Jeg er den type, der elsker fortællinger om hæslige mennesker, der begår grumme og ubehagelige handlinger, hvor man mest af alt har lyst til at vende blikket den anden vej. Jeg elsker film om tabuer. Fordi de giver os indblik i, hvad der får os til at gøre ting, som ellers kan virke uforklarlige.
Dansk film har gennem tiden haft tendens til at beskrive, hvor følelseskolde og afskyelige mennesker kan være. I denne sammenhæng handler det ikke om, hvor ond Egon Olsen er, når han i kreative vendinger taler dunder i Olsen-banden filmene. Det handler ikke om den rendyrkede ondskab i mennesket, men derimod ønsket om at forholde sig mere nuanceret. Det handler om forbudte tanker og følelser, som man i al almindelighed ikke italesætter – de tanker som kan opstå i os alle.
Jeg vil gerne fremhæve denne spændende tendens i dansk film, som billedliggør tabubelagte emner. Der er lavet adskillige af den slags fortællinger gennem tiden, og her har jeg placeret dem i tre kategorier.
Lysten til at straffe
Flere danske film har konfronteret tilskuerens retfærdighedssans. Konfrontationen viser sig ofte i, at vi har lyst til at få ram på nogen, fordi vi simpelthen ikke kan udstå dem. Som seer er det derfor ikke svært at forstå, hvorfor man kan have behov for at straffe en person, der fremstår helt igennem modbydelig.
I Susanne Biers Hævnen fra 2010 bliver hovedpersonernes grænser for alvor sat på prøve, da de skal forholde sig til henholdsvis to voldelige bøller i København og en kvinde – samt barnemorder i Afrika. Man får som tilskuer selv lyst til at træde ind og give de to voldelige mobbere én på lampen, men må holde igen ligesom protagonisterne, da vi lever i et civiliseret samfund.
I Afrika må en udstationeret læge, og faderen til en af ofrene for de voldelige bøller, gå langt for at overholde sit lægeløfte, når den voldelige bandit, der terroriserer de lokale, har brug for akut sygehjælp. Her testes publikums tålmodighed også, for vi ønsker det værste for banditten, som har børn og kvinders liv på samvittigheden.
I Martin Zandlivets Under sandet fra 2015 udsættes vi for en lignende konfrontation. Filmen foregår i kølvandet på Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hadet rettet mod det tyske folk var enorm. En håndfuld unge tyskere er kommet til Danmark som krigsfanger for at fjerne nazisternes efterladte landminer. Her retter den danske sergent al sin vrede og had mod de tyske drenge.
Man forstår godt danskernes vrede mod tyskerne. Men samtidig føler vi også enorm sympati med de på mange måder uskyldige tyske drenge, som uretmæssigt bliver holdt ansvarlige for nazisternes krigsforbrydelser. Nogen kan desuden være så besat af tanken om at få afløb for deres egen sorg gennem hævntørsten og lysten at straffe andre, at de vil gøre alt for at finde en undskyldning.
I Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere fra 2020 mister en militærmand sin kone i en tragisk togulykke. Derefter forfølger han og hans medsammensvorne ethvert spor, så han kan placere skylden hos nogen og holde dem ansvarlige. Militærmanden har brug for at få forløst tabet af sin kone gennem vold og død og accepterer derfor ikke, at der måske blot er tale om en tragisk ulykke uden nogen egentlige ansvarlige.
I Gustav Möllers Den skyldige fra 2018 forbinder filmens tætte kameraføring publikum til filmens hovedperson – en fordømmende politimand på en alarmcentral. Sammen med hovedpersonen danner vi os en klar opfattelse af, hvem der er offeret, og hvem der er den skyldige i en pludselig opstået kidnapningssag. Men filmen konfronterer os også med, hvordan vi kan blive forblændet af vores egne fordømmelser af bestemte typer mennesker, især når det sker på baggrund af deres sociale status.
