En nyrenoveret, granitgrå plads midt i København blev i 2014 forvandlet til Københavns mest farverige byrum – ikke fordi det granitgrå blev malet i alverdens farver, men fordi den, med sit splinternye og ganske omdiskuterede navn, Regnbuepladsen, officielt blev et symbol på det københavnske frisind, mangfoldighed og seksuelle minoriteters kamp for retten til at være sig selv. Det har til alle tider været en farverig kamp; en kamp kæmpet med glitter, fest og fabulousness. Og netop derfor er Regnbuepladsen, ikke blot af navn, men af natur en farverig og feisty skabning.
//Foto: Alexander Hjort Jespersen
På en gråmønstret plads, der ligger mellem Farvergade og Lavendelstræde, blafrer et regnbueflag – siden 2017 blafrer det der hele året rundt. Pladsen, der stolt bærer navnet Regnbuepladsen, holder sig trods sit farverige navn, ganske stilren i grå nuancer. Kun plettet af parasollerne foran Oscar Bar & Café og Brasserie Royal.
På den ene side er den flankeret af kulturcenter Vartov og Grundtvigsk Forum, hvor statuen af Grundtvig for evigt knæler for demokrati og frihed for folket. En institution så gammel, at selv H. C. Andersen har skrevet et eventyr om stedet; det kan du læse, hvis du kan tyde indgraveringen på de polerede betonbænke på pladsen. En grønirret, firkantet bronzestatue skjuler sig i skyggen af et ungt træ og tjener som en udmærket støtte til de mange cykler, der er parkeret op ad den. På den anden flanke ligger Københavns klods af et rådhus, og et stykke derfra står de evigt blæsende Lurblæsere og sender toneløs musik ud over byens tage fra deres lille lund af kirsebærtræer.
Men du skal ikke lade dig snyde af det lettere grå, konservative ydre. Nogle gange er en plads bare en plads. Nogle gange er det så meget mere. Kigger du nærmere på den grønirrede cykelstøtte, der i virkeligheden er en statue kaldet Talerstolen skabt af billedhugger Hein Heinsen, vil du se ordene Rostra Populi (Folkets Talerstol) og Fællesskab & frihed sammen med ordet ”Ordet” på 54 sprog. Egentlig er den en hyldest til Grundtvigs arbejde for folkeoplysningen. Men siden Regnbuepladsen fik sit nye navn, har den tjent som netop en talerstol; et byrum fyldt med farver og kampånd, et sted for folkeoplysning og kampen for frihed og fællesskab.
Som en hyldest til frisind og mangfoldighed har feminister og queeraktivister badet sig og danset i glimmer på pladsen. Den homovenlige Oscar Bar & Café har sørget for at sætte musik til pladsens festglade natur weekend efter weekend i streg med et budskab om, at København er en by for alle. Brandtaler om køn, ligestilling, mangfoldighed, tolerance, aseksualitet, interseksualitet, homoseksualitet, udskamning, ensomhed, identitet og retten til egen krop har dundret under Pride og protester på pladsen. Præcis som den vil gøre det igen i år og mange år fremover.
Regnbuepladsen er en konstant påmindelse om, at kampen nok er kommet langt, men langt fra er ovre. Det er en påmindelse om, at siden verdens første registrerede partnerskab mellem to mænd blev indgået lige her på Købehavns Rådhus i 1989 og Priden indtog Rådhuspladsen i 1996, så er vores vej mod frisindet og ligestillingen nok blevet lettere, men ikke problemfri.
For nogle gange er en plads ikke bare en plads. Nogle gange er den også et symbol.
Skriv en kommentar
Læs også:
Ditte Maria Engelhardt
At få lov at lytte til og fortælle andre menneskers historie er et stort privilegium. Det gøres allerbedst med en øl i hånden. Revolutionen kommer nedefra, jeg lader andre om de store linjer.