EN UPOETISK ODE TIL TØMMERFLÅDEN

Tømmerflåden i efterårssol

Foto// Ditte Maria Engelhardt

 

Bladene begynder så småt at dale ned. De lægger sig som et brunt tæppe omkring dig. Mørket kommer nu, men du skal have lys – du er af natur for munter til, at efteråret klæder dig. Du går en ensom tid i møde; jeg kan mærke, at du glider fra mig.

Jeg mindes nu blot dit uperfekte ydre; vejrbidt og groft. Jeg husker dine grumsede nuancer; din urene favn. Et skvulpende korpus, som jeg stille døsede hen på.

Jeg længes tilbage til solskinstimerne i dit selskab. Musikken, øllen og den løsslupne latter. Jeg savner at mærke det uklare vand smyge sig om min nøgne krop, som da jeg sommerkåd og varm sprang i kanalen. Jeg rødmer ved tanken om de forbipasserendes stjålne blikke, da jeg nøgen og beruset efter dagen, solen og øllet højrøstet ventede på, at månen kiggede frem.

Jeg længes efter dit løfte om frihed. Efter at vide, at dagen var vores og vores alene. Jeg husker stikket i hjertet, når andre krævede dit selskab, og jeg blev forvist.

Du har lært mig meget på en enkelt sommer blot. ”Læg blufærdigheden fra dig og mærk rusen af nøgenhed”, opmuntrede du. Og det gjorde jeg! ”Lær disse mennesker, som du kender så godt, at kende igen”, formanede du. Og det gjorde jeg! ”Lær at se ud over det umiddelbare; det slidte, det uskønne. For jeg kan give dig noget unikt”, lovede du. Og det gjorde du!

For selv en tømmerflåde, godt gemt og delvist glemt i en afstikker af Christianshavns kanal, kan gøre en verden til forskel for en sommer i København. Et sted, som ikke alle forstår, og som derfor er mit. Som i sin uperfekthed blev den perfekte ramme om minder, jeg tager med mig. Måske resten af livet. Måske en vinter blot. Et sted, som minder mig om, at København kan rumme os alle, fordi vi rummer den i alle dens afskygninger.

Så drag ud i København og find dit sted eller prøv at finde mit. Så ses vi til næste sommer.

/Ditte Maria Engelhardt

 

Hvor: Ved laboratoriegraven ved Arsenaløen.
Hvornår: Morgen, middag og aften – så længe solen skinner.
Hvorfor: Det er uforstyrret og hyggeligt.
Portemonnæ: Gratis – ud over øl og proviant.

At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.