Lysten til at straffe kan også portrætteres den anden vej, hvor hovedpersonen forfølges af andres fordømmelse. Dette opleves især i Thomas Vinterbergs Jagten fra 2012, hvor Mads Mikkelsens karakter udsættes for massehysteri efter en tilfældig løgn om et seksuelt overgreb mod hans bedste vens datter.
Det ser vi også i Vredens dag af Carl Th. Dreyer fra 1943. Her risikerer en ung kvinde at lide samme skæbne som andre hekseforfulgte kvinder, når hun beslutter sig for at bryde fri fra sin families ægteskabelige tyranni. I begge film kan hovedpersonerne ikke føle sig sikre, da de begge er mærket af omverdens fordømmelse. I sådanne fortællinger bliver vores retfærdighedssans for alvor konfronteret, da disse fejlagtige beskyldninger kommer til at ramme uskyldige personer.
Det svære valg
Skæbnesvangre valg som kræver, at hovedpersonen tager stilling til essentielle dilemmaer, har været omdrejningspunktet i utallige gribende fortællinger i dansk film – dilemmaer, som er nødvendige i hovedpersonens fremtid.
Et gennemgående træk i flere danske film om det svære valg har været religiøst betonet. Det gælder både ældre, men også nye film fra vores samtid. I Carl Th. Dreyers film Ordet fra 1955 følger man en religiøs familie, der forbinder alle deres ulykker med noget religiøst. Karaktererne skal derfor beslutte, hvilken tro de skal følge, så de kan sikre sig at få et godt liv.
Denne problemstilling viser sig også i vores samtid, bl.a. i Niels Arden Oplevs To verdener fra 2008. Her står en ung kvinde fra Jehovas vidner over for en svær beslutning. Hun forelsker sig i en mand, som ikke bekender sig til Jehova. Hun risikerer derfor at miste hele sin familie og omgangskreds, hvis hun vælger at opgive sin tro for at være sammen med den, hun elsker. Det religiøse tema er i begge film forbundet med identitetsdannelse, og det svære valg kommer til udtryk, når karakterne skal beslutte hvilken side af sig selv, de har lyst til at forfølge.
Et andet vanskeligt valg, som man ofte støder på i danske film, handler om vores børn og evnen til at give slip på dem, når tiden oprinder. Christian Tafdrup tematiserer dette i sin debutfilm, Forældre fra 2016. Filmens fortælling udspiller sig efter et forældrepars eneste barn flytter hjemmefra. Nu skal de to forældre finde ud af at leve videre uden deres søn og skabe sig en ny identitet, som ikke er centreret omkring opdragelse.
Nogle danske film tør endda forholde sig til, hvad man skal gøre, når en af de største katastrofer af alle indtræffer – nemlig når ens barn dør. Det ser vi i Samanou Acheche Sahlstrøms Til vi falder fra 2019, hvor et forældrepar vender tilbage til deres foretrukne ferieby efter, at de mistede deres 10-årige søn i en uafklaret drukneulykke. Begge forældre håndterer tabet på hver deres måde, og de har svært ved at stå sammen i sorgbearbejdelsen.
Nils Malmros giver også en meget autentisk oplevelse af et ægtepars forfærdelige sorg oven på deres barns død i sin sidste film Sorg og glæde fra 2013. Fortællingen giver en ekstra klump i halsen, fordi filmen bygger på Malmros’ egen personlige tragedie, hvor ham og hans kone mistede deres barn. I begge tilfælde må forældrene til de afdøde børn vælge, om de vil lade sorgen opsluge sig eller lære at leve med den.
I midten af 10’erne fik vi to film, der beskæftigede sig med det ualmindelige svære valg – assisteret selvmord. Det gjorde vi med Bille Augusts Stille hjerte fra 2014 og i Samanou Acheche Sahlstrøms I dine hænder fra 2015. Begge film har det til fælles, at en uhelbredelig syg person ønsker at tage afsked med livet på en mere værdig måde, end den de er stillet i udsigt. Det søger de hjælp til, og det er netop det valg, som filmene vil have publikum til at tage stilling til. Skal man hjælpe nogen med at tage livet af sig selv, når det handler om at give dem en værdig død?
