CPH Art Run: Kunstoplevelser på Vestegnen

Kunst doodle fra årets Copenhagen Art Run // Nanna Claudius Bergø
Kunst doodle fra årets Copenhagen Art Run // Nanna Claudius Bergø

På Københavns Vestegn blomstrer kunsten og mangfoldige kulturtilbud. Med Arken som moderskib breder der sig en vifte af nye kunstneriske tiltag, der blandt andet inddrager Ishøj Strandpark. Sammen med KØS (Museum for kunst i det offentlige rum i Køge) har Ishøj formået at præsentere og ikke mindst fremme kunsten uden for det traditionelle museumsrum. En onsdag sensommereftermiddag var jeg inviteret til at deltage i netop et af disse kulturelle tiltag: Copenhagen Art Run.

Jeg møder op ved Ishøj Strandpark allerede godt varmet igennem af solens stråler og den næsten tre kilomenter lange gåtur fra Ishøj Station til strandparken. Her byder Pharells ’Get Lucky’ i en elektronisk udgave deltagerne velkommen under sensommersolen. Pladsen med madboder, DJ-pult, start- og mållinje er så småt begyndt at blive fyldt op med årets løbere. En bred skare af børn, unge, voksne og gråt guld hjælper hinanden med at påføre sig deres løbenumre. Jeg får tildelt nummer 1318 og årets klassiske mulepose med æble, vand og en bunke fribilletter og rabatkuponer og er klar til kamp.

Copenhagen Art Run har eksisteret siden 2012 og er støt vokset i antallet af deltagere år for år. Jeg får nys om, at vi er et sted mellem 750-800, der er trukket i løbeskoene og er mødt op dette år. Ved en håndsoprækning finder vi ligeledes ud af, at ca. halvdelen har været med i 2015. Løbet er en fem kilometer lang rute, hvor man mødes af ofte interaktive kunstværker. Hvert år inviteres mere eller mindre etablerede kunstnere samt byens bibliotek og skoler til at skabe værker til årets kunstrute, som løberne skal ud på. Det handler hverken om hurtige tider eller hvem, der kommer først over målstregen, men om at sanse, opleve og forundres af rutens værker.

Byens borgmester træder op på talerstolen ved siden af startlinjen, hvor han præsenterer det folkelige oplevelsesløb, som Art Run må siges at være. Vi får at vide, at vi skal udfordres på krop og sjæl, hvor vores sanser skal arbejde i takt med benene. Til sidst opfordres vi til at tænke over vores drømme, før årets løb bliver givet fri. Starten går, og vi er i gang.

Take a step - Take a seat af Vejlebroskolen og ARKEN Undervisning // Nanna Claudius Bergø
Take a step – Take a seat af Vejlebroskolen og ARKEN Undervisning // Nanna Claudius Bergø

Efter vi har lagt vejen forbi Vejlebroskolens stoleselfies og opmuntrende tilråb, kommer vi til Drømmesamlingen. En interaktiv installation, hvor årets løbere har mulighed for at nedskrive deres drøm/drømme og hænge dem op på snore ved siden af hinanden. Jeg hører en pige sige til sin mor, at hun skrev, hvordan hun drømmer om at få venner på sin nye skole – hendes ønske bliver hængt op ved siden af hendes mors ønske om et nyt hus, hvor hele den sammenbragte familie kan bo sammen. Jeg efterlader min drøm i den glitrende drømmesamling blafrende i vinden og fortsætter mod næste punkt.

Drømmesamlingen af Signe Willersted // Nanna Claudius Bergø
Drømmesamlingen af Signe Willersted // Nanna Claudius Bergø
Drømmesamlingen af Signe Willersted // Nanna Claudius Bergø
Drømmesamlingen af Signe Willersted // Nanna Claudius Bergø

Underlaget skifter til sand, mens vi løber videre gennem værket Ikke noget sted, der med skilte, performance, telt og kiks skal gøre os opmærksom på steders betydning for mennesker. Snakken går stadig om de drømme, vi netop har nedskrevet, og vi fortsætter til stranden, hvor værket TERRITORIAL LANDMARK PROJECT har indtaget sandet. Vi mødes af en farverig bunke flag, hvor hver farve repræsenterer sin del af Danmark – København er lyseblå. Jeg får at vide, at jeg skal indtage et stykke af stranden med mit flag. Trods en overvægt af det lokale gule flag, følger det blå københavnerflag ganske godt med. Her stopper strandens værker ikke, for nogle hundrede meter senere løber vi ind i det næste performanceværk. En kvinde i overdimensioneret hvid kjole bliver fodret med farverige væsker af en kvinde i sort. Væskerne bliver indtaget for derefter at flyde ud over kjolen og skabe spor på både hud og stof. Nogle løbere bliver fascineret stående og betragter en rød væske flyde ned over kjolens skørt, mens en anden løber forbi mig med sætningen; ”Det der er altså ikke noget for mig…”

