Kihoskh

kihoskh-augusta-caroee

KIHOSKH //Foto: Augusta Carøe

 

På Sønder Boulevard ligger den usædvanlige købmand Kihoskh. Tag med VINK’s skribent en aftentur forbi Kihoskh efter mælk, mens du bliver forført af Kihoskhs aura.

Klokken slår 20:00 tirsdag aften. Det sidste mælk er drukket, så jeg bevæger mig ud på gaden ned mod Kihoskh på hjørnet af Dybbølsgade og Sønder Boulevard. Her kan jeg købe en liter mælk samt få et frisk pust af “det søde Vesterbro-liv”.

Kihoskh er ikke ligesom de andre kiosker, der findes rundt omkring i kvarteret. Kihoskh er en moderne købmand med et stort udvalg af dagligvarer, specialiteter og økologiske produkter. Dernæst er det også mødestedet for de lokale vesterbrogensere, som gerne vil skue og anskues. Jeg er en af dem.

Jeg går ind i butikken og kigger mig omkring. Kihoskh har alt og lidt til. Det er et slaraffenland for ubeslutsomme sjæle ligesom jeg selv. Jeg køber tit min mælk, croissant, ginger beer og le Petit Voyeur Magazine her. Det er altid interessant at være i butikken, som rummer mange forskellige typer og personligheder. Du burde tage forbi og se for dig selv.

Foran køledørene står to smarte normcore fyre og diskuterer, hvilken specialøl, de skal vælge. Hos Kihoskh finder du Danmarks måske største udvalg af øl fra danske såvel som udenlandske bryggerier, så de taler højt og længe om smagen, fylden og kraften på hvert enkelt mærke. De skal videre på Litauens Plads og nyde øllen og resten af aftenen.

Ind ad døren kommer en far med en skrigende unge på armen. Han spørger efter en espresso, dobbelt shot. Han ser træt og udmattet ud ligesom hans barn. Måske han er træt af at være en del af den kreative klasse? Udenfor venter hans kone med en barnevogn og deres hund, som selvfølgelig er en pug. Kliché.

Foran bladreolen står en ung og følsom fyr. Han har krøller og runde Ray Ban briller på. Han nærstuderer et magasin og kigger interesseret på vinylerne, som man selvfølgelig også kan købe hos Kihoskh. Han kigger genert rundt, mon han venter på en date?

Jeg kunne stå her i flere timer og beundre de mennesker, som handler her. Bag disken står to unge nydelige og venlige sjæle. Den høje pige smiler sødt, da jeg stiller mælken på disken. “18 kr” siger hun. “Jesus! Det er dyrt at købe mælk her” tænker jeg, mens jeg beundrer hende og kollegaen, som åbenlyst er på Happn og liker damer, som krydser hans vej på Sønder Boulevard.

Jeg betaler og går udenfor, hvor to veninder sidder under varmelamperne. De diskuterer højtlydt deres singleliv og en eller anden douche, som har været et svin overfor en af dem.

På fortovet holder en høj, ranglet og rødhåret fyr på sin ladcykel. Jeg har tit set ham foran Kihoskh og andre steder omkring på Vesterbro. Han har altid et smil på læben og fortæller ofte de vildeste og mest underlige historier, som jeg tvivler på er sande. Jeg kender ikke hans navn, men jeg ved, at han har et tilhørsforhold til Kihoskh.


Jeg smiler og trasker hjemad med min dyre mælk. Kihoskh er altid et besøg værd, hvis du gerne vil opleve det lokale Vesterbro. Tag din ven med herhen og køb en lækker specialøl, mens I sidder udenfor på en af bænkene. Herfra kan du iagttage livet og menneskerne, som passerer forbi. Alle har så travlt, men hos Kihoskh står tiden stille.

//Frederikke Wulff

Hvor: Sønder Blvd. 53, 1720 København V

Hvornår: Mandag-torsdag: 7.00 – 1.00. Fredag: 7.00 – 2.00. Lørdag/Søndag: 8.00 – 1.00/2.00

Hvorfor: Fordi Kihoskh har stemning og er en moderne købmand med et stort udvalg af dagligvarer, specialiteter og økologiske produkter. Kihoskh er begrebet af den moderne Vesterbrogenser.

Mønt: $$