SÅ blev Danmarks største spillefilmsfestival atter en gang afviklet! Efter en ufrivillig pause i 2020 blev vi igen forkælet med et utal af fantastiske filmoplevelser, mere præcist 40 film på fem dage fordelt på fem venues i København og Århus. Historisk har festivalen siden sin start i 2009 bragt os nogle af de bedste og vildeste film på det store lærred. Film, som vi ellers ikke ville have været velsignet med, hvilket vi skylder dem en kæmpe tak for! Personligt er jeg stadigvæk evigt taknemmelig for, at jeg fik lov at opleve mesterværker såsom Netflixs Roma og Panos Cosmatos Mandy i stort format på PIX, hvilket i dag kan tilskrives min enorme begejstring for netop disse film. En begejstring, som jeg ikke tror, ville have haft samme gennemslagskraft, hvis jeg skulle være spist af med at opleve dem på min 43’’ fjernsynsskærm på Netflix. Fordi film bare skal opleves på det store lærred, som en klog mand engang sagde.
VINKs knivskarpe filmskribenter har sørget for at dække festivalens kærkomne genkomst og har brugt en forlænget WEEKEND på at udvælge tre særligt interessante filmoplevelser ud af det kæmpe store og tætpakkede program!
Hvis du er nysgerrig på andre film, som blev vist på årets CPH PIX WEEKEND, kan du finde hele programmet her.
En fødsel gennem et barns øjne – Samuel Heilberg
Det er ikke første gang, at vi som publikum har været vidne til en nervepirrende fødselsoplevelse i dansk film. Det gjorde vi bl.a. med Carl Theodor Dreyers Ordet, men i Du som er i himlen får vi som publikum lov til at opleve selve fødslen fra den 14-årige datters og den kommende storesøster Lises perspektiv.
Fortællingen er baseret på Marie Bregendals bog En dødsnat og udspiller sig over en enkelt dag. Dette gør, at vi følger Lise på tætteste hold og gennem hendes øjne oplever den fødsel, som udspiller sig og de omvæltninger, det fører med sig i den lille familie. Denne individuelle karakterindlevelse formår at gøre mig, som publikum, følelsesmæssigt investeret og engageret i fødselssituationen. Kameraets billeder er stemningsvækkende, dog uden at virke følelsesmanipulerende. Der er næsten ingen underlægningsmusik, og publikum må således selv finde ud af, hvordan de skal reagere på det, de ser.
Selvom fortællingen, for mig, fremstår en smule forudsigelig, skal Du som er i himlen klart have en anbefaling med på vejen. Intet i filmen er overflødigt, og der er en stor grad af indlevelse i barnets oplevelse og håndtering af en smertefuld fødsel, hvilket er ekstremt medrivende.
Du som er i himlen, 2021
Flot og ubehageligt familiedrama – Viktoria Damgaard
Human Factors er et tysk/fransk psykologisk familiedrama med thrillertræk, der gennem et velopbygget manuskript viser hver karakters perspektiv og oplevelse af en mystisk hændelse i familiens feriehus. Her bliver man i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, mens familien langsomt falder fra hinanden.
De menneskelige faktorer kan gøre det svært at se, hvad der sker for øjnene af en, fordi man sidder fast i sine egne overbevisninger. Filmen blander det genkendelige med thrillerelementer, der leger med dine sanser og gør det trygge utrygt. Præmissen er spændende og får en til at sidde på kanten af biografsædet. Den flotte fotografering i det europæiske efterår er i høj grad med til at sætte den dystre, utilregnelige stemning og er sammen med godt skuespil et af de bærende elementer i filmen. Desværre taber den fængslende stemning pusten undervejs og bliver ikke forløst med den kraft, man kunne have ønsket sig.
Human Factors, 2021
En kunstners søgen efter sin egen stil – Samuel Heilberg
Den svenske ø Fårö har nærmest opnået status som hele Sveriges film-ø grundet dens optræden i flere af Ingmar Bergmans produktioner. Derfor drager filmmagerparret Tony og Chris til den historiske indspilningslokation for at søge inspiration samt overkomme skriveblokader. Bergmanbeundreren Tony er tydeligvis mere begejstreret for deres skriveeksil end konen Chris, som ikke deler samme begejstring for det svenske instruktørkoryfæ og hans til tider tvivlsomme persona. Det er Chris’ indre kamp og søgen efter at tilegne sig sin egen stil som filmskaber, der bliver omdrejningspunktet for filmen. Dette hjælpes på vej af, at hun gradvis bliver mere og mere bekendt med mennesket, Ingmar Bergman fremfor filmskaberen.
Filmen svæver mellem virkelighed og fantasi, da vi føres ind i Chris’ fortælleunivers, hvor hun skaber en historie der minder om hendes eget liv. Hendes møde med Ingmar Bergman får hende til at reflektere over sin tilværelse og giver hende perspektiv på sit eget arbejde som historiefortæller.
Denne åbne fortællestil virker ekstremt vedkommende og forstærker filmoplevelsen uden at virke skæv eller mærkelig grundet vekslingen mellem virkelighed og fantasi. Dette er en enormt interessant fortælling om en kunstner, som forsøger at finde sin egen unikke stil.
Bergman Island, 2021
