ESSAY: Som kunstskribent har jeg i denne lille tekst indtaget en lidt anden position, end jeg plejer. Jeg er nemlig selv elev på VERA skole for kunst og design og skal fortælle jer om den sidste tid på skolen og kulminationen på dette halve år: Nemlig afslutningsudstillingen, som foregik i sidste uge.
Klokken slår tre. Det er allerede næsten kulsort udenfor, men indenfor summer skolens 900 kvadratmeter af liv, varme og nysgerrighed. Skolens leder, Niels Nørlem, holder en tale for os elever og de første fremmødte. Han erklærer udstillingen for åben, der klappes, og de første par hænder griber ud efter en velkomstdrink. De fleste af os kigger lidt nervøst på hinanden og smiler. Denne onsdag og torsdag er kulminationen på et halvt års arbejde, og for mange af os er det også en prøvelse. En slags test for at finde ud af, om det vi brænder for, er det vi skal forfølge og mærke efter, om processen og resultatet har været fyldestgørende for os – måske så meget, at vi til foråret skal til at søge kunstakademier, designskoler og arkitektskoler.
De sidste mange uger har skolen og eleverne vist sig fra en anden side, end den vi alle mødte i starten og midten af forløbet. Seriøsitet og ambitioner har præget stemningen. Skolens ellers faste skema, der ret præcist har dikteret mødetid kl. 9, frokost kl. 12 og fri kl. 15, har de sidste uger i stedet været bestemt af betonens hærdningstid, videoens eksporterings-proces og drillende filtningsteknikker. Med andre ord, har skolen været aktiv i døgndrift, og vi har været underlagt værkernes præmisser.
Ikke ret lang tid før dørene slås op for omverdenen, står udstillingen klar. Jeg har altså heller ikke selv den store fornemmelse af, hvordan resultatet er blevet i de forskellige udstillingsrum på skolen. I hvert fald ikke ud over min egen linje, billedkunst A, hvor vi først i sidste øjeblik stod klar. Jeg tager en tur rundt på skolen og lige meget hvor, mine øjne kigger hen, er der kreationer af spirende designere, billedkunstnere, fotografer og arkitekter. Jeg er virkelig imponeret over, hvad de forskellige linjer har skabt, og hvor stor en kontrast denne udstilling er, i forhold til midtvejsudstillingen, hvor jeg fornemmede, og selv følte, større usikkerhed. Der er ikke blevet sparet på noget. Der er blevet satset lidt, taget nogle større chancer og jeg synes, alle er lykkedes med det.
I billedkunst A og Bs lokaler, har mange arbejdet med videoværker og lyd. Fornemmelsen af at træde ind i lokalerne er ret overvældende. Det er en svær balance at få 25 elevers værker til at være på så forholdsvis lidt plads. Der skal være plads til alle, og samtidig skal man kræve den plads, man selv synes, ens værk behøver. Ellers sidder man tilbage med en lidt bitter smag i munden. Heldigvis synes jeg, at denne kæmpe eksplosion af lyd og lys talte godt sammen og, i stedet for at tage fokus fra hinanden, faktisk tilføjede noget til den samlede oplevelse af at være i rummene.
Før jeg selv startede på skolen, var jeg til mange af udstillingerne, og jeg kan virkelig anbefale at holde øje med skolens Facebook-side, hvor der løbende bliver slået begivenheder op for udstillinger, der bliver afholdt på skolen og i skolens projektrum på Åboulevarden. Det er elever med sans for deres håndværk og de kunstneriske og arkitektoniske tendenser. De skaber udstillinger i projektrummet, der bliver aktuelle for de fleste. Vi elever bliver ledet af kompetente lærere, der underviser og guider os i at forstå, hvordan vores felt fungerer ude i den virkelige verden, og hjælper os til at finde vores egen vej og røde tråd i den kontekst. Det er altså ikke en lille lukket verden du som tilskuer træder ind i. Det er derimod en verden, hvor unge mennesker forsøger at åbne op og vende vores udtryk udad.
Det var overvældende at mærke så mange mennesker engagere sig i det, jeg, og de cirka 50 andre elever, brænder for. De to dage har været en perfekt afslutning på et halvt års fordybelse, hvor vi har kunnet dyrke vores passioner. Heldigvis kan jeg glæde mig til at fortsætte mit arbejde efter jul og nytår, så helt slut er det ikke.