Dyrehaven

dyrehaven-julie-krogh-thomsen

DYREHAVEN //Foto: Julie Krogh Thomsen

 

Kaffen flyder fra de uendeligt mange caféer på Vesterbro. Det gør det også fra hjørnet af Valdemarsgade og Søndre Boulevard, hvor den populære restaurant og café ”Dyrehaven” holder til. Dele af det oprindelige værtshusinteriør lader ingen være i tvivl om, at stedet tidligere har beværtet et helt andet københavnerklientel. I dag sidder sømandstatoveringerne i stedet på armen af de unge studerende, og tidligere tiders nikotintåger er for længst fordampet. Tilbage er den liflige duft af kaffe og god stemning. 

 

Det er en af de der lidt for tidlige søndage. Du ved en af de dage, hvor kaffe ikke bare er et tilvalg – det er en nødvendighed! Heldigvis er kaffen hurtigt serveret, og snart følger en morgentallerken med æg benedict og en ganske overdådig avocadomad. Det er lækkert, ærligt og upyntet– og bestemt værdsat. I lokalet er der et konstant leben fyldt med velklædte københavnere, der alle skal ind og have dagens første skud espresso og en gedin “rubber” i retrostil. Derfor er det også frokostklassikere som kartoffelmaden og hønsesalaten, der snart står klar i køkkenlugen, når kokken ringer på klokken.

 

Studietid og kaffe på genhæld

Selvom jeg er kommet oftere på Dyrehaven end min SU tillader, så har jeg dog endnu ikke smagt på aftenens udbud. Bestemt en fejl som skal rettes op på snarligt! Jeg bliver ved med at vende tilbage til det tidligere værtshus på hjørnet ud mod Søndre Boulevard. Indtil videre har Dyrehaven bidraget med mange sider til min bachelor og den billige optankning på kaffe med energi i min arbejdsproces. Aftenserveringen må så blive næste gang, og jeg glæder mig allerede.

 

Det gamle værtshus emmer af Vesterbrostemning med blandingen af  indretning fra en svunden tid samtidig med, at det viser et billede af hvad der er oppe i tiden. Dette ses både i stilen på det nye københavnerklientel og ikke mindst på, hvad der på tallerknerne. Har du ikke været der endnu så tag på Dyrehaven. Hvad enten det er tidligt søndag formiddag, i den sene aftentime eller i den effektive studietime. Dyrehaven kan det hele, og kan det rigtig godt endda.

 

// Julie Krogh Thomsen

 

♥ Hvor: Sdr. Boulevard 72, 1720 København V

♥ Hvad: På Dyrehaven kan du i den ideelle verden blive hængende fra morgen til aften. Mellem kl. 09-10 og frem til 12 er der morgenmad. I tidsrummet 12-16 bliver de luksuriøse madder serveret, mens aftenmenuen optræder i tidsrummet 18-21. Drinksene bliver udskænket til omkring kl. 02.

♥ Mønt: Priserne er i almindelig caféstandard. For 115 kroner kan du spise dig mæt i en morgentallerken eller i en overdådig kartoffelmad for 58 kroner. Kaffepriserne er holdt studievenlige. Her koster en kop kaffe en flad tier- også på genhæld, mens de mere avancerede kopper koster mellem 22 og 33 kroner.