Territorial landmark project af Sonne Amhild // Nanna Claudius Bergø
Territorial landmark project af Sonne Amhild // Nanna Claudius Bergø
Territorial landmark project af Sonne Amhild // Nanna Claudius Bergø
Territorial landmark project af Sonne Amhild // Nanna Claudius Bergø
F7UIDS af Nuleinn Version III // Nanna Claudius Bergø
F7UIDS af Nuleinn Version III // Nanna Claudius Bergø

Vi er nu omtrent halvvejs gennem værkerne og kilometerne. Efter en løbetur gennem Ishøj Biblioteks bidrag – en række læsesteder fra hverdagssituationer – når vi til En væg af vand af Christian Liljedahl. Her mødes vi af netop det: en væg eller måske nærmere en port af vand. Har man taget sig tid til at læse programmet vil man vide, at vandvæggen kan stoppes af en rød knap, så man kan løbe tør igennem. Jeg hygger mig i stedet over alle dem, der passerer uvidende forbi den røde knap og må fortsætte løbet med vådt tøj. De sidste hundrede meter løb i sand foregår gennem et nudistområde, hvor vi passerer en række overraskede solrøde numser.

Læsesteder af Ishøj Bibliotek // Nanna Claudius Bergø
Læsesteder af Ishøj Bibliotek // Nanna Claudius Bergø
En væg af vand af Christian Liljedahl // Nanna Claudius Bergø
En væg af vand af Christian Liljedahl // Nanna Claudius Bergø

Herfra skifter vi til asfalt, og værkerne skifter karakter. De næste to værker lægger nemlig op til kunstnerisk leg. Vi smider bolde op i luften for at forundres af et skjult lydunivers, der åbner sig, når vi kigger op mod himlen efter boldene. Vi stikker hovederne op i hovedløse planeter, der overrasker os med farver, lys og mønstrer. Gamle som unge løber vi smilende videre for at hilse på Oscar under broen.

Hovedløse planeter af Julie Bjørnskov // Nanna Claudius Bergø
Hovedløse planeter af Julie Bjørnskov // Nanna Claudius Bergø

Oscar er en stor kæmpe, der smilende klamrer sig til en bro på vores løberute. Han er skabt af Thomas Dambo og har seks kæmpe venner, som er spredt ud over Vestegnen. Alle er de skabt ved genbrug af affaldstræ og hygger sig nu i Ishøj, Albertslund, Høje Taastrup, Hvidovre, Vallensbæk og Rødovre. Selvom vi kun får glæden af Oscar i dag, er der god grund til også at besøge Teddy, Tilde, Louis, Thomas og Trine (find dem HER). Alle er de placeret i naturen og giver os mulighed for at opleve små glemte perler i det danske landskab.

Oscar under broen af Thomas Dambo // Nanna Claudius Bergø
Oscar under broen af Thomas Dambo // Nanna Claudius Bergø

Før vi kan krydse målstregen er der endnu to værker, der skal passeres. Første værk består af to portaler, om man vil, med overskriften ’Hån’ på den ene og ’Håb’ på den anden. Det er op til løberne, hvilken en portal, de vil passere igennem. De stakkels deltagere, der ikke har opdaget skiltet med ’Hån’, får sig derfor noget af en overraskelse, når de får hånlige tilråb om deres løbestil med på vejen. Jeg har brug for lidt håb på mine sidste 500 meter og får derfor at vide at ”jeg elsker dit løb og smil.” Jeg kan nu løbe smilende gennem kulturskolens fabeldyrsportal, før jeg krydser målstregen.

Som jeg når over målstregen og får taget det obligatoriske sejrsbillede foran kunstnervæggen Doodle run, bliver sidste heat sat i gang. Små grupper af løbere sidder allerede og nyder årets økologiske madpakke, som man kunne tilkøbe på forhånd. Der er gang i madboderne, og lyden af 99 Blows elektroniske toner flyder stadig ud over pladsen. Jeg når lige at give et svedigt håndtryk til en af hovederne bag løbet, som fortæller mig, at de virkelig tror på projektet og allerede glæder sig til næste år.

Med trætte ben, røde kinder og et par kilo sand i skoene efterlader jeg årets Art Run. Det har ikke kun givet mig en mulighed for at nyde den sidste sommersol men også givet mig lov til at lege med kunsten. Kunst hører ikke kun til i hvide museumsrum men også på stranden i Ishøj. Jeg kan stadig drømme videre om en fusion mellem Art Run og Colour Run – men for denne gang er min kunsttrang og legelyst mættet.

Hvad: Kunstløbetur med mad og musik.

Hvor: Ishøj Strandpark.

Hvornår: I 2017 løbes der den 13. september. Se eventet her.

Forsidebillede // Nanna Claudius Bergø

Tidligere kunstredaktør på VINK og KA i kunsthistorie ved KU.