Interview: Filmens København – en vandring i tid

Som tilflytter fra Jylland har jeg ikke den samme forståelse for byens udvikling, som de, der har erfaret den på egen krop. På trods af det føler jeg mig bekendt med langt flere sider af København, end dem jeg umiddelbart kender til. Det skyldes mit møde med København på film. Men hvilke billeder af København er blevet formet i filmens verden? Og hvilken betydning har de forskellige Københavnerskildringer for oplevelsen af vores hovedstad?
I et forsøg på at få svar på nogle af mine spørgsmål kontaktede jeg Katrine Sommer Boysen. Hun har nemlig, i selskab med Sophie Engberg Sonne, skrevet bogen Filmens København – Hovedstaden i levende billeder fra 2017. Bogen guider dig igennem filmens portrætteringer af vores hovedstad og udforsker, hvilke roller København spiller i filmene.

 

Tro, håb og kærlighed // Foto: Rolf Konow

Filmiske forventninger

Jeg har nu boet i København i seks år. Mit forhold til byen har forandret og udviklet sig i årenes løb, både i takt med min egen, men især også i takt med byens evige udvikling. Inden jeg flyttede til København var mit forhold til byen naturligvis anderledes. Det bestod mest af forestillinger formet af de utallige filmiske skildringer af byen, som jeg havde mødt gennem min barndom og ungdom. Det var derfor med baggrund i filmens billeder, når jeg drømte mig til hovedstadens livlige gader. Det København, jeg herigennem mødte, var et dragende og kærlighedsfyldt mulighedsrum. Der var flere film, der fodrede mine forestillinger om København som en by fuld af liv og kærlighed.

 

Jeg var fascineret af Bille Augusts Tro, håb og kærlighed (1984), hvor Bjørn og Anna hovedkulds forelskede løber rundt i Københavns fine kvarterer (Amalienborgs Slotsplads og Kastellet). Heri åbenbarede sig et ældre København, hvor de fornemme, brostensbelagte områder var steder man, som forelsket par, kunne søge ly. For Bjørn og Anna bliver København rum for blomstringen af deres unge kærlighed. Men da Anna bliver gravid og skal have foretaget en abort, bliver byen scene for deres skæbnesvangre oplevelse. Jylland bliver Bjørns endelige flugt fra uskyldstabet i storbyen.

 

Tro, håb og kærlighed // Foto: Rolf Konow

En film, som også havde en stor plads i mit hjerte var Natasha Arthys Mirakel (2000), som med stor humor tegner et billede af teenageårenes frustrationer og forelskelser. Mens vi følger Mik og Dennis P., der skater rundt i gaderne, og forældrene, der dansende indtager kvarteret, skabes et klart billede af Vesterbro. Et andet Vesterbro end det, vi kender i dag. Inden kvarteret for alvor blev ramt af hipstertilstrømningen, som i høj grad forandrede bydelen.

 

Mirakel // Foto: Lars Høgsted

Det er blot et par af de billeder af København, som jeg har stiftet bekendtskab med gennem film. Men hvad karakteriserer egentlig København som filmby?

København som filmby

”København rummer en så broget palet af historier, hvilket nok skyldes, at vores hovedstad er den eneste rigtige storby i Danmark. København skal kunne rumme alle historierne. Det er blandt andet derfor, at der er så mange forskellige sider.”

 

Sådan fortæller Katrine Sommer Boysen, en af forfatterne bag bogen Filmens København. For at beskrive Københavns rolle i film fremhæver Katrine Sommer Boysen især to portrætteringer:

 

”København bliver ofte skildret som en hyggelig, fin og overskuelig by. København som en folkets by løber igennem filmhistorien som en rød tråd”.

 

Derudover har de senere årtier præsenteret mere dystre portrætter af byen med blandt andre Danmarks Radios dramaserie Forbrydelsen (2007). Heri møder seeren et mørkt og koldt København, hvor unge piger forsvinder. Katrine Sommer Boysen understreger dog, at København som dyster by kan spores helt tilbage til 1940’erne. Hun forklarer også, hvordan Københavns dystre skyggeside kan være med til at placere København i en international liga:

 

”Det er en opskrivning af København til både at være en virkelig by, og samtidig en genreby”. København har altså undergået udviklingen fra en folkets by til en krimiby. Katrine forklarer, at ”mange af de mere dystre historier har et pædagogisk sigte. Heri bliver hovedstaden en forførisk størrelse, hvor unge bliver lokket i uføre.”

 

Hun bekræfter mig i, at det pædagogisk sigte netop gør sig gældende i en film som Tro, håb og kærlighed.

 

Film som tidsbilleder

De film, der for mig har været et billede på København, kan så absolut siges at være billeder af en nær fortid. Derfor kan de måske give et billede af, hvordan byen så ud engang. Et aspekt ved film, som Katrine også fremhævede:

 

”Film bliver billeder, der sætter tiden på pause. Selv film, som kun har ti femten år på bagen præsenterer et radikalt anderledes billede af byen end det, vi ser i dag.”

 

Det gør sig i den grad gældende for både Tro, håb og kærlighed og Mirakel, der måske i højere grad er blevet billeder af en bestemt tid. I den forbindelse forsikrer Katrine, at ”der kommer nye fortællinger til byen i takt med, at byen ændrer sig.” Måske kan filmene som historiske fortællinger også sige noget om samtidens forhold. Jeg spørger Katrine, om hun mener, at film kan ses som en slags seismograf, der måler kulturelle udsving i vores samtid, såvel som samfund generelt.

 

”Der er i hvert fald en spejling, der hele tiden foregår, dels af nogle tendenser og dels af nogle visioner om, hvor byen og vi gerne vil hen.”

 

Hvis man kan fornemme Københavns samtid gennem filmens fortællinger, er der da bestemte skildringer, der hører en bestemt tid til? Katrine påpeger, at:

 

det er svært at isolere det rent årstalsmæssigt. Til gengæld kan man godt sige, at der er kommet langt flere eksperimenter med byen i tidens løb. Vi ser anderledes og mere radikale billeder af København f.eks. i 2010’erne end vi har gjort tidligere. Der er kommet en større bevidsthed om, at byen kan noget andet end bare at være en scene.

 

Forandring eller forvrængning af byens rum i film er noget, der i højere grad hører den senere tid til. Dog skabes indtrykket af byen ikke blot i kraft af, hvordan byen tager sig ud. Det handler derimod også om, hvilke narrativer, karakterer og stemninger vi præsenteres for. Der er langt fra Olsen Bandens København til Forbrydelsens København. Lige såvel som der er langt fra det Østerbro, Bjørn og Anna indtog, til det kvarter, jeg nu bor i.

 

Til trods for at jeg som tilflytter ikke har oplevet byens udvikling på forreste række, så har et neddyk i filmenes København givet mig en klar fornemmelse for byens mange og kontinuerlige forandringer. På den måde kan de filmiske portrætteringer af København stå som tidslommer på en svunden tid og minde os om den konstante udvikling, som byen undergår.

 

Skriv en kommentar

kommentarer

Filmskribent hos VINK og kandidatstuderende i Medievidenskab og Performance Design på RUC.