks kunstværk.

Takeaway på museet

I dag optræder maden fortsat som materiale, men også som samlingspunkt. Den thailandske kunstner Rirkrit Tiravanija har eksempelvis forvandlet amerikanske gallerier og museer om til midlertidige thairestauranter, hvor han delte gratis pad thai ud til de besøgende som en del af en kunstnerisk begivenhed. Herhjemme kan vi også få lov at smage på denne kunstform med kunstner Augusta Sørensen, der for få dage siden i Nikolaj Kunsthal inviterede gæster ind til intuitiv kogning af æg, hvor æggene ikke blot agerede samlingspunkt, men også udgangspunkt for værkets tilblivelse.

Mad og måltider har altså spillet en utrolig stor rolle igennem den europæiske kunsthistorie. Hver gang du poster et billede af dit måltid på de sociale medier, går der en lige linje tilbage til bl.a. barokkens måltidsstillebener. Hvem havde troet, at din avocadomad på Instagram er et udtryk for mange 100 års kunstnerisk fascination af måltidet?

Hvis du har lyst til at læse flere artikler fra skribenten, kan du finde dem her.

Skriv en kommentar

kommentarer