En gruppe forældre holder madklub ved et par langborde i den fjerne ende af pladsen. En fyr har spottet sin gamle ven oppe på en altan, og nu får de sig en kort sludder ”… hvordan har Inger det? Er hun stadig helt i hopla?,” bliver der spurgt oppefra. Og på en bænk sidder to unge gutter med hver sin dåsecola og snakker lidt om følelser. Hvis man skulle lave en moderne fortolkning af en Morten Korch spillefilm, kunne dette lyde som en pitch til åbningsscenen, men det er det ikke. Det er bare en tidlig torsdag aften på Balders Plads.
Der findes efterhånden meget få steder i København, som ikke rigtig er noget. Eller som måske snarere ikke vil være mere end det, de nu er.
Selv byens ikke-steder – du ved, dem man traver igennem hver dag for at komme det sted hen, man nu skal: metroer eller hovedveje – forsøger man på en eller anden måde at gøre til noget særligt. Vægge udsmykkes, blomster plantes, måske bliver der hængt et billede med et corny citat op.
Sådan forholder det sig ikke med Balders Plads på Nørrebro. Den får lov til at være lige præcis det, den er: en plads på Nørrebro. Den har på forunderlig vis undgået at blive plastret til med restauranter og butikker, og der har så vidt vides ikke været en fiks byrumskonsulent forbi med et pladsoptimerende tiltag. Når man står der midt på pladsen, kan man faktisk mærke hvor sjælden en ting, det er.
Pladsens eneste beværtning, Røde Roses Kaffebar, er nærmest vokset sammen med sine omgivelser. I modsætning til de fleste nyere steder virker kaffebaren som en naturlig forlængelse af pladsen og bidrager kun til følelsen af, at man er trådt ind i en tidsmaskine og havnet et sted, som føles isoleret i tid og rum. Man får en særlig fornemmelse af at være alle steder og ingen steder på samme tid. Jeg forestiller mig, at man kunne tage sit tunge hjerte med ned på Balders Plads og lade det blive vægtløst en kort stund. Eller at man kunne invitere et nyt bekendtskab med derned og to timer senere forlade pladsen som fortrolige venner.
Måske pynter jeg lidt på historien om Balders Plads. Måske har jeg ladet mig rive med. Men det er netop det, man kan på de få steder i byen, som ikke er travlt optagede af at underholde eller sælge ting: man kan lade sig rive med. Digte historier eller lade tankerne vandre. Sidde i timevis eller i to minutter og bare lige være lidt.
Hvor: Balders Plads på Nørrebro.
Hvornår: Der er forårs- og efterårsloppemarked, samt Jazzfestival-program i juni. Men i virkeligheden er Balders Plads allerdejligst på en helt almindelig dag.
Hvorfor: Fordi der er så få steder i København, som bare får lov at være som de er.
Mønt: Gratis.
LÆS FLERE ARTIKLER AF ASTA HÉR ELLER OPDAG FLERE AF VORES STEDER
