
Sommeren 93 // Foto: CPH PIX
I forbindelse med CPH PIX er fire af vores skribenter taget ud på en rejse i filmfestivalens program. De fokuserer på hver deres gren af filmprogrammet, således at en skribent tager på imaginær “backpacking” gennem Asien. En anden bliver hjemme i trygge rammer og dækker de skandinaviske film, mens en tredje tager på “interrail” i Europa. Den sidste er gået i filmisk barndom og koncentrerer sig om børnefilmene i årets program. Undervejs sender de postkort og fortæller om deres oplevelser.
Tirsdag den 3. oktober var vores skribent, som rapporterer fra Europa, taget til en visning af Carla Simóns Sommeren 93. Her er hendes postkort.
Den anden destination på min togrejse i PIX’ filmlandskab var Spanien med Sommeren 93, som blev vist i Dagmar. Filmen formåede absolut at gennemvarme mig på en ellers kølig efterårsaften.
Sommeren 93 viste sig at være min bedste filmoplevelse på festivalen indtil videre. I filmen møder vi seksårige Frida, som har mistet begge sine forældre. Hun skal derfor flytte ud på landet til sin onkel og tante og deres treårige datter. Fortællingen udspiller sig på deres fredfyldte og primitive landsted, som er omgivet af sydlandsk idyl.
Filmen er en indsigtsfuld skildring af Fridas meget komplekse følelsesliv. Hun kæmper med at finde sin plads i sit nye hjem med sin nye familie og forsøger på samme tid at forstå og bearbejde den sorg, hun bærer på. Frida føler både en distance til sin nye familie, men samtidig et stort behov for at høre til og blive elsket. Denne dobbelthed kommer så rammende til udtryk i kameraets intime samspil med Fridas smukke barneansigt. Hendes nye familie kæmper også med den forandrede hverdag, og det er endnu en følelsesmæssig konflikt, som filmen mestrer at skildre. Instruktøren Carla Simón har givet fortællingen en rørende hjertevarme, som er gennemgående i hele filmen. Udover at filmen er en fortælling om en sammenbragt familie, oplevede jeg den også som et universelt billede af barndommens mange facetter.
Jeg vil derfor på det varmeste anbefale denne film, som man stadig kan fange i Grand i aften kl. 19:00!
Hilsen fra skribenten i Europa – Lise
Instruktør: Carla Simón
Land: Spanien
Visninger: 10/10 kl. 19 i Grand
Mønt: 90 kr. for almindelig billet og 72 kr. for studerende