Som en blodåre, der forbinder Københavns pumpende indre byhjerte med Amager, løber Langebro. På toppen er udsigten smuk, og man kan skue ud over København.
På den ene side blinker den Sorte Diamant, og længere ude kan man få øje på Operahuset. På den anden side på Bryggen stråler Havnebadet, som minder mig om sommernætter i det kolde vand.
Langebro er mit pausested, mit åndested, mit tænkested, mit sted.
Jeg cykler over den smukke bro hver dag på min færd til og fra min lejlighed på Amager. Jeg kæmper mig små to kilometer ud ad Amagerbrogade og venter sammen med resten af amagerkanerne, der forlader øen, ved krydset lige inden broen. Pustende og svedende kæmper jeg mig op ad broen på min røde cykel. Den hårdeste strækning på min vej mod Indre By. Strækningen virker næsten altid helt uoverskuelig og uendelig, men lige pludselig er jeg der. På toppen. Hvor kampen mod broens stigning har været det hele værd. Udsigten gør mig glad. På triste regnfulde mandage løfter udsigten over København mit humør flere grader op. Man bliver løftet op over byens stress og kan se det hele udefra. Problemer synes altid mindre her, med denne udsigt, for mig.
Langebro gør mine lange cykelture fra Amager mod Indre By, Østerbro, Nørrebro eller Vesterbro bedre. Selvom de lange cykelture ikke altid er det, jeg orker mest, så gør tanken om Langebro dem lettere.
Når hverdagene er blæsende, og kampen over broen er værst, så er toppen af Langebro mit pausested. Et dybt åndedrag inden turen går nedad, og jeg suser mod en åbning af eventyr og det indre København, der hurtigt kommer imod mig med farver og tivoli.
Lørdag aften når dansegulvet er helt udtrådt, alle øllene er tomme, og jeg kæmper mig hjem på min cykel fra en bodega eller en bar på Nørrebro, vinker Langebro mig i møde. Nu ved jeg, at jeg næsten er hjemme i min seng.
Langebro er der altid.
LÆS FLERE ARTIKLER AF CECILIE HÉR ELLER OPDAG FLERE AF VORES STEDER
Cecilie Uhre Jørgensen
Læser journalistik på RUC og elsker ord, har let til latter og mister mindst et par luffer pr. vinter.