Hvor onde kan vi være?
En række danske filmskabere har forsøgt at udforske, hvor langt en karakter, der opfører sig præcis som vedkommende lyster, vil gå, uanset de konsekvenser, der følger. Disse film billedliggør mennesker, der følger deres egen forestilling af, hvad der er rigtigt og forkert.
Flere danske ungdomsfilm har fokuseret på mobning, og disse ungdomsfilm forsøger at menneskeliggøre de børn, som, bevidst eller ubevidst, mobber andre. Det viser sig, at børnene sjældent bare er onde bøller, men derimod mangler en evne til at forestille sig, hvilke konsekvenser deres handlinger får.
I Nils Malmros’ Kundskabens træ fra 1981, følger man en gruppe børn, der befinder sig i overgangen fra barnlig uskyld til ansvarsbevidste voksne. I dette stadie begynder de at reflektere over, hvordan de har været i stand til at mobbe deres klassekammerater.
I Kaspar Munks Hold om mig fra 2010 kommer konsekvenserne af mobning for alvor til syne. Filmen fokuserer ikke blot på offeret, men også på mobberne og deres reaktion, da det går op for dem, hvad de har bedrevet. En forfærdende realisering, der er fyldt med fortrydelse og skam.
Men andre tilsidesætter de efterfølgende konsekvenser i jagten efter at bevare deres status eller fremskudte mål. Det ser vi I May el-Toukhys Dronningen fra 2019 og Rasmus Heisterbergs I blodet fra 2016. I førstnævnte følger man Anne, der umiddelbart lever et harmonisk liv i en lykkelig familie. Men det er ikke nok til at fylde hendes attrå, og hun vælger at forføre sin unge stedsøn. Da dette, nærmest incestuøse forhold, unægteligt bliver opdaget, går Anne langt for at bevare sin ære og uskyld, hvilket får uoverskuelige konsekvenser for stedsønnen.
I I blodet følger man Simon, som er ved at færdiggøre sin uddannelse. Han vælger dog alligevel at hænge fast i sit vilde ungdomsliv og forsøger at gå uden om rollen som en ansvarsfuld voksen. I begge film møder vi mennesker, der stræber efter deres egne mål uden at tænke på konsekvenser.
I 2016 udkom filmen Der kommer en dag, som fortæller om børnene på Godhavnsbørnehjemmet, der blev udsat for overgreb og mishandling i 1960’erne. Filmen viser først og fremmest de voksnes voldelige behandling af børnene. Men den viser også det manglende indgreb fra omverden. Vi må stille os selv spørgsmålet: hvorfor greb vi ikke ind? Filmen illustrerer, at børnenes problemer ikke forsvinder af sig selv. Uvidenheden kan i høj grad være en lykke, når vi lukker øjnene for virkelighedens rædsler.
En film der går ind under alle tre kategorier
Jeg har lyst til at afrunde denne artikel med en film, som formår at forene samtlige tre kategorier, nemlig Thomas Vinterbergs Festen fra 1998. Filmens handler om en familie, der er forsamlet til en stor fødselsdagsfest. Det bliver dog langt fra en festlig affære, da en masse alvorlige incestuøse hemmeligheder triller ud af skabet.
Her viser ’lysten til at straffe’ sig i konflikten mellem familiemedlemmerne. Alle dem, der har løjet og fortiet de mange ugerninger, er genstand for repressalier. Derudover viser ’det svære valg’ sig i familiens opgør med de mange års fortielser. Beslutningen om at afdække de mange ugerninger ved at råbe op kunne resultere i nogle livsændrende konsekvenser. Derfor har det, for nogle, været svært at bryde tavsheden.
Den sidste kategori ’hvor onde kan vi være?’ fortæller om den fortielse, hvert familiemedlem har foretaget for at bevare den pæne overflade. Æren har fået lov til at veje tungest i forhold til den modbydelige smerte, det misbrugte barn har lidt under som resultat af den kollektivt skjulte sandhed.
